Ernest Hemingway

Ernest Hemingway

Ernest Hemingway (1899-1961) var amerikansk forfatter og journalist. I 1953 fik han Pulitzer-prisen for Den gamle mand og havet og i 1954 modtog han Nobelprisen i litteratur. Mange af hans bøger har opnået klassikerstatus og han regnes for en af de mest indflydelsesrige forfattere i det 20. århundrede. Hans skrivestil har inspireret mange samtidige og senere forfattere.

Hemingway kom fra en socialt højtstående familie fra Oak Park, Illinois. Hans bedstefar var blevet rig som ejendomsmægler, hans far var læge og hans mor var operasanger og datter af en rig grossist fra England. Som attenårig begyndte Hemingway sin løbebane som lokalreporter, og i 1918 meldte han sig frivilligt som chauffør for Røde Kors og landede ved den italienske front. Her blev han voldsomt såret af en granat og kom på hospitalet i Milano, hvor han blev ulykkeligt forelsket i en amerikansk sygeplejerske. Den ulykkelige kærlighed og oplevelserne ved fronten bearbejdede han senere i romanen Farvel til våbnene (1929).

I 1921 giftede han sig med Hadley Richardson, og de flyttede til Paris, hvor han arbejdede som udenlandskorrespondent for Toronto Star. Her mødte han desuden andre amerikanske forfattere, blandt andet F. Scott Fitzgerald, Ezra Pound og Gertrude Stein, som var kommet til Europa under og efter Første Verdenskrig. Tiden i Paris skildrede Hemingway efterfølgende i sin posthumt udgivne roman Der er ingen ende på Paris (1964). Hemingway var gift fire gange og boede i 30erne i Florida og de sidste tyve år på Cuba. Han besøgte hyppigt Spanien og deltog som reporter i den spanske borgerkrig, som er skildret i Hvem ringer klokkerne for. Hans interesse for sport, jagt og fiskeri, som han havde fået indpodet i drengeårene skildrede og dyrkede han livet igennem med storfiskeri på Cuba, safarier i Afrika og som inkarneret tyrefægter kender. Hemingway levede et eventyrligt, men også et hårdt liv. Han led under skaderne fra 1. verdenskrig og senere uheld med flystyrt og skød sig til sidst under en depression.

Hemingway debuterede med sit første større værk med novellesamlingen I vor tid i 1925. Stilen i denne samling var nyskabende. Den var nøgternt skildrende, en kort og prægnant skrivestil, hvor følelserne og det centrale tema skal graves frem fra antydninger i teksten. Denne stil blev betegnet som isbjergteknikken og blev en inspiration for eftertiden. Stilen udsprang af Hemingways desillusion efter hans oplevelser i 1. Verdenskrig. Livet var hårdt og råt og der skulle ikke pyntes på det. Kun gennem kærligheden og en intens leven i nuet kunne der skabes en vis forsoning med tilværelsen. Hans egentlige gennembrud kom med hans første roman: Solen går sin gang (1926), der skildrer den desillusionerede efterkrigsgeneration, som Gertrude Stein betegnede som ”The lost generation”. Herefter udkom i 1920-erne og 30-erne yderligere to novellesamlinger samt de tidligere omtalte store i dag klassiske romaner: Farvel til våbnene og Hvem ringer klokkerne for og endelig i 1954 hans måske største og mest populære mesterværk: Den gamle mand og havet. Efter Hemingways død er der yderligere udkommet en række af hans efterladte skrifter. Om end