Ingen resultater fundet
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
Da Anne Elliot var 19 år, lod hun sig af økonomiske årsager overtale til at bryde sin ellers lykkelige forlovelse med den charmerende, men ubemidlede søofficer Frederick Wentworth. Da tilfældighederne bringer dem sammen otte år senere, er de begge stadig ugift, og Wentworth er blevet velhavende. Han har dog ikke tilgivet Anne, at hun i sin tid lod sig overtale til at afvise ham, og han behandler hende med kulde og ligegyldighed. Anne, der for længst har indset, at hun burde have fulgt sit hjerte og ikke ladet sig påvirke af andres overtalelse, ser resigneret og bedrøvet til, mens Wentworth gør kur til naboernes døtre. Men samtidig får hun selv en ny beundrer, og et uheld på en spadseretur vender op og ned på tingene. Annes venner og familie prøver stadig at få indflydelse på hendes beslutninger, men den modne Anne forlader sig nu på sin egen dømmekraft; denne gang vil hun ikke bukke under for overtalelse.
Overtalelse (på engelsk Persuasion) er Jane Austens sidste roman, skrevet lige før forfatterens død i juli 1817. Romanen blev udgivet posthumt i december 1817 (men er dateret til 1818) sammen med hendes første roman Northanger Abbey. Udover at de to romaner udkom i samme bind, har de også det til fælles, at dele af dem foregår i Bath og omhandler det overfladiske sociale liv i den fashionable kurby, som Jane Austen kendte særdeles godt, eftersom hun boede der fra 1801-1805.
Selvom temaet ‘overtalelse’ går igen mange steder i bogen, og man som læser hurtigt drager den slutning, at Austen har haft titlen i baghovedet under udformningen af romanen, er det faktisk ikke forfatteren selv, men derimod hendes bror, Henry, der har betitlet bogen efter hendes død. Man kender ikke til nogen kilder, der dokumenterer, hvad Austen selv havde i sinde at kalde bogen, men ifølge familieoverleveringer omtalte hun den som The Elliots, og nogle forskere mener, at det var denne titel, Austen havde planlagt at give sit sidste værk.
Da bogen for første gang udkom på dansk i 1975, valgte man titlen Kærlighed og svaghed, der i stil med andre Austen-romaner benytter sig af to modstillede og for romanen centrale begreber. Da bogen blev genudgivet i 1996 ændredes titlen til Lydighed og længsel. Nærværende redigerede udgave bærer titlen Overtalelse, som er den direkte oversættelse af den originale engelske titel.
Jane Austen færdiggjorde Overtalelse i juli 1817 – samme måned som hun døde – efter at have kasseret sit første udkast til det næstsidste kapitel, som hun ifølge hendes nevø, James Edward Austen-Leigh, fandt “tamt og fladt”. Hun erstattede det kasserede kapitel med to helt nye kapitler, som danner den afslutning, der i sidste ende blev trykt. Det oprindelige næstsidste kapitel er i dag udstillet på British Museum i London.
Overtalelses heltinde, Anne Elliot, er den ældste af alle Austens heltinder, og bogen beskriver en dybere og mere moden kærlighed, end man er vant til fra Austens øvrige romaner. Desuden er det den eneste af hendes bøger, hvor helten ikke er aristokrat, men en mand fra mere beskedne kår, der har arbejdet sig til sin formue.
“En meget fin og vittig og rørende historie om en ung pige, der engang lod sig kue til at sige nej til sin elskede, fordi han var fattig og nu møder ham igen, da han er blevet rig. Forbavsende er den spænding, som Austen kan oparbejde, om de to mennesker nu får hinanden.” – Bent Mohn, Politiken
“Det er en bog om modenhed og godhed og kvindesind, og den er ikke bare morsom, men også gribende. Jane Austens bøger er med hendes egne ord ‘noget der udvider ens viden om arten menneske'” – Poul Borum, Ekstra Bladet
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
“Et lykkeligt kærlighedsforhold er ikke et spørgsmål om held, men et spørgsmål om indre holdning og om personlig beslutning.” – Stefanie Stahl, psykolog og bestsellerforfatter
Stefanie Stahl viser på en både overbevisende og livsnær måde, hvordan et velfungerende parforhold er muligt for alle, og hvordan det lader sig gøre ved at arbejde med det “indre barn”. Det drejer sig frem for alt om at styrke selvværdet og om at finde en balance mellem tilpasning og selvhævdelse.
Når først vi har forstået disse mekanismer, så behøver vi ikke længere vente på, at vores partner forandrer sig, eller at mr. eller mrs. Right banker på, men vi bliver i stand til at tage lykken i egen hånd.
Stefanie Stahl tager udgangspunkt i to af menneskets grundbehov: behovet for tilknytning og behovet for selvstændighed – to ting der ikke umiddelbart spiller sammen, men som ikke desto mindre begge er livsvigtige både for det enkelte menneske og for parforholdet. Med en enkel teoretisk indføring, talrige eksempler og med mange praktiske øvelser giver hun os en viden om parforholdet og om handlemuligheder, så vi både kan lære at tænke lidt anderledes og handle mere konstruktivt, for at vi ikke ender i den blindgyde, vi måske kender alt for godt.
Parforholdet er muligt for alle bygger videre på konceptet fra Stefanie Stahls internationale bestseller Barnet i dig skal finde et hjem. Bogen er ligesom Barnet i dig skal finde et hjem blevet en faglig bestseller.
Stefanie Stahl er cand.psych. og psykoterapeut med egen praksis i Trier. Hun er specialiseret i tilknytningsangst og interesserer sig for, hvordan selvværdet kan forbedres og i forlængelse heraf arbejdet med det “indre barn”. Med bøger som den internationale bestseller Barnet i dig skal finde et hjem og Vom Jein zum Ja! (Fra Nja til Ja! – ikke oversat til dansk) har hun nået en stor og bred læserskare. Hendes sprog er ukompliceret, og de eksempler, som hun bruger til at illustrere sine synspunkter, er lette at følge.
“… en psykologisk velfunderet, velargumenteret og nuanceret fremstilling af parforholdets mange aspekter samt de personlige udfordringer, man hver især kan bære rundt med og som er grundlagt i barndommen. En glimrende indsigts- og arbejdsbog, som vil kunne flytte fokus fra egne skuffelser til konstruktiv handling og samarbejde om lykkeligere relationer.” – Lektørudtalelse, DBC
“‘Parforholdet er muligt for alle’ er en bog for dig, der gerne vil forbedre eller afklare dit nuværende parforhold eller finde en passende partner. Måske er du i tvivl, om du har fundet den rette – eller du bliver ved med at forelske dig i den forkerte … en guldgrube for dig, der vil fordybe dig og på egen hånd arbejde med dig selv.” – Jeanette Hylleborg, Qland.dk
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
I foråret 1928 tog en ung George Orwell til Paris for at skrive. Han levede på et eksistensminimum blandt de fattige og nødlidende, mens han forsøgte at slå igennem som forfatter og journalist, først i Paris og sidenhen i London. Oplevelserne kom til at danne grundlag for hans første bog, erindringsromanen Paris og London på vrangen, der udkom i 1933.
I Paris og London på vrangen beskriver Orwell livets barske realiteter for de arbejdende fattige og de hjemløse i to af Europas mest berømte og glamourøse byer og afslører en skjult verden af slid, elendighed og angst.
Første del af bogen foregår i Paris, hvor Orwell arbejdede under usle forhold som opvasker i køkkenet hos en af byens finere restauranter og boede kummerligt på nedslidte herberger. Kampen for overlevelse og de menneskeskæbner han møder, skildres på rørende vis krydret med humoristiske anekdoter. London er omdrejningspunkt for bogens anden del. Her oplevede Orwell livet som hjemløs og som vagabond, mens han ventede på et job, han var blevet stillet i udsigt. Han beretter om at pantsætte sine ejendele for at købe mad og om tilkæmpe sig plads på de hjemløses herberger. Med følsomhed og stor indsigt beskriver Orwell fattigdom, en verden af sult, snavs, hån og fordomme.
“Disse rystende skildringer, så kølige, så ægte og så intime, omfatter Paris og London set nedefra og udefra. De er gjort af en mand, der har delt elendigheden med sin næste, og de er trods titlen så læseværdige, så levende, at ingen bør afvise bogen … Man har lyst til at sige mesterværk. Men i grunden er det en æstetisk betegnelse, som måtte forarge Orwells alvor.” – Jens Kruuse, Jyllands-Posten
“Orwells beretning er en afsløring af fattigdommen, fattigdommens tarvelighed og gemenhed, løgnene, man benytter sig af … Hans skildring af det Parisiske slumkvarter og dets utrolige typer, latterlige, gribende, uhyggelige, er ganske simpelt mesterlig … Ligeså overbevisende … er beretningen om livet blandt de engelske bumser. Det er både rørende og rystende at læse om denne smudselige menneskelige nedværdigelse…” – Jens Kistrup, Berlingske Tidende
“Tyven, der stjal de sidste penge fra en sygdomssvækket George Orwell på hans værelse i Paris i 1929, gjorde den politiske litteratur en stor tjeneste.” – Vanessa Thorpe, Observer
“Stort set alt, hvad Orwell har skrevet – her og andre steder – har bevaret sin grundlæggende relevans, lige fra årsagerne til fattigdom og dens langsigtede virkninger – ‘det udsletter fremtiden’ – til dens daglige kedsomhed.” – Laurence Mackin, Irish Times
“… en enestående og forunderlig bog: smukt formuleret, omhyggelig, ærlig og sjov. George Orwells erindringer fra 1933 – som også er et studium af fattigdom – er en bog, der både har rod i sin egen tid og samtidig formår at overskride den.” – The Independent
“Hvis ordene ‘enestående prosa’ kun måtte tildeles én forfatter, ville jeg give dem til Orwell for denne beretning om at leve på et eksistensminimum.” – The Guardian
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
Et eller andet sted i en stor by i Vesteuropa. På torvet står der pludseligt et lille barn. Der er nogen, der giver pigen noget at spise, noget at drikke. Hun forstår ikke det sprog, der tales. Men hvis nogen siger ”politi”, så begynder hun at skrige. Hvor kommer hun fra? Hvorfor er hun her? Hvad hedder hun? Hun ved det ikke. Yiza, siger hun, altså hedder hun nu Yiza. Da Yiza møder to drenge, som er ligeså alene som hun er, slutter hun sig til dem.
Michael Köhlmeier fortæller en historie om mennesker uden nogen baggrund, og i en verden, som ikke vil vide af dem. Fortalt i et enkelt sprog og med en uskyld, som gøres til skamme af den sociale realitet. Pigen med fingerbøllet er en rammende og tidløs fortælling om fremmedhed og lidelse. En indtryksfuld og uforglemmelig bog om vores helt aktuelle samtid.
“Pigen med fingerbøllet er knap nok en roman, snarere en stor novelle, men af en speciel slags. Den begynder så at sige ud af ingenting og slutter lige så ubestemt. (..) Så er bogen færdig. Men ikke virkningen. Köhlmeier har bearbejdet og skrevet om myter og eventyr, og det er ikke urimeligt, at man har sammenlignet Pigen med fingerbøllet med H.C. Andersens Den lille pige med svovlstikkerne.” – Steen Klitgård Povlsen, Standart
”Michael Köhlmeiers parabel af et eventyr har et listigt spil kørende med de ambivalenser som optager og piner os alle i denne tid med flygtninge. Det er en enkelt fortalt historie, hurtigt læst, men den giver stof til eftertanke i lang tid.” – Wolfgang Schneider, Frankfurter Allgemeine Zeitung
“Pigen med fingerbøllet er en rå og usentimental fortælling fra flygtningenes verden. Den lille pige Yiza befinder sig midt i en ukendt verden, alene og fortabt, uden sprog og uden historie. Fortællingen følger hende fra den pludselige opdukken til en forsvinden ud i en ukendt fremtid.” – Louise Hvilshøj Andersen Trankjær, Skrivforlivet.dk
“Det interessante ved Köhlmeiers lille roman (skrevet i 2016, umiddelbart efter kulminationen på flygtningekrisen) er, at den ikke bare er en stærk og intens historie om en lille uledsaget flygtningepige. Den kan i lige så høj grad læses som et portræt af det gennemrationaliserede, funktionsfokuserede vestlige samfund, som ikke levner hjerteplads til de mennesker, som er fremmede for os selv.” – Christian Johannes Idskov, Politiken ❤️❤️❤️❤️
”Selve titlen kunne ligne en hilsen til H.C. Andersens eventyr ”Den lille pige med svovlstikkerne”. Tematisk set er der også en tydelig parallel: Barnets overlevelseskamp i en grum verden i den kolde vinter.” – Mikael Busch, Jyllands-Posten ✰✰✰✰
”Rørende som Charles Dickens … Man mærker man er i hænderne på en førsteklasses fortæller … En stærk tekst.” – Denis Scheck, ARD
”Denne roman giver mere hjertebanken end en krimi. Læs!” – Elvira M. Gordon-Pusch, Frankfurter Stadtkurier
”… et lille mesterværk” – Süddeutsche Zeitung
„En vidunderlig tekst, en vidunderlig fortælling.“ – Luzia Braun, ZDF
“Unik fortælling, der blander en skarp realisme med den magiske følelse af et mørkt eventyr. … Det er en vigtig bog, der taler direkte ind i vor tid. Jeg tror den vil tiltale mange læsere. … Fantastisk til læsekredse.” – Peter Holm Rasmussen
I tredje del af Bounty-trilogien følger vi mytteristernes skæbne på Pitcairn-øen, hvor ni af mytteristerne, anført af Fletcher Christian, slog sig ned i 1790 sammen med seks indfødte mænd og tolv kvinder fra Tahiti. I 1808 blev deres skjulested opdaget og bekendtgjort for verden af kaptajn Mayhew Folger fra det amerikanske sælfangerskib Topaz. På det tidspunkt var der på øen kun én hvid mand, ti midaldrende polynesiske kvinder samt en mængde børn og unge.
Historien om de første år på Pitcairn-øen er tragisk. Der var alle muligheder for at skabe et lykkeligt samfund, men på grund af nogle af de simple mytteristers nedladende og grove behandling af de indfødte mænd, rivalisering om kvinderne, alkoholisme, grådighed og hævnfølelse mundede det efter nogle år ud i dramatiske stridigheder, og efter 10 år var 16 af bosætterne døde; heraf var 15 omkommet på voldelig vis. Skildringen af de dramatiske begivenheder bygger især på de beretninger, som Alexander Smith (den eneste overlevende mytterist) gav til Mayhew Folger og nogle af de få andre kaptajner, der senere ankom til den svært tilgængelige ø.
En liste over romanens personer kan downloades her.
“En eminent fortælling om eventyr og konflikt … Det er en bog, som rigeligt vil belønne enhver læser.” – Saturday Review
“Fremragende … En højst blodig blanding af lidenskab og romantik.” – Percy Hutchison, New York Times Book Review
“En original og gribende fortælling … Pitcairn-øen tegner med kraft og indsigt endnu en gang det klassiske omrids af det gamle Bounty-drama; denne utrolige, perfekte tragedie, fyldig i hver eneste detalje, som rent faktisk fandt sted i menneskenes verden.” – Lincoln Colcord, New York Herald Tribune Books
“En essentiel afrunding af trilogien om Bounty, som rangerer blandt den bedste litteratur om havet.” – Harlan Trott, Christian Science Monitor
“En storartet præstation … Dette er, hvad den historiske roman burde være – lidt historie bragt til live i en bog.” – New York Times
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
Politiske essays er en samling af George Orwells mest berømmede politiske essays. Flere af samlingens essays, som Noter om nationalisme og Forebyggelse af litteratur er højaktuelle med påvisningen af, hvorledes løgn, propaganda og manglende pressefrihed fører til et totalitært styre. I andre af essayene er det hans socialistiske indstilling, hans kamp og medfølelse for de svage i samfundet, der er fremherskende. Beretningerne hviler oftest på egne erfaringer, som skildringen af de fattige og usynlige i Afrika i Marrakesh eller livet som vagabond i Anstalten.
Politiske essays omfatter følgende tekster: Anstalten – Marrakesh – Wells, Hitler og verdensstaten – Tilbageblik på krigen i Spanien – Noter om nationalisme – Hævnen er sur – Pressefrihed – Forebyggelse af litteratur – Lynkursus i socialisme – Refleksioner over Gandhi.
George Orwell var en af sin tids mest fremtrædende forfattere og essayister med sine verdensberømte romaner 1984 og Dyregården og med en rig produktion af politiske og kulturelle essays, reportageromaner, erindringsromaner og journalistisk.
Orwells essays var motiveret af løgn og fortielser og af hændelser eller forhold, han fandt forkastelige. Han opfattede sine essays som politiske indlæg, men krævede samtidig, at de skulle være en æstetisk oplevelse, et kunstnerisk værk.
Hans væsentligste temaer var bekæmpelsen af totalitarismen med dens løgne og undertrykkelse af ytringsfriheden og underklassens elendige sociale forhold. Han bekæmpede nationalisme, imperialisme og racisme. Han lovpriste den almindelige arbejders simple, anstændige og ordentlige liv. Hans synspunkter kom også frem i hans litteraturkritiske omtaler af forfattere, der havde haft betydning for ham, jf. samlingen Litteraturkritiske essays. Orwell krævede en kompromisløs ærlighed. I essayet Forebyggelse af litteratur anfører han: ”For at skrive ligefremt og med kraft og styrke må man være frygtløs i sin tænkning, og er man frygtløs i sin tænkning, kan man umuligt være politisk ortodoks.”
“Orwells essays er blandt det bedste, han lavede.” – Daily Telegraph
“Hvorfor er Orwell værd at læse? Fordi hans verden ikke kun er gårsdagens verden.” – Weekendavisen
“Alle der ønsker at forstå det tyvende århundrede er stadig nødt til at læse Orwell.” – New York Review of Books
“Evnen til selvkritik og ærlighed, som er så fremtrædende et træk hos Orwell, … blev yderligere udviklet af hans hårdt tilkæmpede erfaringer … Igen og igen minder Orwell om, at kravet til oprigtighed må være absolut.” – Frederik Wulfsberg
“Orwell har fremfor alt en ærlig stemme – klar, ligefrem og passioneret.” – The Guardian
“Orwell var også en fremragende essayist, og samlingerne viser hans bredde af emner og dybde af færdigheder … Uprætentiøs, intelligent, medfølende og med en strålende indsigt.” – Doug Johnstone
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
“Til syvende og sidst burde et menneske ikke spørge, hvad meningen med dets liv er, mennesket må hellere indse, at det selv spørges.”
Dette er en af de konklusioner, Viktor E. Frankl drager i logoterapien, som han udviklede på baggrund af tre års erfaring som koncentrationslejrfange. Det var viljen til at få sine teorier udbredt, der gav ham den mening med livet, der ifølge ham selv gjorde, at han overlevede under de umenneskelige vilkår. Logoterapien fremhæver viljen til mening som menneskets væsentligste drivkraft i modsætning til Freuds viljen til lyst og Adlers viljen til magt. Den bygger på den moderne eksistentialisme, der tager udgangspunkt i menneskets frie valg og ansvar frem for at opfatte det maskinelt, som determineret af arv og miljø.
Logoterapien, som i dag udøves på talrige klinikker verden over, beskrives klart og enkelt i bogens 2. halvdel, mens 1. del beskriver Frankls oplevelser som koncentrationslejrfange, en rystende beskrivelse ikke mindst på grund af den nøgterne og analyserende form i fremstillingen.
Læs mere om Viktor E. Frankl og logoterapien på Viktor Fankl Instituttets hjemmeside.
Psykologi og eksistens (Trotzdem Ja zum Leben sagen) er en af de få bøger, der konstant har været på markedet siden udgivelsen i 1947, genoptrykt i utallige oplag, og på bibliotekerne står lånerne fortsat i kø for at låne den. Den er solgt verden over i millionoplag og er listet som en af de ti mest indflydelsesrige bøger i USA.
Frankl, som allerede var i gang med at udvikle logoterapien i en afhandling, før han blev sendt i koncentrationslejr i 1942, gemte sit manuskript i linningen på sit tøj under sit ophold i Theresienstadt, men da han i 1944 blev overflyttet til Auschwitz, opdagede nazisterne manuskriptet og destruerede det. Denne hændelse fyldte Frankl med et brændende ønske om at overleve, så han kunne gense sin familie og færdiggøre afhandlingen, og han begyndte målrettet at rekonstruere manuskriptet efter hukommelsen på de stykker papir, det lykkedes ham at få fat i.
Psykologi og eksistens skrev han på baggrund af sine notater på ni dage i 1945 efter sin befrielse. Hans ønske med bogen var ved konkret eksempel at vise læseren, at livet rummer en potentiel mening under alle omstændigheder, selv under de mest forfærdelige. Han mente, at hvis han kunne demonstrere dette i en situation så ekstrem som i en koncentrationslejr, ville hans teori vinde genhør og forhåbentlig hjælpe andre i svære situationer, og han følte sig af denne grund ansvarlig for at nedskrive det, han havde gennemgået.
“En på én gang skrækindjagende og yderst væsentlig bog.” – Johannes Sløk
“En fængslende syntese af psykiatri og almindelig menneskekundskab, etik og livsfilosofi … særdeles velskreven.” – K. Grue Sørensen, Berlingske Tidende
“Denne mand oplevede ubegribelig lidelse og skrev derefter den definitive bog om lykke.” – Huffington Post
På rejse med Charley er en rejsebeskrivelse af en rundrejse i USA i 1960, som Steinbeck foretog i en autocamper sammen med sin puddelhund Charley. Steinbeck skrev, at han var drevet af et ønske om at genopdage sit hjemland, eftersom han tjente til livets ophold ved at skrive om det. Han følte sig ude af berøring med det moderne USA efter i tyve år at have boet i New York og rejst rundt i Europa, og han ønskede bl.a. at finde ud af, hvordan den moderne amerikaner var. I sin autocamper Rosinante (opkaldt efter Don Quixotes hest) tilbagelagde den da 58-årige Steinbeck og Charley knap 16,000 km sammen langs USA’s ydre grænser. Bogen er en charmerende beskrivelse af de steder og mennesker, som Steinbeck støder på undervejs samt de refleksioner, de giver anledning til – og som ofte kommer til udtryk som mentale samtaler med Charley.
“Efter 25 år som berømt forfatter følte John Steinbeck, at han ikke længere kendte sit eget land. Hans beretning om genopdagelsen blev et lille mirakel af en bog med titlen På rejse med Charley … Det er snart 50 år siden, men noget af det forunderlige ved bogen er, at den føles, som var det i går, rejsen fandt sted … Det er en bog, der gør én glad. Vi har en tilbøjelighed til at se USA med Hollywoods øjne, det hysteriske, det skabagtige, det drivende sentimentale, det overtydelige, det primitivt overfladiske. Når vi ser det med Steinbecks, genfødes det i al sin rigdom.” – Klaes Kastholm Hansen, Berlingske 2008, *****
“I en trekvart tons varevogn, ombygget til beboelse, og med sin sorte franske puddel Charley, som eneste ledsager, gennemkørte Steinbeck Amerika fra nord til syd og fra øst til vest, og hvad han så, og hvad han tænkte derved, har han nedfældet i en overmåde fortryllende rejsebog, som bør blive denne sommers regnvejrslæsning i alle caravans, sommerhuse og telte.” – Marie-Louise Paludan, Sjællands Tidende 1963
“Læs Dem til glæde i denne bog. Ikke det banale: læs Dem glad, men læs Dem til glæde, en tilstand af glæde, hvori man har det velbehagelig rart: en glæde, som skaber et liftligt velvære, omtrent som en lun sommeraften ved solnedgangstid, når åen er cirklet af ørreder, der slår, og fluen falder dunlet på vandet; eller som når piben er velstoppet og trækker, som den skal, medens tankerne får lov til at gå, og ingen ærgrelser plager.” – Vagn Riisager, Kristeligt Dagblad 1963
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
Som ung trodser Robinson Crusoe sin fars råd og står til søs på jagt efter eventyr. Selvom han på sine første rejser får flere forvarsler om, hvad han har i vente, hvis han fortsætter livet på havet, begiver han sig efter nogle år som plantageejer i Brasilien atter til søs. På denne rejse lider han skibbrud, mister alle sine rejsefæller og får sig kun med nød og næppe kæmpet i land på en øde ø, hvor han er tvunget til at blive. Ved hjælp af lidt held, arbejdsomhed, selvdisciplin og foretagsomhed får Robinson Crusoe langsomt skabt sig en tilværelse på øen med både agerbrug og husdyrhold. Som øens enehersker begynder han efterhånden at føle sig både tryg og hjemmevant, indtil han en dag pludselig opdager et menneskeligt fodspor, der ikke stammer fra ham selv.
“Robinson Crusoe er det modsatte af det primitivt oppiskede nid og nag i Robinson Ekspeditionen: Ømt og generøst fremmanet menneskelighed – og som alle klassikere lige så akut nærværende og vedkommende som helt vildt mærkværdig.” – Lars Bukdahl, Weekendavisen
“Uanset med hvilke litterære briller man læser romanen, er den en ubestridt klassiker i kraft af sin eventyrlige og fascinerende historie, der gør den til et uopslideligt stykke populærlitteratur.” – Jytte Kjær Schou, Litteratursiden
“… Daniel Defoes klassiske roman er engelsk litteratur, når det er bedst.” – Robert McCrum, The Guardian
Juan og Alice Chicoy ejer en restaurant med tilhørende autoværksted i et øde vejkryds nær den mexicanske grænse. Mens den koleriske Alice passer restauranten sammen med en romantisk drømmende servitrice, passer den rolige, mandige Juan værksted og buskørsel sammen med lærlingen ’Bumse’, hvis tanker kredser om damer. I et forfærdeligt uvejr kører bussen en dag fast på en øde, mudderfyldt vej i Californien. Og i den usædvanlige situation opstår en række spændinger mellem de otte tilfældigt sammenbragte personer, der får den polerede overflade til at briste og personerne til at afsløre deres sande karakter og nå til nye erkendelser. Et eksistentielt drama.
Rutebil på afveje blev udgivet i 1947 og var Steinbecks første længere værk efter Vredens druer, som indbragte ham Pulitzer-prisen syv år tidligere. Selvom Rutebil på afveje økonomisk set faktisk var en større succes end nogen af hans tidligere værker, blev romanen ikke så populært som sin forgænger. Det betragtes i dag som det mest undervurderede af hans hovedværker.
Da bogen udkom, blev den øjeblikkeligt en bestseller, men fik, grundet dens utraditionelle karaktergalleri og dens moralske uortodoksi, alligevel modstridende omtale. Steinbeck selv mente, at der var mange læsere, der ikke forstod, hvad værket handlede om, og at de overså relationen til det klassiske engelske moraldrama Everyman og den dermed forbundne underliggende moral i værket. Steinbeck refererer ellers tydeligt til Everyman ved at bruge et epigram fra stykket.
I 1957 udkom Rutebil på afveje som sort-hvid-film med Jayne Mansfield som den smukke Camilla Oaks. Trods middelmådige anmeldelser blev den en stor publikumssucces.
“John Steinbeck begik kun én fejl som forfatter. Han skrev for mange gode bøger! Det lyder forrykt. Ja, men der er alligevel en vis mening i galskaben. For i en periode på en lille snes år, hvor Steinbeck var allerbedst, fra midten af 1930’erne til midten af 1950’erne, skrev han et væld af fremragende romaner. Der var så mange ‘hit’, at de i en vis grad kom til skygge for hinanden. De romaner, der allerede ved udgivelsen fik stjernestatus, beholder deres glans. De er stadig litteratur i verdensklasse. Men nogle af de romaner, der druknede i det litterære champagnebrus, vinder ved at få deres eget liv. De vokser … Rutebil på afveje, som Bechs Forlag har sendt på gaden er et godt eksempel på bøger, der rager langt højere op end deres rygte. Der er tale om en roman i verdensklasse. Men den kom fra manden, der skrev Vredens druer, Vort mismods vinter, Øst for Paradis og Dagdriverbanden. Så den var vanskelig at få øje på. Nu, hvor den får sit eget liv, viser den sin storhed. En komplet fortælling.” – Arne Mariager, JydskeVestkysten. Læs hele artiklen her
”I virkeligheden har Steinbeck med denne bus og dens passagerer tegnet et rystende billede af det moderne samfund og dets mennesker. Mr. Pritchard er forretningsmanden, den velpressede kedsommelighed i egen høje person. Penge, procenter, profit er hans devise. Konen er forkælet, datteren Mildred supermoderne og frisindet og køn; hun forelsker sig kødeligt i chaufføren Juan, mandfolket, kraften, sundheden. Så er der Ernest Horton, der sælger morsomme artikler fra ’Spøg- og Skæmt-Selskabet’: knuste tæer og tommelfingre, som man kan trække af og på til forlystelse for slægt og venner. Heller ikke skøgen mangler i selskabet, Camilla Oaks hedder hun, og om hendes struttende forfængelighed kredser alle af mandkøn, unge og gamle, fromme og syndige.” – Erik Knudsen
”En mægtig præsentation i sin art af en kolossal koncentreret kraftkilde. Et sprængfærdigt atom af en bog.” – Hans Brix
”Aldrig har Steinbeck skrevet en så kunstnerisk behersket og fuldendt eller en så meningsfuld dybtloddende bog som denne … om nutidsmenneskets sjælelige nød og forvirring, dets angst og ensomhed, dets rørende drømme og længsler og først og fremmest dets dyriske begær og tarvelige egoisme … [Men romanen får] lys og varme af hans følelse af medansvar, af kærlig medfølelse og især af hans forstående humor.” – Jørgen Claudi
”En af Steinbecks bedste bøger.” – Newsweek
”Vedvarende klarhed, fuldkommen troværdighed og livagtighed.” – Saturday Review
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
Salka Valka ankommer som 11-årig med sin ubemidlede mor til en lille islandsk flække, hvor de hutler sig igennem i fattige kår. Men Salka Valka er en oprører og kæmper sig frem til en position på lige fod med mændene. Vi følger hendes udvikling i den islandske bygd fra hendes barndomsår, hvor Frelsens Hær og fiskeriet dominerer, og hele samfundet styres af den rige købmand, og frem til hendes voksne år, hvor Salka Valka forsøger at finde sin plads i Islands barske natur mellem gammeldags fiskerikultur, religiøs sekterisme, den herskende kapitalisme og den frembrydende socialisme.
“Halldór Laxness’ 1930’er-gennembrudsroman om furien Salka Valka står så vild, sexet og politisk skarp som nogensinde … Og Salka Valkas dannelseshistorie er på én gang illusionsløs og grænseoverskridende forankret i den udørk, der bliver hendes skæbne, og rollemodel til alle tider og for begge køn.” – Jacob Levinsen, Jyllandsposten
“Den islandske forfatter og nobelpristager Halldór Laxness brænder stadig igennem med uformindsket kraft. Hans roman Salka Valka er verdensklasse. Det er på samme tid indsigtsfuldt og nøgternt berettet, både glødende idealistisk og komplet resigneret. Det er en stor roman om kvinder og mænd, om klasseskel og revolutionsdrømme, om kærlighed og tab.” – Lise Marstrand-Jørgensen, Berlingske Tidende, ******
“Den islandske forfatter og nobelpristager Laxness skriver som en naturkraft. Udsat for Halldór Laxness’ sorte humor og vågne øje for sjælens afkroge går ingen ram forbi: Hverken Gud eller Marx eller deres stedfortrædere her på jord … Laxness’ litterære status på Island er på højde med sagaerne. Og man forstår den status, når man læser Salka Valka.” – Tina Maria Winther, Politiken
“Den islandske forfatter Halldór Laxness’ gennembrudsroman ejer stadig den dybeste fascinationskraft … Store scenerier, store følelser. Kønslig og social indignation, erotik og natur, Frelsens Hær og klassekamp går op i en højluftet enhed. Salka Valka er et stort og enkelt brydetag med livet.” – Liselotte Wiemer, Weekendavisen
“Læs den!” – Politiken ♥♥♥♥♥♥
“Det er overlegen skrivekunst.” – Weekendavisen
“Jon Fosse har ikke kun skrevet en vidunderlig roman, men også leveret en sørgmodig blues for ensomheden.” – Berlingske *****
“(…) man overgiver sig, og er læseren først kommet indenfor i Fosses univers, da klapper fælden, og man anmoder begærligt om at få mere serveret.” – Nordjyske *****
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
I andet bind af septologien står Asle igen og ser på billedet med de to streger som krydser hinanden. Han tænker på barndommen – på dengang han og søsteren gik den forbudte tur ned til fjorden, og på nabodrengen som faldt i vandet og druknede og på Skaldepanden, som børn skal tage sig i agt for.
“(…) ligesom i »Det andet navn – Septologien I« er fraværet af hastværk et omhyggeligt og nærmest virtuost udviklet særpræg ved forfatterens fortællestil. (…) Det gådefuldt tilbageholdende i stilen gør læsningen til en form for meditativ øvelse eller måske snarere til en slags deltagelse i en fælles bøn.” – Berlingske *****
“Fosses romankunst skriver alle personerne levende frem for os.” – Politiken ♥♥♥♥♥
“Med original sproglig nerve skaber Jon Fosse en håndfuld ægte mennesker, man ikke kan lade være med at holde af.” – Weekendavisen
“Et nyt storværk af Fosse tegner sig allerede klart.” – Nordjyske *****
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
I tredje bind finder moren tre enkroner i Asles lomme og beskylder ham for at have stjålet dem. Og Asle kan i hvert fald ikke fortælle, at han fik dem af Skaldepanden. Så han siger, at han fandt dem uden for bageren. For at slippe for alle de billeder han har i sit hoved af søsterens alt for tidlige død, vil Asle spille guitar og starter et band. De vil ud at spille op til dans og tjene penge, for alle ved jo, at kvindfolk er vilde med spillemænd. Men det der kommer ud af højtalerne er mest larm, ingen af dem kan rigtig spille. Og da trommeslageren siger, at de lige så godt kan opgive hele bandet, siger Asle som sædvanlig ikke noget. Nej, han har nok for langt hår til, at han kan snakke, siger forsangeren Olve.
“Tankestrømmen har åndedrættets rytme, den er en skriftens iltmaskine.” – Politiken ♥♥♥♥♥
”Der er lang vej endnu, men den er værd at følge. I al sin smukt kværnende egensindighed.” – Berlingske ★★★★★
“Jeg er en anden er en afdæmpet, ordknap messe for syndefald og sjælefred.” – Jyllands-Posten ★★★★
“Fosses underspillede prosa funkler (…) ægte menneskelige dialoger – så rene og klare, fyldt med underspillet humor og drama.” – POV International
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
I fjerde bind af Jon Fosses anmelderroste septologi hører vi om Asle, der skal aflevere malerierne til den årlige udstilling i Galleri Beyer. Han kommer han i tanke om den første udstilling, han holdt i Barmen Ungdomshus, hvor ingen af de lokale forstod hans malerier og ingen af dem købte noget. Så kom der en mand fra Bjørgvin forbi som forstod sig på kunst. Og han hed Beyer. Da han har afleveret malerierne til galleriet, kan han mærke, at han for første gang i sit liv ikke føler trang til at male. Så kan han jo bare nyde freden i sit gode gamle hus sammen med hunden Brage, fordybet i lange samtaler med sin afdøde hustru Ales, som han savner så inderligt.
“Hans bøn om tilgivelse er ikke en pastiche fra et andet århundrede, men et ægte skrig fra et medtaget menneske. Det er svært at overhøre.” – Jyllands-Posten ★★★★
“I det langstrakte dødsøjeblik flakker et livslys i vintermørket (…) Fjerde bind af Jon Fosses septologi handler om vejen til kunsten og troen. Forfatteren skruer op for dobbeltgængertemaet med dets potentiale for både gys og komik.” – Politiken ♥♥♥♥
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
I femte bind af Jon Fosses anmelderroste septologi hører vi om dengang, Asle boede på værelse i Aga, mens han gik på gymnasiet. På gymnasiet mærker han pludselig en angst for at høre sig selv læse op. Han må lave aftaler med sine lærere, så han fritages for at læse op i timerne, for ellers gør angsten ham ude af stand til at møde op på skolen. I denne periode mødes han af og til med en gammel bekendt, tyskerbarnet Sigve, der har været inde at sidde et par gange for småkriminalitet og som nu arbejder på en møbelfabrik, læser bøger og drikker lige lovligt meget. Sammen med ham finder Asle ud af, at det dæmper angsten, når han drikker øl. Gennem Sigve møder Asle sin navnebror, der også er kunstmaler og ligner ham selv på en prik. Navnebroren optages på Kunstskolen uden studentereksamen på grund af sit åbenlyse talent.
“Jeg er en anden kryber ind under huden på læseren. Bid for bid bliver vi klogere på Asles liv og tanker, alt imens han pendler mellem før og nu, mellem bøn og teologi, mellem håb og sønderknusende selverkendelse.” – Jyllands-Posten ★★★★★
“Dén stemme; den uskyldige alvor. Det er rørende utidssvarende. Det er Jon Fosse, når han er bedst.” – POV International
“Det er, som om historien løsner sig fra sin egen kværnende og omstændelige stil og begynder at leve og ånde med alle sine fordoblinger, spejlinger og abstraktioner – midt i en jævn og jordbunden virkelighed.” – Kristeligt Dagblad ★★★★★
“Historien har det væsentligste med. Det største i det mindste og det mindste i det største. Det er rigeligt.” – Berlingske ★★★★★
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
Det er dagen før lillejuleaften. Asle har afleveret malerierne til juleudstillingen på Galleri Beyer og har mistet lysten til at male. I dag skal han forberede en middag med ludefisk til Åsleik og sig selv. Det er en juletradition, men i år orker han det ikke rigtig – faktisk orker han ikke noget som helst.
Han tænker tilbage på studietiden på Kunstskolen og på dengang, han mødte Ales på Buscaféen, og de blev kærester i samme øjeblik, de så hinanden. Ales følger med ham hen til den lettere alkoholiserede og ensomme Herdis Åsen, hvor han skal se på et værelse. Herdis Åsen og Ales kan ikke udstå hinanden, og Asle får at vide, at han ikke må have piger på værelset.
Mens Asle venter på at få lov at besøge sin indlagte navnebror, får vi brudstykker af den anden Asles liv med druk, utroskab og konens selvmordsforsøg. Asle sidder og ser ud mod sit pejlemærke på Sygnefjorden og tænker over livet. Når han vågner om natten, er det som om, Ales ligger ved siden af ham – for selv om legemet dør, lever sjælen videre, og Ales er himlen over alt som findes.
“Mesterfortælleren Jon Fosse gør det på sin egen måde. Det kan ikke gøres bedre.” – Berlingske ★★★★★★
“I januar var bind III, IV og V af septologien de første bøger, jeg læste i 2021, og bind VI og VII bliver nu de sidste. Sammen stråler de over alle årets øvrige bøger.” – Weekendavisen
“Romanen er som havets dønninger: Den bliver ved med at rulle ind over én som en uro fra en tanke langt inde, der endnu ikke er tænkt til ende.” – Jyllands-Posten ★★★★★
“Bind seks er nærværende og bevægende, og måden, hvorpå livet viger for mindernes strøm som et forvarsel om den kommende “store fred”, er uhyre godt orkestreret af Fosse, ligesom Jannie Jensen og Arild Batzer har oversat med såvel lydhørhed som indsigt. Der er i dén grad grund til at vente på syvende og sidste bind.” – Kristeligt Dagblad ★★★★★
“Septologien er Fosses suveræne demonstration af den litterære stemmes magi: Ingen nulevende forfattere kan som Fosse dramatisere troens paradokser, så man føler dets mystiske sandhed legemliggjort – som en maler, der må male sorgen ud af hovedet og løfte billedet af staffeliet.” – POV International
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
Vi hører om Asles studietid, hvor udlejeren Herdis Åsen vil have Asle for sig selv, og hun betaler ham for at male sit portræt, ligesom hun som ung er blevet malet af en kendt maler. Ales er utryg ved Herdis Åsen og kræver, at Asle flytter ud, og kæresteparret flytter snart sammen, selv om de næsten lige har mødt hinanden. Ales er glødende katolik, og Asle der ellers ikke er meget for religion drages af kirken og ritualerne, der giver ham ro.
Asle har for første gang sagt ja til at fejre jul med Åsleik og hans søster Guro. Juleaften sejler Åsleik, Asle og hunden Brage med Sjarken ind i Sygnefjorden til den ø, hvor Guro bor. De har strømmen med sig, det fine tøj er pakket ned og de skiftes til at stå ved roret. Med sig har de to malerier, som skal være Guros julegaver. Hjemme hos Guro dufter der af røget pindekød, og hun virker bekendt, selv om hun og Asle aldrig har mødt hinanden.
“Septologien er et mesterværk af verdenslitterær karat.” – Politiken ❤❤❤❤❤❤
“Mesterfortælleren Jon Fosse gør det på sin egen måde. Det kan ikke gøres bedre.” – Berlingske ★★★★★★
“Livet bobler og ånder under overfladen, når norske Jon Fosse blænder op for sidste akt i Septologien , der efter denne sublime finale ikke blot føjer sig til forfatterskabets hovedværker, men vil stå som et pejlemærke i ny nordisk litteratur.” – POV International
“I januar var bind III, IV og V af Septologien de første bøger, jeg læste i 2021, og bind VI og VII bliver nu de sidste. Sammen stråler de over alle årets øvrige bøger.” – Weekendavisen
“Det sidste bind i Jon Fosses septologi er en smuk og bevægende påmindelse om, at litteratur læses forlæns, men forstås baglæns.” – Kristeligt Dagblad ★★★★★
“Et nyt navn” afslutter Jon Fosses unikke, tankemyldrende værk om kunstneren Asle, der langsomt trækker sig tilbage fra livet med rosenkransen som fast ledsager.”– Jyllands-Posten ★★★★★
“Jon Fosse bliver tilsyneladende bare bedre og bedre. Hans seneste storværk, Septologien, er mesterligt. Én lang, meditativ reflektion over kunsten, over tiden og erindringen, over venskab, kærlighed og ensomhed, over Gud, døden og de mulige liv. En fosse’sk version af På sporet af den tabte tid, nu i Norge og nede på jorden.” – K’s Bognoter ★★★★★
“Det er virkelig genialt og gribende og serien formår at komme flot i mål med sidste bind.” – Bibliotekernes lektørudtalelse
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
Shane er den legendariske historie om den mystiske, ensomme fremmede, der en dag kommer ridende ind i den dal, hvor drengen Bob bor med sine nybyggerforældre på en ranch. Shanes herkomst og fortid fortaber sig i det ukendte, men på trods af sin gådefuldhed og tavshed opbygger Shane et stærkt venskab med Joe og Marian Starrett, Bobs forældre. Den lille nybyggerfamilie kæmper sammen med de andre nybyggere i området en hård kamp mod den skruppelløse, grådige ranchejer Fletcher. Shane bliver snart involveret i denne kamp og kommer til at stå med nybyggernes skæbne i sine hænder. Han har i lang tid forsøgt at bekæmpe fortidens skygger, men må erkende at: “En mand er, hvad han er, Bob, og det kan ikke lade sig gøre at lave om på støbeformen.”
“Savnet klassisk western-roman fra 1949 bliver endelig genoptrykt … regnes i USA for et mindre mesterværk om det vilde vest og dets svanesang over for moderne tider … Schaefers bog er en træffende hyldest til det vilde vests værdier og den amerikanske selvforståelse som en nation af frie og tapre individualister.” – Bo Tao Michaëlis, Politiken. Læs hele anmeldelsen
“Der vil også være læsere til den de næste 30 år, for den handler om det stof, der skaber helte, myter og mænd.” – Helle Winther Olsen, Lektørudtalelse
“Hvorfor ikke indrømme det: Shane er en morderlig historie i sin art, en ægte saga, der udspiller sig på litteraturens overdrev.” – Harald Engberg
Siddhartha er en buddhistisk inspireret dannelsesroman skrevet i en enkel lyrisk stil. Den foregår i Indien på Buddhas tid og fortæller om den smukke, velbegavede brahmanersøn Siddhartha, der forlader sit barndomshjem i søgen efter en højere mening og et harmonisk selv. Hans søgen går fra et flerårigt liv sammen med de asketiske samanaer til et møde med Buddha og videre til et verdsligt liv med elskov og materielle goder, som han siden forlader i lede. Hans senere år tilbringer han som fattig færgemand langt fra verdens virak, men nu i harmoni med sig selv og med en erkendelse af, at harmoni og mening ikke kan opnås gennem teoretiske studier og lære, men kun gennem levet liv og egne erfaringer. Siddhartha blev i 1960’erne sammen med Kerouacs On the Road en kultroman for flowerpower-hippierne og var fast inventar til festivaller og på rygsækrejser.
“I Hesses Siddhartha-karakter møder Buddhaen en moderne europæisk individualist med hans mistro til dogmer og institutioner.” – Volker Zotz
“At skabe en Buddha, som overgår den alment anerkendte Buddha, er i sandhed en uhørt bedrift af en tysker.Siddhartha er for mig en mere virksom medicin end Det Nye Testamente.” – Henry Miller
Ombord på et dampskib, der har kurs fra New York mod Buenos Aires, møder en lille flok skakentusiaster den russiske verdensmester i skak, Mirko Czentovic, der er på vej til en turnering. Czentovic er kold og arrogant, men det lykkes dem, at få ham overtalt til et spil skak, som russeren selvfølgelig vinder overlegent. I løbet af det næste parti, kommer en anden af skibets passagerer tilfældigvis forbi. Det er den mystiske Dr. B, der straks tiltrækkes af spillet og begynder at rådgive amatørerne, så partiet, der ellers så håbløst ud, ender uafgjort. Han opfordres nu til at spille alene mod Czentovic, og til alles forundring lykkes det ham at besejre mesteren. Hvordan Dr. B er kommet i besiddelse af sin enestående forståelse af spillet, og hvilken pris han har måttet betale herfor, oprulles herefter, da Dr. B fortæller sin usædvanlige historie til novellens jeg-fortæller.
Skaknovelle er Stefan Zweigs sidste bedrift og mesterstykke. Han færdiggjorde novellen i sit eksil i Brasilien, og sendte den til sin amerikanske forlægger få dage før, han sammen med sin kone begik selvmord i 1942.
Zweig, der havde oplevet 1. Verdenskrig og levet syv år i eksil i England og Amerika, nægtede at lade sig engagere i krig, men fandt det svært: “Hver og en af os er blevet rystet i vores grundvold af de nærmest uophørlige vulkanudbrud fra vores europæiske jord. Jeg kender ikke til nogen fordring, jeg kan gøre krav på midt i mængden, bortset fra, at jeg som østriger, jøde, forfatter, humanist og pacifist altid har befundet mig på nøjagtig det sted, hvor disse vulkanudbrud var allerkraftigst.”
Fire dage efter at det første brasilianske skib blev sænket af en nazistisk undervandsbåd, og Zweigs nye eksil dermed blev involveret i 2. Verdenskrig, besluttede forfatteren at kapitulere, præcis som Dr. B i slutningen afSkaknovelle beslutter at trække sig fra partiet mod Czentovic, da det går op for ham, at han har ladet sig rive for meget med. Novellen kan altså læses som en allegori over konfrontationen mellem humanisme og nazisme.
“Novellen vil leve længe efter, vi andre er døde. Den er slet og ret Stefan Zweigs mesterstykke … Tankerne og følelserne er så stærke, så gennemlevede, så selvoplevede, at tiden aldrig vil løbe fra dem. Det er et smertefuldt dokument fra vor ulykkestid til kommende tider om kampen mellem primitivitet og intelligens … Den er spændende som en kriminalgåde, gribende som en fængselshistorie og åndfuld som en Shakespearesk monolog.” – Gudmund Roger-Henrichsen, Politiken
“Sætningerne er mættet til sprængning med vor tids farlige eksplosive kraft, under den mejslede overflade bølger en hidsig og febril rytme, der griber læseren som en mani, indtil han eller hun har vendt det sidste blad.” – Harald Engberg
Hun lever et tilsyneladende perfekt liv, men den unge kvinde føler sig træt og udbrændt. Hun er ikke glad og undrer sig over hvorfor, det er sådan. En dag, mens hun går en tur i skoven og tænker over sit liv, møder hun en gammel dame, som fortæller hende om “livets store spørgsmål” – fire spørgsmål, som har potentialet til at ændre alt til det positive. Den stressede mor til to små børn er skeptisk, men hun tager imod de første to spørgsmål og opdager, hvor meget de på kort tid forbedrer hendes hverdag. Jo mere hun vover sig ud i eksperimentet, jo flere døre åbner sig for hende. Men er hun også parat til at følge op på det sidste spørgsmål, det altafgørende?
Tessa Randau har tidligere arbejdet som journalist og afdelingsleder på et dameblad. Da hun stod overfor endnu et skridt op ad karrierestigen, tog hun sit liv op til revision. Hun besluttede sig for, at hun ville have mere personlig frihed og startede som selvstændig stresskonsulent. Dette er hendes første bog. Den er baseret på hendes erfaringer og er skabt ud fra et ønske om at hjælpe så mange mennesker som muligt med at finde en tilfredsstillende vej i livet.
Bogen udkom i 2020 og er blevet en bestseller med 60.000 solgte eksemplarer i Tyskland og en placering i top-20 på Spiegels Bestsellerliste for årets mest solgte paperback. Bogen er siden blevet oversat til flere sprog.
“En hjertevarm fortælling om hvordan man kan hjælpe sig selv med at gå fra udbrændthed til et positivt liv med overskud og energi … En nærværende bog med nutidigt sprog som utvivlsomt vil appellere til de fleste, som arbejder hårdt for at balancere mellem familieliv og karriere. En lille hurtiglæst, men vigtig, bog som inviterer til selvrefleksion og handling for et godt liv.” – Lektørudtalelse, DBC
“Det har været en fornøjelse at læse denne lille bog. De fleste vil nok kunne nikke genkendende til nogle af de ting, der stresser den unge kvinde i bogen. Spørgsmålet er, om de også ved, hvad de kan gøre ved det. Fortællingen i bogen er meget tankevækkende. En positiv lille historie, der kan sætte tanker i gang.” – Randi Glensbo, randiglensbo.dk
“Det er en lettilgængelig skøn livsfilosofisk fortælling, hvor situationerne er genkendelige og relaterbare … og så er bogen bare æstetisk og smukt udformet.” – Anette Mouritzen Knudsen, anettesbookshelf.dk
“En hjertevarm og tankevækkende fortælling om en livsændrende begivenhed.” – Sonntag
“Denne bog har potentialet til at ændre dit liv” – Rheinischer Spiegel
I ungdomsromanen Skriv i sandet følger man gennem ti kapitler fem piger og fem drenge i alderen 16-20 år og deres oplevelser over en weekend i Færøernes hovedstad Tórshavn. De ti unge kender ikke alle hinanden på forhånd, men deres veje krydses i løbet af weekenden, og de ti fortællinger – om forelskelse, jalousi, venskaber, familie, spiseforstyrrelser, mobning, misbrug, sex, homoseksualitet og religion – væves ind i hinanden. Romanen tegner et facetteret billede af færøske unge i 2010’erne og deres tanker og længsler, problemer og konflikter, glæder og sorger.
“Marjun Syderbø Kjelnæs fanger tonen af lavmælt desperation. Hun er især god til alt det usagte … Der er alvor og klarhed i disse historier fra udkanten af det danske rige. Det er både velkendt og anderledes.” – Steffen Larsen, Politiken, ♥♥♥♥♥
“Der er intet belærende over denne prisbelønnede færøske ungdomsroman … På en fin måde formår forfatteren på én gang at bringe sine 10 hovedpersoners meget forskellige perspektiver på weekendens begivenheder i spil og at bibeholde sit ‘forfatterblik’ på den samlede fortælling … Meget færøsk. Meget fint.” – Karen Lise Søndergaard Brandt, Jyllands-Posten, *****
Solen går sin gang, som var Hemingways første roman, beskriver en gruppe unge rodløse og desillusionerede amerikanske kunstneres hektiske, udsvævende liv i efterkrigstidens Paris og Spanien i 1920’erne. Krigen har berøvet dem troen på en højere mening. Kun en intens leven i nuet kan for en stund fortrænge meningsløsheden og den manglende tro på fremtiden.
“Solen går sin gang demonstrerer allerede en hel række af Hemingways kunstneriske virkemidler. Den knappe stil, den sigende tavshed, ærligheden, den omskabte følsomhed, den intense deskriptive evne. Der er scener i bogen fra Spanien og fra tyrefægtningerne, som er helt blændende prosa, sider af en egen hård, blank glansfuldhed, der næsten indkapsler dem i en slags mytisk poesi – så fortættet er stemningen bag de sikre konstateringer.” – Hakon Stangerup, Nationaltidende
“En af Hemingways mest bevægende romaner.” – Bo Green Jensen, Weekendavisen
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
Sommerlys, og så kommer natten er en roman om menneskers livsvilkår, deres drømme, længsler, skøre ideer og kamp med forbudte følelser og voldsom lidenskab. De samme personer dukker op skiftevis i hoved- og biroller, og deres historie og skæbne væves sammen til en poetisk og sanselig, burlesk og varm, livsklog og humoristisk beretning om, hvad det vil sige at være menneske på godt og ondt.
“Det er kærlighed ved første blik, eller hvordan man nu skal udtrykke det, når man forgabt og fortumlet vælter bagover af begejstring. Sommerlys, og så kommer natten er fuldstændig og totalt uimodståelig. Et svimlende møde med islandske lidenskaber, spøgerier, sorger, glæder, skuffelser og tragedier.” – Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten, ******
“Sjældent har jeg læst noget så smukt, poetisk og livsbekræftende. Sjældent har mennesker forekommet mig så spændende …” – Niels Hjort, Bogrummet
“Det er skarpt skrevet. Næsten kynisk. Uden den mindste snert af sentimentalitet. Meget maskulint. Og nordisk. Der findes lykkeligvis mange gode bøger, men denne vil lyse længe. Det er svært at se, at det kan gøres bedre.” – Charlotte Rørth, Nordjyske Stiftstidende, ******
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
På sommerens varmeste dag i 1935 overværer 13-årige Briony Tallis flere ting på familiegodset i Sydengland, som det bestemt ikke var meningen, hun skulle være vidne til. Briony, en præpubertær, forkælet efternøler med sværmeriske digteraspirationer er plaget af både kedsomhed, jalousi og vrede, og da hun om aftenen står som hovedvidne til en dramatisk begivenhed, løber fantasien af med hende. Hun tager en katastrofal beslutning, der får livslange følger for hende selv, hendes smukke søster Cecilia og husholderskens lovende søn Robbie. Først fem år senere erkender Briony sin utilgivelig synd og bruger derefter resten af sit liv på at forsøge at sone det, der er sket.
“Ingen kan som han skildre kærlighedens dybe romantiske klange midt i liderlighedens heftighed og hensynsløshed … Soning er en både konstant underholdende og dybt fascinerende fortælling om at skrive og at elske. Ikke altid står de to egenskaber brud i samme kirke. Slet ikke i denne mageløse roman af en af Englands bedste nutidige forfattere.” – Bo Tao Michaëlis, Politiken
“Hos den engelske romanforfatter Ian McEwan befinder man sig i et storslået litterært landskab mellem Woolf og Waugh … Hvis man nu ikke lige har mulighed for at holde juleferie på en engelsk landejendom og føre belevne konversationer med de andre gæster om litterære og etiske problemer, kan jeg på det varmeste anbefale et ophold i McEwans fine prosa i stedet for.” – Lilian Munk Rösing, Information
“Ian McEwan er en litterær virtuos, der ved, hvordan en historie skal skrues sammen for at nagle læseren til sofahjørnet, men han har også den dybe menneskekundskab, der gør en god roman til andet og mere end bare en historie. Dertil kommer så en overlegen beherskelse af romanformen og tidens litterære modetendenser, så vi slipper for et gumpetungt lærestykke, men i stedet får en elegant turneret pointe, der falder lige netop dér, hvor liv og kunst mødes … Soning er endnu et pragtfuldt eksempel på, at britisk prosafiktion stortrives i disse år … Simpelthen topkarakter til Ian McEwans Soning.” – Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten
Sortefod er den anden af i alt fire romaner om Ola Bauers alterego Tom.
Tom er nu blevet 16 år. Efter fem år på ‘kostskolen for vanskelige børn’ kommer han i 1957 hjem til sin mor Lister og dennes elsker Robert. Robert fejrer triumfer som speedwaykører, men Lister er forsvundet ind i sig selv og har ikke ytret et eneste ord, siden hendes tidligere elsker Munken forelskede sig i hushjælpen Helga og rejste til Spitsbergen. Tom har overlevet det, han ser som sine to personlige krige: kostskolen og tabet af drømmekvinden Helga og sin bedste ven og mentor Munken. Vi hører om hans seksuelle debut med ungarske Kocsis og følger hans venskab med Døden og Livet. I skolen omskriver han noveller af Hemingway, afleverer dem som norsk stil og imponerer sin lærer Flågvitet, der ikke aner, hvad han skal stille op med den talentfulde og uslebne diamant.
“Andet bind af Ola Bauers hæsblæsende romanserie om Tommy indfrier de forventninger, man fik efter det første … Da Tommy til sidst pakker rygsækken, tager passet og pistolen og stikker af fra det hele sammen med Eva, sidder man tilbage med en følelse af at have været oppe i den store rutsjebane. Det skyldes ikke blot alle de trakasserier og indre dramaer, han kommer ud for, og som gør Oslo til en skæbneby på linje med Hamsuns Kristiania. Ola Bauers sproglige kraftværk gavner sagen mindst lige så meget og vækker forventninger om de kommende bind. Bliver Tommy nogen sinde voksen? Jeg håber det ikke. En skandinavisk eksistentialistisk udviklingsroman, hvor tyngdeloven er ophævet, ser vi ikke hver dag.” – Lars Bonnevie, Weekendavisen
“Ola Bauer går til angreb både på det velbjergede borgerskab og de forlorne attituder. Der er masser af kompromisløs knytnæve i hans prosa, den oprørske energi er til tider ved at blæse læseren omkuld, og Jannie Jensens oversættelse yder den snertende præcision i stilen fuld retfærdighed. Så nu venter vi bare på fortsættelsen af historien om Tommy, der føjer sig flot og vitalt til en vældig norsk tradition for udviklingsskildringer.” – Jørgen Johansen, Berlingske, *****
“Sortefod er andet bind i den mageløse fortælling om Tom. Løjerne og galskaben danser hen over siderne. Man læser med skiftevis et fjoget smil og hyler af grin. Det ene øjeblik er vi på vej ned i bukserne på bager-ekspedienten Eva. Det næste får vi kørt grus op i fjæset på den lokale speedway-bane eller bevidner kostelige scener i klasselokalet. Hit med de sidste to bind!” – Georg Hilton, Ekstra Bladet
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
Hovedpersonen Aleksej er ansat som huslærer hos en general, der opholder sig med familien på et tysk kursted. Alejksej er forelsket i generalens steddatter Polina og for at redde hende ud af en økonomisk knibe forsøger han sig i casinoet. Han gribes imidlertid af en spillelidenskab, der får ham til at glemme alt omkring sig – inklusive Polina.
Spilleren er vel den roman i verden, der mest indgående har analyseret spillelidenskaben som last. En lidenskab Dostojevskij selv var besat af i perioder (i en sådan grad, at han en overgang ikke kunne vise sig uden for hotellet, da selv bukserne var pantsat). Men bogen indeholder meget andet. En elementær spændende historie om kompliceret kærlighed, sociale intriger, penge og moralsk forfald. Og som altid i Dostojevskijs romaner er der rammende og dybdeborende psykologiske personskildringer af forskellige typer.
“Spilleren er en fortættet historie om penge, lidenskab, fornedrelse og selvbedrag … altså de fleste af Dostojevskijs centrale temaer … De psykologiske paradokser og den elementære spænding står på nakken af hinanden i dette lille mesterværk, som det er en fornøjelse at læse, også i Ole Husted Jensens oversættelse … Først og fremmest er denne 134 år gamle roman knaldgod underholdning, og den overgår med lethed det meste af, hvad der ellers for tiden udkommer på dansk.” – Marie Tetzlaff, Politiken
“Man bliver grebet i nakken og kylet midt ind i handlingen. Familiehemmeligheder, forelskelser, formuer og fallitter snurrer svimlende rundt i Dostojevskijs lille tyske kur- og spilleby Roulettenburg. Her leves livet sandelig sandelig forlæns og forstås baglæns. Hvis det da forstås … Som helhed fungerer oversættelsen ubesværet. Romanen virker, om muligt, mere uafrystelig end før. Rå og sindsoprivende, simpelthen.” – Mette Dalsgaard, Berlingske Tidende
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
Stiklingen er en livsbekræftende, lyrisk og humoristisk roman om kærlighedens organiske karakter, om ordenes utilstrækkelighed og de spirituelle oplevelser, som sanseindtryk kan bære i sig. Det er en anderledes kærlighedshistorie om en ung fars forhold til sit lille barn, og om hvordan barnets eksistens sætter hans andre relationer i perspektiv.
“Har man ikke allerede læst den, er det lidt af en gave, der venter en.” – Kristeligt Dagblad ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
“Magien i Aður Ava Ólafsdóttirs fortællekunst er i en sjælden grad virksom.” – Berlingske ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
Da Elizabeth Bennet første gang møder Fitzwilliam Darcy, finder hun ham arrogant og indbildsk allerede inden, han ved samme lejlighed højlydt fornærmer hendes udseende. Da hun senere finder ud af, at Darcy er hovedårsagen til, at hendes elskede søster Jane ikke kan få den mand, hun elsker, vokser hendes i forvejen stærke modvilje mod ham. I den begivenhedsrige fortælling udstiller Jane Austen, hvor lidt man kan stole på førstehåndsindtryk, ligesom hun på karakteristisk ironisk vis udstiller snobberi, dumhed, selvoptagethed og flosset moral i det 19. århundredes provinsielle middelklasseliv i England. Det lyder måske trivielt, men det er det ikke. Det er Jane Austen, når hun er bedst, og Stolthed og fordom er en af de uomgængelige kærlighedsromaner i litteraturhistorien.
Jane Austen begyndte at skrive Stolthed og fordom i 1796 efter et ophold på Goodnestone Park i Kent sammen med sin bror og hans kone. Hun skrev på den fra oktober 1796 til august 1797 og kaldte den oprindeligt Første Indtryk (First Impressions). Den 1. november 1797 sendte hendes far et brev til boghandleren Thomas Cadell i London for at høre, om han var interesseret i at se manuskriptet til romanen, men boghandleren afviste tilbuddet.
Romanen blev lagt til side i en årrække, men i løbet af 1811 og 1812 foretog Jane Austen en gennemgribende revision og ændrede titlen til den, vi kender i dag. Forskere mener, at hun blev inspireret til titlen Stolthed og fordom fra forfatterinden Fanny Burneys roman Cecilia, hvor vendingen ‘stolthed og fordom’ står skrevet med blokbogstaver flere gange i sidste kapitel. Det er muligt, at Austen ændrede titlen for at undgå, at romanen blev forvekslet med andre bøger, da der i årene mellem hendes første udkast til romanen og den reviderede udgave var udkommet to andre værker med titlen Første indtryk.
Jane Austen solgte i 1812 rettighederne til Stolthed og fordom til Thomas Egerton fra forlaget Military Library (som også havde udgivet Fornuft og følelse) for 110 pund. Dette skulle vise sig at være en yderst fordelagtig aftale for Egerton. Han udgav den første udgave af romanen i tre indbundne bind i januar 1813 til en pris af 18 shilling. Romanen fik gode anmeldelser, og første oplæg blev hurtigt udsolgt. I november samme år udkom anden udgave, og en tredje udgave blev udgivet i 1817. Efter sigende tjente Egerton 450 pund på de første to udgaver alene.
I 1813 så den første oversættelse af Stolthed og fordom dagens lys – den var på fransk. Kort herefter fulgte oversættelser til tysk, dansk og svensk. I 1832 udkom romanen i USA under titlen Elizabeth Bennet, eller Stolthed og fordom. Litteraturforsker R. W. Chapmans udgave af romanen fra 1923 blev standardudgaven, som de fleste moderne udgivelser er baseret på.
Selvom fortællingen udspiller sig lige omkring år 1800, har den bibeholdt en fascination hos moderne læsere og topper stadig listerne over de mest elskede bøger nogensinde. Den er blevet en af de mest populære romaner i engelsk litteratur og har været genstand for megen litteraturvidenskabelig forskning. Den stadige interesse for bogen har ligeledes resulteret i en overflod af filmatiseringer, tv-serier og bøger baseret på romanens personer og temaer. I 2009 havde bogen solgt omkring 20 millioner eksemplarer på verdensplan.
“Trods sit antikverede, engelske middelklassemiljø med dets ligeså forældede kønsroller evner en roman som Austens Stolthed og fordom (1813) at skildre kærlighed og længsler, så følelserne står tindrende klare for læseren.” – Lars Handesten, Berlingske
“Helt ærligt! En roman om engelsk middelklassemiljø i 1700-tallet med mænd, der skal gøre sig fortjent og kvinder, der bare venter på at blive gift. Hvorfor skulle vi gide? Fordi romanen er skrevet af Jane Austen. Fordi den er en af verdenslitteraturens store skildrere af kærlighed og længsler. Fordi vi har slugt de forskellige filmatiseringer gennem årene. Og fordi helten hedder Mr. Darcy.” – Kirsten Boas, Kristeligt Dagblad
“Stolthed og fordom handler også om det, alle store romaner omhandler: søgningen efter selvet. Og det er den første store roman, der lærer os, at denne søgning lige så vel kan finde sted gennem småsnak i dagligstuen som i jagten på en stor hvid hval eller i den offentlige afstraffelse af utroskab.” – Anna Quindlen, Modern Library
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
Pip er en forældreløs dreng, der vokser op på landet under beskedne kår hos sin diktatoriske ældre søster og dennes godmodige mand Joe. Joe og Pip har et nært forhold, og det er meningen, at Pip skal følge i Joes fodspor som grovsmed. Langsomt begynder Pip dog at komme i kontakt med overklassen, drømme om et bedre liv og tage afstand fra Joes enkle værdier. Da han pludselig arver en stor sum penge fra en mystisk velgører, bliver drømmene til forventninger, og Pip flytter til London for at blive gentleman og klatre op af den sociale rangstige. Her bliver Pip rodet ind i forskellige eventyr og uforudsete hændelser, der modner ham og får ham til at søge og opdage sandheden om sig selv og sin fortid.
“Dickens mest helstøbte roman” – Rigmor Bækholm, Information
“Store forventninger fra 1860-61, en af Dickens’ sene romaner, er måske den bedste af dem alle. Den er stramt fortalt og mere velkomponeret end mange af de øvrige. Og så skæmmes den ikke af den sukkersøde sentimentalitet, han ellers havde en svaghed for.” – Mette Winge, Politiken
“Dickens holder. Hans måske mest lovpriste roman om den forældreløse Pip og hans uventede opstigning i samfundet til at blive en fin herre, er og bliver en god historie. Og så er Dickens’ sprog og ironiske persontegninger intet mindre end en frydefuld fornøjelse (…) Det er en nydelse at læse – eller lytte til – Dickens’ omhyggelige og præcise sætninger, som ikke sjældent er ladet med en finurlig ironi og originale metaforer.” – Kasper Håkansson, K’s bognoter
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
Stormfulde højder er en vild, lidenskabelig fortælling om den intense, nærmest dæmoniske kærlighed mellem Catherine Earnshaw og hittebarnet Heathcliff, der bliver adopteret af Catherines far. Efter Mr Earnshaws død bliver Heathcliff tyranniseret og ydmyget af Catherines jaloux bror Hindley, som overtager gården, og da Catherine af materialistiske årsager gifter sig med en anden, beslutter Heathcliff sig for at forlade Wuthering Heights. Da han vender tilbage tre år senere, er han både rig og dannet og har planlagt en grusom hævn for sine tidligere lidelser. Han er ikke sen til at føre sine hævnplaner ud i livet, og hans handlinger får vidtrækkende konsekvenser for både ham selv og alle omkring ham. I dette litterære mesterværk er selvbedrag fatalt, hævnen bitter og kærligheden, der overskrider autoritet, konvention og død, destruktiv.
“Hvordan i alverden kunne en jomfru fjernt fra verdens vrimmel overhovedet konstruere en roman som stadigvæk holder som en af verdens bedste om følelsernes irrationelle musik, vanvid og inderlighed?” – Bo Tao Michaëlis, Politiken
“Heathcliff og Cathy spøger stadig som et dekret i vores kærlighedshistorier, kulturens store og de helt personlige. Derfor er de et vigtigt studie for enhver kærlighedsforsker, professionel eller privat.” – Lilian Munk Rösing, Information
“Det er karsk og vild læsning, som gør let om hjertet.” – Kathrine Lilleør, Berlingske
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
Stormfulde højder er en vild, lidenskabelig fortælling om den intense, nærmest dæmoniske kærlighed mellem Catherine Earnshaw og hittebarnet Heathcliff, der bliver adopteret af Catherines far. Efter Mr Earnshaws død bliver Heathcliff tyranniseret og ydmyget af Catherines jaloux bror Hindley, som overtager gården, og da Catherine af materialistiske årsager gifter sig med en anden, beslutter Heathcliff sig for at forlade Wuthering Heights. Da han vender tilbage tre år senere, er han både rig og dannet og har planlagt en grusom hævn for sine tidligere lidelser. Han er ikke sen til at føre sine hævnplaner ud i livet, og hans handlinger får vidtrækkende konsekvenser for både ham selv og alle omkring ham. I dette litterære mesterværk er selvbedrag fatalt, hævnen bitter og kærligheden, der overskrider autoritet, konvention og død, destruktiv.
“Hvordan i alverden kunne en jomfru fjernt fra verdens vrimmel overhovedet konstruere en roman som stadigvæk holder som en af verdens bedste om følelsernes irrationelle musik, vanvid og inderlighed?” – Bo Tao Michaëlis, Politiken
“Heathcliff og Cathy spøger stadig som et dekret i vores kærlighedshistorier, kulturens store og de helt personlige. Derfor er de et vigtigt studie for enhver kærlighedsforsker, professionel eller privat.” – Lilian Munk Rösing, Information
“Det er karsk og vild læsning, som gør let om hjertet.” – Kathrine Lilleør, Berlingske
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
Maria har været gift med Floke i 11 år, og sammen har de tvillingerne Bjørn og Bergtora på to et halvt år. Maria arbejder med at hjælpe børn fra ulande der er blevet ofre for landminer. Floke er et matematisk geni og forsker i kaosteori. Han er Marias drømmemand, og hun har ikke nogen mistanke om at han vil forlade hende. Men nytårsaften vælger han at fortælle hende at han i virkeligheden er homoseksuel og vil forlade hende for at flytte sammen med sin elsker.
I kælderetagen i Maria og Flokes hus bor dværgen Perla, som gerne vil være forfatter. Hun arbejder som psykolog og giver sig også ud for at være ghostwriter for en kendt krimiforfatter. Perla har en særlig evne til at dukke op fra kælderen når Maria har brug for at tale med nogen, og de får efterhånden et ganske nært forhold til hinanden. Perla har en drøm om selv at være forfatter og er netop ved at skrive en roman om en kvinde som minder påfaldende meget om Maria.
»Auður Ava Ólafsdóttir skriver fortryllende, og hendes nye roman er en skøn, skøn fortælling om skilsmisse og overlevelse.« – Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten ★★★★★
»Det er en dejlig bog, poetisk, vittig, klog som dværgen i Marias kælder.« – Thomas Thurah, Information
»Smukt skrevet, interessant og underholdende.« – Fréttablaðið
»En fuldstændig fremragende og anderledes bog, smukt skrevet og letlæst.« – Morgunblaðið
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
Fjernt fra verdens vrimmel er historien om den smukke Bathsheba Everdene. Drevet af en stærk vilje til selvstændighed beslutter hun sig for selv at drive et gods, hun arver. Som godsejer bliver hun det skæbnesvangre omdrejningspunkt for tre mænd, der på forskellig vis kommer ind i hendes liv som hendes bejlere: Den ensomme nabo William Boldwood, den trofaste fårehyrde Gabriel Oak og den forførende sergent Francis Troy.
Fjernt fra verdens vrimmel er filmatiseret flere gange, senest i 2015 af Thomas Vinterberg.
“Læs romanen for livet, for egnen, for vejret, for sanseligheden og visdommen. Det er en dejlig bog.” – Bo Green Jensen, Weekendavisen
“Romanen er spændende, et fund for enhver romanelsker” – Bodil Steensen-Leth, Jyllands-Posten
“Hans naturbeskrivelser er eminente, levende uden at være dominerende. Naturen udgør på sælsom vis et hele med de mennesker, som befolker landskabet” – Elisabeth Uldall, Kristeligt Dagblad
“Den største tragiske forfatter blandt engelske romanforfattere” – Virginia Woolf, The Novels of Thomas Hardy
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
Tess Durbeyfield er en ung, smuk bondepige fra fattige kår. En skæbnesvanger dag lader hendes fordrukne far sig overbevise om, at familien i virkeligheden tilhører den rige adelsslægt d’Urberville. I et ærgerrigt ønske om social opstigen sender forældrene derfor Tess i armene på deres nye slægtning i naboegnen, den velhavende, unge Alec d’Urberville. Mødet med Alec d’Urberville får tragiske følger og kaster mørke skygger ind over Tess’ tilværelse. Da hun senere forelsker sig i Angel Clare – en mand, som synes at kunne blive hendes redning og tilbyde hende kærlighed – må hun beslutte, om hun skal tie om fortidens begivenheder i håb om en fredfyldt fremtid.
Tess d’Urberville er blevet filmatiseret flere gange bl.a. af Roman Polanski i 1979 som Tess og som tv-serie på BBC i 2008.
“Hans naturbeskrivelser er eminente, levende uden at være dominerende. Naturen udgør på sælsom vis et hele med de mennesker, som befolker landskabet” – Elisabeth Uldall, Kristeligt Dagblad
“Den største tragiske forfatter blandt engelske romanforfattere” – Virginia Woolf, The Novels of Thomas Hardy
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
En kvinde ser tilbage på sin barndom i 30’erne og 40’erne i en lille havneby i Nordjylland. Faren oplever en social deroute, og hendes dybt religiøse mor søger trøst i at digte salmer. En gang om måneden spænder bedstefaren hesten for vognen for at køre til byen og drikke sig fra sans og samling. En dag står tyskerne i byen, og fra radioen lyder Staunings opfordring til at udvise ro og orden. Centralt i historien står forholdet mellem fortælleren og hendes storebror Jesper, der går ind i modstandsbevægelsen. De to søskendes skæbne er symbiotisk forbundet; Jesper drømmer om Marokko, hun om Sibirien. Da hun senere rejser til København, Stockholm og Oslo, er han stadig det vigtigste menneske i hendes liv.
“Det er godt! Godt skrevet og godt fortalt, gennemtænkt og velkomponeret.” – Jacob Kreutzfeldt, DR/Kulturnyt
“Til Sibirien blev i 1996 – fortjent – indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Bogen er oversat til hovedsprogene, og det kan undre, at denne skildring af drømmere i den nordjyske provins ikke for længst foreligger på dansk. Annelise Ebbes fine oversættelse har været værd at vente på.” – Søren Schou, Weekendavisen
“Den er så smukt skrevet, at det er til at græde over. Det er den rene stilistiske magi, en stor oplevelse.” – Winni Thorup, Lektørudtalelse
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
Tjærehandleren handler som flere af Sandemoses romaner om en person, der er vokset op under dårlige kår og bliver en outsider, der efterfølgende hævner sig på samfundet og barndommens formyndere. Det er en psykologisk spændingsroman om en svindler, der stjæler fra enlige damer efter at have vundet deres fortrolighed ved at spille på deres drømme. Den er stram i kompositionen og spændende som en krimi med stænk af en barsk humor.
“En blanding af barok humor, menneskelig visdom og skrivelyst … den bærer mærke af hans klo.” – H. J. Rald, Kristeligt Dagblad
“Aksel Sandemose er det store, dunkle nordiske kraftgeni, efter Strindberg og Hamsun … Er man i et satanisk lune, er der ikke meget bedre at foretage sig end på afstand at lade sig gribe af Tjærehandlerens portræt af det iskolde hads undergang i død og ragnarok.” – Mikkel Bruun Zangenberg, Politiken
Den sagtmodige (Krotkaja) er en forvildet mands enetale natten efter hans unge kones selvmord.Den er blevet kaldt en af de mest gribende fortællinger om menneskelig fortvivlelse, som nogen sinde er skrevet.
Et latterligt menneskes drøm fortæller om en nihilist, der har besluttet at begå selvmord, fordi alt er ham ligegyldigt, men med pistolen i hånden falder han i søvn og finder i en drøm en mening i menneskets ansvar for at hjælpe og elske sit medmenneske.
De to fortællinger Den sagtmodige (Krotkaja), 1876, og Et latterligt menneskes drøm, 1877, begge med undertitlen En fatastisk historie, blev offentliggjort i Dostojevskijs enmands-tidsskrift: En forfatters dagbog, hvor hvert nummer blev ventet med spænding i samtidens Rusland.
Den sagtmodige (Krotkaja):
“En ganske lille bog, men den er stor for os alle, uopnåelig stor.” – Knut Hamsun
“En af de mest gribende fortællinger om menneskelig fortvivlelse, som nogensinde er skrevet … Hun dør, fordi han dræber hendes kærlighed, og da kærligheden endelig bryder frem i ham, er det for sent.” – Geir Kjetsaa, Fjodor Dostojevskij – et digterliv
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
Tonje er ligesom Pippi Langstrømpe en krudtugle og vokser op som eneste barn i Glimmerdalen. Hendes bedste ven er den 74-årige spillemand Gunnvald. Han bygger en ratkælk, så Tonje kan suse hele vejen ned til fjorden, og han spiller violin, så Glimmerdalen fyldes af mirakelmusik, men han har en hemmelighed, der sætter deres venskab på en alvorlig prøve.
For Tonje Glimmerdal modtog Maria Parr Brageprisen 2009, Kritikerprisen 2010 og Die Zeits prestigefulde pris LUCHS for bedste børnebog i Tyskland 2010.
“Tonje Glimmerdal er en klassisk, godhjertet børnebog. Man bliver glad og klog af at læse den.” – Steffen Larsen, Politiken
“Parr twister klassisk børnebogsstof med fandenivoldskhed i en frisk læseoplevelse for børn og voksne.” – Kari Sønsthagen, Berlingske Tidende
“… den smukkeste bog jeg har læst i år.” – Martin W. Hansen, DBC lektørudtalelse
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
Tre søstre handler om de tre søstre Olga, Masha og Irina der bor sammen med deres bror Andrej i en afsidesliggende provinsby, hvor omgangskredsen hovedsageligt består af officererne fra en militær kaserne. Andrej stiler efter en akademisk karriere, og de drømmer alle om at vende tilbage til et mere spændende og indholdsrigt liv i Moskva, hvor familien tidligere har levet. Men de lever i en illusion, det bliver ved drømmene, de fabler om karrieremuligheder i Moskva, men er ude af stand til handling og fortsætter med et ørkesløst og utilfredsstillende liv i provinsbyen.
.
”Jeg holder meget af Tjekhov, men jeg har svært ved at begrunde min kærlighed til ham rationelt. Det eneste jeg får ud af en analyse er, at teksterne er en blanding af noget frygteligt hverdagsagtigt, almindelige tilføjelser, gentagelser, læger, utroværdige forførersker og så videre; og dog er det hans værker, som jeg ville tage med til en anden planet.” – Vladimir Nabokov
”For mig forbliver Tjekhov uopnåelig: Han skrev fortvivlelsens komedier om menneskets lidelser og længsler. Og mens man på én og samme tid morer sig og sønderrives, er hans kunst så indtrængende og vedkommende.” – Woody Allen
”Tjekhov er en uforlignelig kunstner. Man læser ham med nydelse, ikke blot én gang, men atter og atter, hvad der selv ikke med Dickens altid er muligt … I alt, hvad han skrev, træder hans store og sjældne fortrin for dagen: hans fuldkomne oprigtighed. Med denne oprigtighed gengav han, hvad han uddrog, plastisk og klart, indtil de mindste detaljer.” – Leo Tolstoj
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
Trippet er baseret på autentiske begivenheder i forfatterens liv som ung i 1970’ernes Farum. Det er en bog om et usædvanligt venskab og et tidstypisk portræt af tiden med ungdomsoprør og hippieliv. Vi følger en gruppe unge flipperes tragiske liv og skæbne i takt med, at de bevæger sig ud i et stadig hårdere stofmisbrug.
Martin Riel fortæller: “Trippet omhandler årene 1970-1973, hvor jeg som ganske ung blev bedste ven med Kim – søn af Benny Andersen. Vi blev en del af en gruppe unge flippere, der over 3 år mistede os selv og hinanden. Bogen er skrevet ud fra min hukommelse samt de interviews, jeg senere gennemførte med Kim, da vi mødtes igen 40 år senere.”.
Se bogtrailer til Trippet:
Martin Riel fortæller om baggrunden for sin roman:
”Jeg blev som ganske ung bedste ven med Kim – søn af Benny Andersen – Vi var ikke bare venner, jeg flyttede også ind hos familien på Kastanie Alle i Farum.
De efterfølgende år var både farverige og farlige. Vi blev en del af en gruppe unge, der over 3 år mistede os selv og hinanden. Det var en tid, der efterlod os med ar på krop og sjæl. For Kims vedkommende sluttede det i en leverkoma på Bispebjerg hospital. Jeg lovede ham at sige noget pænt til hans begravelse, og det gjorde jeg. Men jeg ville gerne sige noget mere, så jeg har skrevet bogen Trippet.
Det er en beretning, der indeholder de rigtige navne på alle i bogen. Alle hændelserne er også autentiske. Men fortællingen er lagt ned i en romans form. Det er både ’rich kid, poor kid’-historien og en beskrivelse af tiden i en (dengang) lille by. Historien ’krydsklipper’ mellem 1970-1973 og 2010-2013 i et mix af optagede samtaler mellem Kim og undertegnede og hovedpersonens egen fortælling.” – Martin Riel
”35 år før udgivelsen af Trippet skrev jeg romanen ÷ G. Skønt fortællingerne er selvstændige læseoplevelser, trækker nogle af personerne i bøgerne tråde til hinanden. Trippet omhandler årene 1970-1973 og er skrevet ud fra min hukommelse samt de interviews, jeg senere gennemførte med Kim. ÷ G er baseret på efterladte dagbøger fra min fars liv i perioden 1976-1978. Den seneste udgivelse er dermed en forløber for den første.” – Martin Riel, afsluttende bemærkning til Trippet.
“Lev stærkt, dø ung: ‘Trippet’ er barsk autofiktion om rodløse danske skolebørn på stoffer. Bagsiden af 1970’ernes berømmede frisind var unge, der drak, røg og junkede sig ihjel, uden at nogen greb ind. Herregud, børn skal da have lov at udfolde sig, ikke sandt?” – Christian Møgeltoft, Jyllands-Posten ⭐️⭐️⭐️⭐️
“Riel skriver smukt og hjertevarmt om mennesker, om venskab, om at tage valg, at gå og vende tilbage. Trippet er en velskrevet og dybfølt beretning om alt det, der virkelig betyder noget, når vi når ud til kanten.” – Louise Trankjær, Skriv for livet
“En inderlig og vanvittigt velskrevet roman. Med stor menneskelig indsigt.” – Lars Mikkelsen, interview på eReolen.dk
“(…) skarpe og usentimentale erindringsglimt, der uden fordømmelse skildrer den frisatte ungdomstid (…) grænsen mellem dem der overlevede, og dem der døde var hårfin. Velegnet til læsekredse” – Lektørudtalelse, DBC
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
Efter fire års studier ved et engelsk universitet vender Obi Okonkwo hjem til sit fødeland Nigeria, hvor han får en fornem stilling i administrationen. Obi er en idealistisk og moralsk ung mand med store forhåbninger til Nigerias fremtid, men han opdager hurtigt, at den udbredte korruption i landet har dybe rødder, der er svære at hugge over. Fast besluttet på at vise sig som et forbillede og ændre den herskende mentalitet modstår Obi dog ethvert forsøg på bestikkelse, men da han både støder sammen med de gamle traditioner og får økonomiske problemer, bliver det sværere og sværere for ham at modstå fristelsen. Til sidst bliver han fanget i en fælde, han ikke kan slippe ud af.
Trives ej længere her er Chinua Achebes anden roman. Den udkom i 1960, som var året, hvor Nigeria opnåede selvstændighed efter i 60 år at have været under britisk herredømme. Romanens hovedperson, Obi Okonkwo, er barnebarn af hovedpersonen Ogbuefi Okonkwo i Achebes debutroman Alt falder fra hinanden.
I modsætning til Alt falder fra hinanden, som foregår omkring år 1900 og behandler nigerianernes første møde med de hvide englændere, finder Trives ej længere her sted lige omkring det tidspunkt, den er skrevet. Nigeria står over for at opnå selvstændighed, og romanen beskriver det nigerianske folks kamp for at tilpasse sig den samfundsorden og de idealer, som den britiske kolonimagt bragte med sig 60 år tidligere. Selvom de to romaner foregår i forskellige epoker, har de begge sammenstødet mellem europæisk og afrikansk kultur som omdrejningspunkt.
Trives ej længere her blev modtaget med positive anmeldelser, da den udkom i 1960, og det samme var tilfældet, da romanen i 1969 udkom på dansk. Den blev især rost for sin realistiske og levende beskrivelse af livet i Nigerias hovedstad Lagos omkring 1960.
“Chinua Achebe løser ikke korruptionens rådne gåde, men i Trives ej længere her skildrer han tørt smilende, hvordan den langsomt og systematisk æder et retskaffent menneske op indefra … I efteråret udkom Chinua Achebes indtryksfulde roman Alt falder fra hinanden herhjemme. Nu udkommer den mindst lige så fængslende Trives ej længere her. Begge bøger blev oversat til dansk allerede i 1960’erne. Også dengang fik de anmelderne til at hoppe af begejstring, men siden har man skammeligt nok ikke skænket den verdensberømmede afrikanske forfatter mange tanker. Med den 83-årige Chinua Achebes død i 2013 får forfatterskabet sin anden blomstring, og de danske læsere en ny chance for at lære den enestående forfatter at kende. Grib den! Chinua Achebes skildring af den afrikanske sjæl er ubetalelig.” – Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten
“Det er en meget moralsk historie, men den er fortalt med den særlige sprødhed, der er karakteristisk for Achebe, en blanding af følsomhed og ironi, en viden, der hele tiden bæres af en bestemt form for uskyld. Man kunne kalde den ‘afrikansk’, fordi den rummer undren over alle de nye muligheder og en smertelig viden om, at der skal tages afsked med meget godt, dybt, mystisk og oprindeligt gammelt, før det ny kan accepteres og fungere rent.” – Klaus Rifbjerg, Politiken
“I al sin smertelighed lyser bogen ved sin enkle fortællekunst som et nyafrikansk kulturbillede, rigt også ved bipersoner og gamle fyndords visdom, sat op mod jazzmusik og mangel på sæder i Lagos – en sammenstødssituation uden udvej. Obi er en ungdomsoprører, der taber sit spil over for traditionen.” – Jacob Paludan, Aarhus Stiftstidende
“Glædeligt gensyn med en af Afrikas store forfattere. Denne har, ligesom Achebes øvrige romaner, moderne klassikerstatus … Achebe skriver i et neddæmpet, enkelt og klart sprog med en underspillet humor.” – Lektørudtalelse
“Bechs Forlag har genudgivet Chinua Achebes roman Trives ej længere her fra 1960. En relevant bog, der kan læses som symptom på den (im)migranttilværelse, mange til stadighed lever.” – Litteraturnu.dk
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
I Tårnet ved verdens ende med undertitlen: En poetisk mosaik-roman om den yngste ungdom tænker den gamle Amaldus Erindreren tilbage på sin spæde barndom og ungdom. Få kan som Heinesen såvel i denne roman som i Moder Syvstjerne skildre de første år set med barnets øjne.
Efterhånden tager verden mere konkret form og drengen Amaldus betages af pigen Merrits fantastiske fortællinger og oplever den første forelskelses sødme og smerte. Amaldus erindrer sig alle de mange originaler i det gamle Torshavn og oplevelsen af en konstant kamp mellem de rationelt tænkende ”pærer” repræsenteret ved faren og de livsglade unyttige ”dosmere” repræsenteret ved morbroren. Og således tænker Amaldus tilbage og erindringerne er blevet til: ”Myte og sagn, længsel og smerte, og – inderst inde – dyb, forborgen, uforgængelig lykke.”
”Så roligt og klart det er fortalt, kogler det uafladelig af underfundighed og humor, fordi William Heinesen nok er en mand der tror på fornuften, men fra sit udsigtspunkt i tårnet har set at menneskers liv ikke automatisk bestemmes af den.” – Henning Ipsen, Jyllandsposten
”Det er en kunst, der har sin rod i det lokale. Men poesien løfter den højt, gør den kosmisk og universel.” – Bent Mohn, Politiken
”Nordens dejligste digter … En mageløs poet, gudbenådet stilist og ung af sind.” – Asger Sørensen, Kristeligt Dagblad
”Det er en bog man hengiver sig til og bliver svimmel af. Mageløs i sin udforskning af livets mysterier.” – Christian Bernhardsen – Betagende, B.T., 21/9 1976
”Her har vi Heinesen som den sande, fabulerende mystiker, den medrivende fortæller og essayist” – Ole Schrøder – Fabulerende færing, Ekstrabladet, 21/9 1976
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
Udvalgte fortællinger omfatter fem mindre fortællinger fra forskellige perioder i Dostojevskijs forfatterskab. Samlingen indledes med En lille helt (1848), som Dostojevskij skrev i fængslet umiddelbart før sin 10 års forvisning til Sibirien. En smuk fortælling om en 11-årig drengs følelser, da han betages af og forelsker sig i den smukke og melankolske Madame M.
I Et svagt hjerte (1848) fortælles igen om en af de underkuede eksistenser, som er femtrædende i Dostojevskijs tidlige forfatterskab. Her skildres en underordnet, ydmyg og følsom kontorist, som i en glædesrus over udsigt til ægteskab med sin elskede, kommer bagud med et lovet kopiarbejde til sin forgudede chef, hvilket grundet hans samvittighedsfulde og følsomme karakter får fatale følger.
En fatal historie (1862) er en satirisk farce, der udstiller en herre fra de højere klasser med de moderigtige liberale ideer, der dog ikke stikker dybere, end at det går rent galt, da han vil vise dem i praktisk omgang med almuen.
I Bóbok (1873) kommer den farceagtige, satiriske stil med de karnevalistiske træk, der ofte anvendes af Dostojevskij, til fuld udfoldelse, da de døde på kirkegården genkalder sig oplevelser fra deres liv.
Samlingen afsluttes med En julehistorie (1876), der minder om og er lige så sørgelig som Den lille pige med svovlstikkerne af H.C. Andersen.
En lille helt:
“Den mest lysende og indtagende af Dostojevskijs tidlige fortællinger.” – Joseph Frank, Dostoevsky – The Years of Ordeal, 1850-59
“Et mesterværk af en barneskildring.” – Ejnar Thomassen
En fatal historie:
“Humoristen Dostojevskijs mesterværk er fortællingen En fatal historie … en række stadier af uforfalsket realisme og rystende komik.” – Ejnar Thomassen
Bóbok:
“Bóbok – en af Dostojevskijs korteste fortællinger – er næsten et mikrokosmos af hans samlede forfatterskab. Rigtig mange af de vigtigste ideer, temaer og forestillinger i hans værker både før og efter Bóbok fremtræder her i ekstrem skarp og nøgen form.” – Mikhail Bakhtin, Problems of Dostoevsky’s Poetics
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
Denne samling omfatter fire folkefortællinger fra jævne folks dagligliv. Alle bringer de Tolstojs budskab om, at det centrale i livet er næstekærligheden. I Pas på ilden vises de fatale følger af gengældelse fremfor tilgivelse i et eskalerende had mellem naboer. I Jord, jord! er det de ulykkelige følger af materielt begær, og i den realistiske legende Hvad menneskene lever af fortælles om en fattig skomagers belønning for sin næstekærlighed til en falden engel i menneskeskikkelse. I De to pilgrimme vises, hvorledes næstekærlighed er langt vigtigere end pligtopfyldelse af religiøse forskrifter.
“Den gamle ørn Tolstoj er med os igen. Eller snarere over os, for at læse ham kan føles uventet stærkt – som om han pludselig styrtdykker ned og griber én i nakken. Hovedværkerne Krig og fred og Anna Karenina har længe foreligget i nyudgaver, mens hans mindre værker har hørt til de uhævede skatte.” – Hans Hertel, Politiken, ♥♥♥♥♥
“Tolstojs opbyggelige fortællinger er skrevet med den klarhed, den glans og samtidig den usvækkede sans for den menneskelige mangfoldighed, som kun Tolstoj kan præstere … Hvad der bor i mennesket, og hvad mennesket lever af – det er hvad Tolstoj vil vise, og han gør det med alt andet end frelst påståelighed, men dels med en helt grundlæggende blidhed, dels en rigdom på sidefortællinger og – iagttagelser, som ikke fører af sporet, men støtter fortællingens faste vej mod den erkendelse: at menneskene lever ikke af deres omsorg for sig selv, men af den kærlighed, som er i deres næste.” – Niels Barfoed, Information
“I hans Folkefortællinger træder hans tids russiske landsbymenneske os i møde i sin daglige dont, i sin stille, skjulte leven og færden, i billeder af den største ægthed og livagtighed. Disse folkefortællinger er i al deres realisme et værk, der i egenart næppe har sin mage i den moderne litteratur. Her smelter evangeliets ånd helt sammen med almuevisdommens smilende enfold … Hans skikkelser, fremstillet, som de er, med storslået naturlighed, står for os, ikke som romanhelte, men som virkelige, levende mennesker, uforgængelige som mytologiens skabninger.” – Ejnar Thomassen
“Tolstojs realistiske fortællekunst, hans vidunderlige evne til rent plastisk at skildre enhver bevægelse og begivenhed, ethvert billede i ord, så man ser det, fejrer sande triumfer i disse fortællinger.” – Jørgen Claudi, Kristeligt Dagblad
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
Ung Elskov kom i en 1. udgave i 1885, men nærværende udgave er 2. udgaven fra 1906, som var totalt omarbejdet med En Kjærlighedshistorie fra 1883 indarbejdet. Romanen omfatter flere medrivende skæbnefortællinger, hvor blandt andet den romantiske kærlighed modstilles det hverdagsagtige fornuftsægteskab. Pontoppidan anlagde sjældent noget entydigt standpunkt, men endevendte emnerne i flere forløb set fra forskellige synsvinkler.
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
Vaffelhjerte er en bog om venskabet mellem Theo og Lena. Lena er tynd og har grønne øjne og syv fregner på næsen. Theos farfar plejer at sige, at hun æder som en hest og ligner en cykel. Theo, eller Theobald Rodrik som han egentlig hedder, og Lena bor i den lille by Knald-Mathilde, som farfaren kalder ‘vores kongerige’. De er naboer, går i samme klasse og er fulde af gode idéer og skarnsstreger. De laver tovbane, leger Anden Verdenskrig, optræder som gademusikanter, starter et plejehjem for heste – og nyder faster-farmors vafler. Og da de i søndagsskolen hører om Noahs ark, og om hvordan jorden blev forvandlet til et hav, fylder de onkelens båd med dyr og insekter.
Maria Parr debuterede i 2005 med Vaffelhjerte, der nu er solgt til 16 lande og lavet som tv-serie.
“En hyldest til venskab og fantasi.” – Aftenposten
“Hos Maria Parr er der på fornem vis plads til både latter og gråd, venskab, vildskab og også til de helt store spørgsmål om kærlighed, afsked, liv, død, smerte og glæde. Maria Parr fortæller bevægende og begavet om barndommens land, så både børn og voksne vil få rig lejlighed til både at blive bevæget og fyldt med glæde.” – Nønne Lønne Votborg, Bogmagasinet
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
Én mand, to campingvogne og en række opgør med fortiden. Det er scenen for denne lille, stille roman om kampen for at få naturen til at leve i maleriet. Den er i slægt med Henry David Thoreaus Walden og Edward Abbeys Desert Solitaire og bærer blandt andet mottoet “Alle kender det gavnliges nytte, men ingen forstår det formålsløses nytte”.
“Gyrdir Eliasson besidder nogle af de samme egenskaber, som jeg-fortælleren i Ved Sandåen. Han kan få næsten alt ud af ingenting. Hans sprog er enkelt, men med disse pludselige skred i sig – af betydning, uhygge og indsigt, hvor lag i personligheden afdækkes, og læseren kikker ind lige dér, hvor det gør ondt.” – Henrik Wivel, Weekendavisen
“En af de mest tankefulde og tankevækkende bøger, jeg længe har læst … For mit vedkommende er bogens litterære intensitet og selvbevidsthed fuldkommen uimodståelig.” – Anders Juhl Rasmussen, Kristeligt Dagblad
“Det er morsomt. Det er også dybsindigt … som veltempereret sproglig musik.” – Torben Brostrøm, Information
I 1944 bliver Edith Eger som 16-årig deporteret til koncentrationslejren Auschwitz. Hun overlever på mirakuløs vis rædslerne i lejrene og dødsmarchen til Gunskirchen. Da lejren bliver befriet, bliver Edith fundet – knap i live – i en bunke af lig.
I årtier led Edith Eger i stilhed af posttraumatisk stress og skyldfølelse. Hun emigrerede til USA med sin mand umiddelbart efter krigen, og mange år senere uddannede hun sig til psykolog. Hun blev personlig ven og elev af Viktor Frankl, stærkt inspireret af hans berømte værk Psykologi og eksistens. Det blev et vendepunkt i Edith Egers liv.
I Valget væver Edith Eger sin egen stærke fortælling sammen med bevægende historier om de mennesker, hun har hjulpet gennem årene i sit arbejde som psykolog. Hun viser os, at vi i livet altid har friheden til at vælge. Vi kan vælge, hvordan vi forholder os til fortiden og til tilværelsen i det hele taget. Hun illustrerer forskellige faser af heling og viser, hvordan mennesker kan vælge at undslippe det fængsel, de bygger i deres sind – låst af frygt, bekymringer eller fortiden – og finde frihed uanset omstændighederne.
Edith Eger (f. 1927) er en amerikansk-ungarsk psykolog og forfatter. Hun er specialiseret i posttraumatisk stress og har behandlet veteraner, militært personale og ofre for fysiske og psykiske traumer. I 2017 i en alder af 90 år udgav hun sin første bog, som er blevet en international bestseller. Sidenhen har hun udgivet endnu en bestseller, The Gift, og har fortsat sit virke som psykolog og foredragsholder.
Edith Eger tog Storbritannien og Irland med storm, da hun blev interviewet i forbindelse med udgivelsen af sin bog. Følg linkene nedenfor og se en række medrivende og inspirerende interviews med Edith Eger:
“En gave til menneskeheden. En af de sjældne og evige historier, som efterlader dig for altid forandret … Dr. Egers liv vidner om menneskets evne til at overleve selv de mest forfærdelige rædsler og bruge den lidelse til gavn for andre. Hun har fundet ægte frihed og tilgivelse og viser os, hvordan vi kan gøre det samme.” – Desmond Tutu, Nobelprismodtager
“Jeg kan ikke forestille mig et vigtigere budskab til nutiden. Egers bog er en triumf og bør læses af alle, som er optaget af deres indre frihed og menneskehedens fremtid.” – Lori Gottlieb, New York Times Book Review
“Årets vigtigste bog.” – Camilla Kjems, Femina
“En stærk og velskrevet bog, som alle bør læse.” – Louise H. A. Trankjær
“Hvis jeg kunne udskrive én eneste bog på recept, ville det være denne.” – Birgitte Sølvstein, Psykolog
“Den stærkeste og mest inspirerende bog, jeg længe har læst … en af de sjældne læseoplevelser, hvor bogens personer kommer helt ind under huden på en.” – Mellem Linjerne ★★★★★★
“Den 90-årige Edith Eger deler i ny bog ikke kun sin egen bemærkelsesværdige livshistorie om sin tid som fange i Auschwitz, men formidler også rørende beretninger om de utallige mennesker, hun har støttet i sin rolle som psykolog gennem årene … en guldgrube.” – Pia Glyngdal, Ugeskrift for Læger ★★★★★
“En gribende og bevægende fortælling, som på trods at sin dystre baggrund, er en gribende og positiv fortælling om håb.” – Lektørudtalelse, DBC
“Et mesterværk af holocaustlitteratur. Hendes erindringer er, ligesom hendes liv, ekstraordinært, rystende og inspirerende.” – The Times Literary Supplement
“Eger er stærk i sin viden om, hvad der gør livet bedre for de af os, der er villige til at give slip på fortidens ‘fortrydelse og uforløste sorg’ og ‘nyde livet fuldt ud’ … Et gribende, indsigtsfuldt studie i intens mental heling og selvaccept via tilgivelse af lidelse og grusomheder.” – Kirkus Reviews
“Valget er en påmindelse om, hvad det vil sige at være modig i de værste stunder, og at vi alle kan vælge at rette vores opmærksomhed mod det, vi har mistet, eller mod det, vi stadig har.” – Oprah
“Af dette begavede menneske, denne ukuelige overlever, denne dygtige terapeut, har jeg personligt lært mere om menneskelighed, lidelse og modstandskraft end af alle mine videregående uddannelser tilsammen.” – U.S. Navy Captain Robert Koffman
“Enestående … hænger ved længe efter, du har læst den.” – Bill Gates
“Fænomenal … gribende … et universelt budskab om håb.” – Philip Zimbardo, Prof. emeritus i psykologi, Stanford University
“En gribende og bevægende fortælling, som på trods at sin dystre baggrund, er en gribende og positiv fortælling om håb … Det er barskt at læse Ediths beretning fra tiden i Auschwitz, men inspirerende at læse om hendes kamp for at finde tilbage til livet bagefter.” – Lektørudtalelse, DBC
Reither, som indtil for nylig har haft sit eget forlag i storbyen, har slået sig ned i en stille dal i Alperne. På det lokale bibliotek finder han en bog uden titel med blot et forfatternavn på omslaget. Han undrer sig og er optaget af tanker om bogen og sit tidligere engagement som forlægger. Om aftenen ringer det på hans dør.
Selv samme nat begynder hans vederfarelse, som i løbet af tre dage fører ham til Sicilien. Leonie Palm er kvinden, der får indflydelse på hans liv. Hun har haft en hattebutik, som hun har lukket, fordi tiden ikke længere er til hatte, ligesom han har drejet nøglen om til sit forlag, fordi der efterhånden er flere, der vil skrive end læse bøger. Derudover har de to det til fælles, at de ikke længere er forberedte på den store kærlighed, som de trods alle odds oplever efter tre dages fælles biltur langs middelhavet. Men netop som de tror, de har fundet lykken, dukker en mørklødet pige op og følger i hælene på dem. Pigen er tavs, men giver klart udtryk for, at hun har brug for hjælp.
Vederfarelse har fået meget fine anmeldelser i alle store tyske aviser og vandt i 2016 Deutscher Buchpreis, som er den største tyske litteraturpris.
”I en roman af et beskedent omfang og i en fortættet og associativ fortællestil lykkes det Kirchhoff at tage de store motiver i forfatterskabet under behandling. Kirchhoffs tekst er en tekst med mange lag som på mesterlig vis væver eksistentielle temaer fra det private sammen med det politiske og lader læseren tilbage uden noget svar på de store spørgsmål.” – Juryens begrundelse for den tyske bogpris 2016.
Den danske titel Vederfarelse er en direkte oversættelse fra tysk, og betegner det, der overgår os. Bodo Kirchhoff fortæller i et avisinterview (FAZ), hvordan han år tilbage har hæftet sig ved ordet og besluttet sig for at skrive en historie med denne titel. Inspirationen kom i det tidlige efterår 2015, hvor en strøm af flygtninge kom til Europa, en uoverskuelig og uforudset situation.
Forfatteren betegner selv sit værk som et litterært svar på flygtningekrisen. Bogen er et forsøg på at finde et sprog, der kan forklare det, der sker, og forholde sig til den dramatiske situation, som krisen udgør. Kirchhoff mener, at vi som mennesker vil og skal gennemgå en større indre forandring, og at vi må acceptere et grundlæggende opbrud med vores velkendte livsomstændigheder. Denne proces mener han kun er mulig gennem kærligheden; kærlighed blandt de enkelte og inden for fælleskabet, hvilket han viser i Vederfarelse.
“(…) “Vederfarelse er gennemsyret af klassisk mytologi, ikke påtrængende og docerende, men levende og helt nede i virkeligheden.” – Steen Klitgård Povlsen, Standart
“Vi gav ikke blot romanen den største pris på grund af dens uforfærdede og realistiske portræt af flygtningekrisen i Europa, men også på grund af dens refleksioner over vanskelighederne ved menneskelig kommunikation.” – Nie Zhenning, formand for det udvalg, der tildelte Vederfarelse den kinesiske pris “21st Century Best Foreign Novel of the Year Award”
“Kirchhoff fortæller historien på fornem vis. Han skriver blændende, og historien bygges op, lag på lag. Den starter billedligt talt helt på gulvet. Med en desillusioneret mand, der sidder alene med en flaske rødvin. Så ringer det på døren, og den samme historie efterlader læseren på en tinde. En stor oplevelse rigere. … Vederfarelse er noget af det bedste, der er kommet fra en tysk forfatter på det danske bogmarked, siden Sigfried Lentz døde. Det er en prægtig bog.” – Ivan Freund, JydskeVestkysten, *****
“Bodo Kirchhoffs bog er både politisk roman og kærlighedsroman og en bevægende skildring af ‘vederfarelsen’ – hændelsen – som kan forandre vores liv … Det sentimentale lurer på Kirchhoff og hans roman, i kort referat bliver det afgjort ikke bedre. Kærlighed er hændelse og nåde, den melder sig med en dørklokkes ringen. Nogenlunde på sammen måde, bare omvendt, forholder det sig med tragedien. Den kommer uventet, ofte også uforksyldt (landflygtighed, sygdom). Herudover er der ansvaret, over for kærligheden og næsten, den elskede, barnet, flygtningen. Når det ikke opleves sentimentalt, hænger det sammen med Kirchhoffs stil, som ligger fjernt fra det indladende og (bortset fra enkelte steder) det højstemte … Den konsekvensrige og forpligtende hengivelse til livet og et andet menneske er for tiden så sjælden, at den kan virke voldsom og som overspændt følelse, når man pludselig ser den formuleret. Men hvorfor egentlig?” – Thomas Thurah, Information
“Eftertænksom og yderst velskrevet roman … Romanen er skrevet i et poetisk, malerisk og mættet sprog, og teksten har mange lag og meget dybde. Det er en roman, som har meget på hjerte, og som efterlader et varigt indtryk hos læseren.” – Lektørudtalelse
“En vidunderlig simpel begyndelse, og en slutning, så mangefacetteret og sørgmodig og tæt, som kun få i Tyskland kan det. Bodo Kirchhoff er en mesterfortæller; hans Vederfarelse vedgår os alle.” – Richard Kämmerlings, Die Welt
“… med billeder, som brænder sig fast, og erkendelser, som gør oplevelsens banalitet til et virkeligt syn.” – Ulrich Rüdenauer, Süddeutsche Zeitung
“At skrive om kærlighed og sorg er en kunst … Det er overvældende, hvorledes Kirchhoff viser os det virkelige liv på få sider.” – Judith von Sternburg, Frankfurter Rundschau
“Vederfarelse er et litterært mesterstykke, det er vores samtids bog.” – Thomas Andre, Hamburger Abendblatt
“En af efterårets smukkeste bøger: Bodo Kirchhoffs mesterligt komponerede roman Vederfarelse, et poetisk kunststykke.” – Andreas Platthaus, Frankfurter Allgemeine
Vejen at gå er en autentisk beretning om en lille norsk families dramatiske flugt over de norske fjelde i isnende kulde til det neutrale Sverige, og deres efterfølgende kamp med at overvinde de skader de pådrog sig under flugten.
“En fantastisk smuk og uhyggelig lille bog om krigen, som den blev oplevet af en kvinde og et barn. Vejen at gå fortæller om en lille, upåagtet kamp i den store, og det bliver gjort så mesterligt, at det er blevet til en myte om menneskets seje livsvilje.” – Mogens Lyhne, Aktuelt
“Medrivende fortælling fra besættelsen. Ved at gå helt tæt på en ung familie-skæbne i Nordnorge, følge dem på flugt over den svenske grænse og videregive deres frygt, deres håb og deres sammenhold skaber Wassmo historie. I tilbageholdt spænding og neddæmpet fortvivlelse følger læseren den håbløse færd.” – Grethe Rostbøll, Jyllandsposten
Vejen til Wigan Pier er en reportageroman, der hører til blandt de mest populære værker fra den journalistiske del af George Orwells forfatterskab.
Bogens første del er en af Orwells mest berømte reportager fra hans ophold blandt kulminearbejdere i Nordengland i vinteren 1936. I sin usædvanligt klare og enkle stil beskriver han minearbejdernes hårde arbejde, den usle løn og de elendige boligforhold, som han også prøvede på egen krop.
Bogens anden del er et essay, hvor Orwell beskriver og analyserer det engelske klassesamfund med afsæt i skildringer af sit eget liv og opvækst. Med et eminent blik for detaljerne viser han, hvordan de skarpe klasseskel står i vejen for socialismens fodfæste i England, hvilket han anser for et tvingende nødvendigt værn mod fascismens fremmarch.
Opholdet i Wigan gjorde Orwell til overbevist socialist, da han så den økonomiske ulighed, kapitalismen kunne medføre. Han var dog kritisk overfor flere af de socialistiske bevægelser og spidder i bogen den overfladiske socialisme, hvor man sympatiserer med arbejderne, men ikke omgås dem. Resultatet var, at Orwell provokerede både venstre og højre, der begge tog afstand fra ham eller brugte ham ved at tage ham til indtægt for egne synspunkter.
I begyndelsen af 1936 sendte Orwells venstreorienterede forlægger, Victor Gollancz, ham til kuldistrikterne i Nordengland for at lave en reportage om kulminearbejdernes forhold under 1930’ernes depression. Orwell tilbragte februar og marts måned i Lancashire og Yorkshire, hvor han en del af tiden boede hos minearbejdere, og den lange mand kravlede selv ned i minerne for at opleve arbejdsforholdene.
Orwell afleverede manuskriptet til forlaget den 15. december 1936 og drog umiddelbart efter til Spanien for at deltage i den spanske borgerkrig. Bogen udkom første gang den 8. marts 1937 i en venstreorienteret bogklub og umiddelbart efter i boghandlen.
Gollancz var bekymret for bogens andel del, der kritiserede de intellektuelle socialister for bl.a. at have verdensfjerne teorier, og Gollancz mente, det ville være for provokerende og kritisk for venstrefløjen. I første omgang ville han derfor kun have bogens første del trykt. Men Orwells kone og agent nægtede på den bortrejste Orwells vegne at acceptere dette, så i stedet skrev Gollancz med flere krumspring et udglattende forord for at tage brodden af udsagn, som f.eks.: ”Sandheden er, at mange af de mennesker, der kalder sig socialister, ikke tænker på revolution som en bevægelse blandt masserne, som de håber at blive en del af, men et sæt reformer, som ’vi’, de kloge, har i sinde at udføre for ’dem’, de lavere klasser.” – Vejen til Wigan Pier, kapitel 11
Kritikken af de overfladiske medløbere på venstrefløjen rører dog ikke ved hans kritik af kapitalismen som årsag til de elendige forhold for arbejderne, som han beskriver i bogens første del.
Vejen til Wigan Pier er nr. 39 på The Guardians liste 100 best nonfiction books of all time fra 2017.
“Langt om længe udkommer George Orwells The Road to Wigan Pier på dansk. En kras reportage fra klassesamfundets mørkeland og et sylespidst opgør med salonsocialismen … reportagejournalistik i mesterklassen … en kongenial oversættelse af Lærke Pade og med et indsigtsfuldt efterord af Per Stig Møller … Hvis man holder af 1984 og Dyregården, som begge blev genudgivet i fjor, vil man ved læsningen af Vejen til Wigan Pier se tegningen til den kritik af masseforførelse og underkastelse, som begge disse klassikere på forskellig vis kredser om.” – Adam Holm, Weekendavisen
“… fremragende reportage fra Nordenglands barske kulminer (…) Kulminekapitlerne vokser til en blændende karakteristik af det britiske klassesamfund (…) hvis man vil ind under huden på manden, som skrev nogle af det tyvende århundredes væsentligste romaner – ‘Animal Farm’ (senest udsendt på dansk under titlen ‘Dyregården’) samt ‘1984’, hans klassiker om Storebror-samfundet – er det denne bogs anden halvdel, man skal læse.” – Jes Stein Pedersen, Politiken ❤❤❤❤❤
“I dette år, 1936, blev George Orwell med sine rejser til Wigan og Barcelona til den George Orwell, der skrev sig ind historien.” – Per Stig Møller, Efterord, Vejen til Wigan Pier
“Orwells originalitet som forfatter består i uvilligheden til at acceptere udsagn og teorier, som ikke har bund i det selvoplevede. (…) Som en vigtig påmindelse om, at vores samfundsmæssige virkelighed nok er mere speget og indfældet, og vi mennesker repræsenterer langt mere kultur og vaner og religion, end vi normalt er klar over, er Orwells bog pligtlæsning.” – Henrik Gade Jensen, indblik.dk
“Reportageromanen er intensiv læsning fra start til slut, og der er uden tvivl meget visdom at hente i Orwells ord … Det intense i livet, der bliver beskrevet, er eviggyldigt, og hans tanker om vores verden og samfund er lige så gyldige nu, som de var det dengang.” – Louise Trankjær, Skriv for livet
“Ægte genialitet … al hans vrede og frustration fandt deres første rigtige udtryksmiddel i Vejen til Wigan Pier.” – Peter Ackroyd, The Times
“Lyden af en stor forfatter, der finder sin autentiske stemme.” – Robert McCrum, The Guardian
“Orwell er en forfatter med en exceptionel umiddelbarhed, friskhed og energi – han er påståelig og dristig, skiftevis vred og meget blid … kvaliteterne i Orwells prosa er først og fremmest, at den normalt er forbilledlig klar og enkel.” – Richard Hoggart, Introduction, The Road to Wigan Pier, Penguin, 1989
“Afskyeligheden i indledningen … er uovertruffen. Han synes at påvirke den moderne verden, som Engels påvirkede 1840-50’ernes verden. Men med den forskel, at Orwell er en født forfatter, hvor Engels, trods sin fyrige og strålende karakter, ganske enkelt ikke var forfatter.” – Edith Sitwell
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
Det er i Vildanden, vi finder det verdensberømte Ibsen-citat: ”Tager De livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, så tager De lykken fra ham med det samme.” – (Vildanden, 5. akt). Og dette citat angiver hovedtemaet i Vildanden. Fotografen Hjalmar Ekdal lever tilfreds med sin kone Gina, datteren Hedvig og sin gamle far. Han føler ganske vist, at fotograferingen ligger under hans intellektuelle niveau, men han går og pusler med en i egne øjne stor opfindelse, og inde på loftet hygger han og faderen sig med at vedligeholde et kunstigt jagtterræn med duer, høns, kaniner – og som det fineste en skamskudt vildand. Men en dag kommer ungdomsvennen Gregers Werle hjem og trækker nogle begivenheder fra fortiden frem, der antyder, at Hjalmar lever i en falsk virkelighed. Gregers stiller Hjalmar over for den ideale fordring om, at det gode liv kun kan opnås ved at bygge på sandhed. Men den ideale fordring får fatale følger for Hjalmar og familien.
Vildanden er et paradoksalt drama, en tragedie med komiske elementer eller en komedie med tragisk udgang. Det er præget af en flertydighed, som har gjort det til det mest omdiskurede af Ibsens dramaer med et utal af forskellige meninger og tolkninger.
“Karsten Pharao er en fremragende oplæser! Han fanger en stemning af Ibsen, som er klassisk, men også ligefrem … Ibsen skal man selvfølgelig gå hen at se på teatret. Man skal også tage ham ned af reolen og så sætte sig og læse, men man skal ved gud også unde sig at få ham læst op af Karsten Pharao.” – Klaus Rothstein, Skønlitteratur på P1
”Vildanden er det ypperste blandt Ibsens ’moderne’ skuespil, det mest fuldkomne af hans samfundsdramaer.” – Frederik Schyberg
“Ibsen ændrede teatret for altid. Der er selvfølgelig andre måder at lave teater på end hans, men så fundamental var den ændring, han satte i værk, at den vestlige verdens teater aldrig igen er blevet, som det var før Ibsen.” – Thomas Bredsdorff, Et Dukkehjem og fire andre skuespil
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
Vinternoveller består af de tre noveller Vi kan ikke hjælpe alle, Den rigtige Thomas og Søskende. Ingvild H. Rishøi er en mester i at leve sig ind i andre mennesker, og med empati favner hun de skæve og skrøbelige eksistenser, som vil det så godt og gør deres bedste, men som sjældent lykkes. Det er hjerteskærende uden at være sentimentalt. Det er eventyr for voksne, som en anmelder skriver.
”Det er næsten skamfuldt, at jeg ikke tidligere har stiftet bekendtskab med den norske forfatter Ingvild H. Rishøis noveller. For hun er en fuldkommen enestående forfatter … Her er noget så sjældent som en forfatter, der kan minimere sig selv, træde til side for sit eget talent, sin historie, sine personer, sit stof, sine guldvægtsfine virkemidler og dermed få dørløs adgang til de mest hjerteskærende menneskelige væsner.” – Liselotte Wiemer, Kristeligt Dagblad
”Rishøj er fortsat nordisk mester i med fine, enkle midler og i den realistiske novelles korte format at tegne hele mennesker med store historier. Det er slående, hvordan hun ubesværet og selvfølgeligt både skaber en konkret og detaljeret hverdagsdramatik med børn i centrum og skitserer de voksne hovedpersoners forhistorie, der i alle tre tilfælde rummer en dyb kærlighedssorg. Rishøi rejser hele tiden på kanten af det patetiske, men klarheden og enkelheden holder det mestendels på afstand.” – Jon Helt Haarder, Jyllands-Posten, *****
”Rishøis sprog er på én gang stramt og billeddannende; der økonomiseres med ordene og ikke mindst adjektiverne i sætninger, der står frostklare som den vinter, karaktererne kæmper deres kampe i. Her er, i såvel sprog som atmosfære og tematik, mindelser om norske Per Petterson og danske Jonas T. Bengtsson … Men hvor kulden gør luften blank, og ånden står som ’røg’ om mundene på Rishøis karakterer, så er der også medmenneskelighed at spore i den Brageprisbelønnede, meget velfortalte Vinternoveller. Eller nåde, om man vil.” – Jeppe Krogsgaard Christensen, Berlingske, *****
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
Vredens druer er en moderne folkevandringssaga fra 30’erne om Oklahomas forgældede bønder, der drives fra deres jord og af reklamen lokkes til Californien, hvor de udnyttes skamløst og ender arbejdsløse og hjemløse på landevejen. Romanens storhed skyldes Steinbecks ægte indignation og medleven i de fattige bønders skæbne og hans tro på menneskets værdighed og vilje til overlevelse ved fælles hjælp selv under de vanskeligste vilkår.
Vredens druer, der ved sin udgivelse omgående blev en bestseller, vakte en så voldsom debat i USA, at udgivelsen er blevet betegnet som en national begivenhed. Den har været en af de mest omtalte bøger i amerikansk litteratur i det 20. århundrede og betragtes som Steinbecks hovedværk. Den vandt Pulitzer-prisen i 1940 og var en væsentlig begrundelse for hans modtagelse af Nobelprisen i 1962.
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
Vårnat foregår i løbet af en enkelt nat. Hallstein og Sissel er søskende og bor i et afsidesliggende hus, og denne lyse forårsnat skal de være alene hjemme. Men pludselig banker det på døren og udenfor står en familie og beder om husly, da deres bil er gået i stå. Blandt dem er der en kvinde som skal føde. Og en kvinde som er stum og ikke kan gå.
Den fremmede familie bærer på store konflikter, og de kommer efterhånden op til overfladen, så de unge mennesker konfronteres med de voksnes problemfyldte verden som afspejler det moderne menneskes ensomhed. Men midt i kaosset møder begge også den første, spirende kærlighed og får en fornemmelse af, hvad den byder på af fryd og fare.
“Nogle romaner lever på det dramatiske plot. Andre fænger med den stille psykologiske dissektion. Tarjei Vesaas’ ’Vårnat’ gør begge dele, i usædvanlig grad.” – Thomas Bredsdorff, Politiken ♥♥♥♥♥
“Tarjei Vesaas’ roman om bristefærdig ungdom går rent ind.” – Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten ****
”Tarjei Vesaas fortryllede og dødsensfarlige vårnat er et vidunderligt sted at være” – Thomas Thurah, Information
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
Yarden handler om forfatteren Kristian Lundbergs sociale deroute fra et liv som feteret forfatter og kritiker til et liv som timeansat løsarbejder på havnen i Malmø. Pludselig er han tilbage, der hvor han begyndte: på bunden af samfundet, underbetalt og altid i fare for at blive fyret på stedet. Bogen er hans beretning om de tretten måneder, han var ansat på Yarden, hvor han under streng overvågning arbejdede med at flytte importbiler rundt på havneområdet og trådte ind i en skyggeverden befolket af gældsofre, papirløse indvandrere og tidligere misbrugere, som arbejdede for en ussel løn og behandledes, som om de intet var værd. Yarden er også en rejse tilbage til forfatterens barndom og ungdom i nogle af Malmøs fattigste kvarterer, hvor han sammen med en psykisk syg mor og fire søskende konstant var på flugt fra kreditorer og myndigheder.
“Kristian Lundberg, hvis sprog er en nydelse (tak til oversætterne), tager arbejderlitteraturen et nyt sted hen. At være arbejder er en følelse, i dette tilfælde en modigt gennemlyst klassefølelse. At være søn af en syg mor og selv være syg gør kun oplevelsen af fattigdom dybere. I denne arbejderlitteratur version 2.0 er det kollektive dybt indlejret i det helt personlige. Hos Lundberg i form af den kuldslåede, men alligevel magtfulde traumefortælling, som styrer flot uden om både selvmedlidenhed og banal inderliggørelse af kapitalismen. I ‘En hjemby’ også med plads til den kærlighed, til og fra kvinden K., som tænder lidt lys i mørket.” – Jes Stein Pedersen, Politiken, ♥♥♥♥♥
“På omslaget står der, at det er en ‘Fortælling’. Det ligner nu mest en selvbiografi med brug af romangreb. Stor litteratur er det under alle omstændigheder; denne skrift der fortæller om det private, det individuelt oplevede, men samtidig ligner en kritik af det system, vi alle er med til at opretholde, og hvis slagsider de fleste af os vender blikket væk fra.” – Jeppe Krogsgaard Christensen, Berlingske, *****
Øen og havet består af tre dele. Første del beskriver den midaldrende, fraskilte maler Thomas Hudsons liv på en lille ø i Golfstrømmen, hvor ensomheden brydes af besøg fra hans børn, som han tager med på sejlads og fiskeri. Anden del foregår på hans farm på Cuba under Anden Verdenskrig, hvor Hudson, der lever alene omgivet af sine katte, tænker tilbage på sit tidligere liv og døver ensomheden på barerne. Samtidig antydes det, at han udfører hemmeligt arbejde for de allierede, hvilket følges op i tredje del, hvor Hudson patruljerer i sin store båd i farvandene omkring Cuba på jagt efter tyske ubåde. Fortællingen slutter med en dramatisk eftersøgning og kamp med en tysk ubådsbesætning.
Hemingway skrev bogen i årene 1950-51. Den var oprindeligt i fire dele, men han besluttede at udgive fjerde del separat med titlen: Den gamle mand og havet, som i dag er hans mest berømte og populære værk. De øvrige tre dele blev lagt i bankboks med henblik på senere redigering og udgivelse. Grundet rejser og sygdom fik Hemingway aldrig selv bearbejdet bogen yderligere, men redigeringen blev efter hans død udført med nænsom hånd af Mary Hemingway og hans forlægger, og bogen udkom i 1970. Hemingways manglende bearbejdelse ses blandt andet i, at maleren Thomas Hudson har store ligheder med Hemingway, ligesom episoder og personer ikke er blevet sløret, som Hemingway normalt gjorde. Et unikt indblik i Hemingways arbejdsmetode. Flere af de omtalte episoder og især sidste del er på højde med noget af det bedste, Hemingway har skrevet.
”En storslået og vægtig Hemingway-oplevelse.” – Berlingske, *****
”Den er hele tiden spændende og indeholder nogle fortræffelige scener … Man må tilføje, at det er en dristig, ofte sjov, altid skrydende bog, som kun Hemingway kunne have skrevet.” – Malcolm Cowley, The Atlantic
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
Øst for paradis (1952) er Steinbecks store dramatiske slægtsroman over tre generationer, hvor det gode kæmper mod det onde, som det er skildret i myten om Kain og Abel. I Steinbecks fortælling gentages kampen i to generationers brødrepar. I første generation er Charles i misundelse og ondskab tæt på at slå sin bror Adam ihjel. I anden generation følger vi brødrene Aaron og Caleb, der er sønner af Adam og den forførende, men dæmonisk ondsindede Cathy. Et mægtigt værk over livet i USA fra borgerkrigen til 1. Verdenskrig med et stort og mesterligt skildret persongalleri.
”Romanen rummer både broderhad efter bibelens mønster, bordelhistorie, humor, tragik, sentimentalitet og grand guignol … et bevægende og eftertankevækkende billede af menneskets evige kamp mellem det gode og det onde.” – Jørgen Claudi
”Dialogen svinger mellem den ordinære dagligtale og de mest sublime konstateringer, uden at tonens sandhed kommer i fare. Her er som i de rigtige romaner: fødsel, karakterudfoldelse, kærlighed og død, kort sagt skæbne, i rundhåndet mængde.” – Jacob Paludan
”Steinbeck synes at øde af uudtømmelige kilder, når han lader det ene glimrende billede efter det andet af den jævne amerikaner i lyst og nød glide forbi vores øjne … Og ingen har som Steinbeck evnen til at lade et menneske fremstå med en tyngde, så vi mærker de kræfter, snart til det gode, snart til det onde, hvoraf hans handlinger fødes.” – Jens Kistrup
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.
Året er en bog om at elske den samme person hele livet – selv når kærligheden ikke bliver gengældt. Handlingen begynder den 6. april, som er den dato, hvor den italienske digter Petrarca for første gang så sin elskede Laura, da hun var blot 13 år gammel. Hudløst og smukt undersøger Tomas Espedal, om kærligheden til den ene, kærligheden som ikke hører op – den kærlighed Petrarca beskriver i sine digte til Laura – om den type kærlighed stadig har relevans i vores tid. Er den helt store kærlighed stadig mulig?
”En lille stor roman, fuld af ulykkelige, kloge sætninger.” – Marianne Krogh Andersen, Weekendavisen
”I rækken af selvbiografiske værker, Gå for ti år siden, Mit privatliv fra i fjor, er Året en kulmination.” – Thomas Bredsdorff, Politiken, ♥♥♥♥♥
”… fremragende – gribende … en oplyst og oplysende bog … en af årets vigtigste udgivelser.” – Erik Svendsen, Jyllands-Posten, *****
”… stor litteratur.” – Kristin Vego, Information
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.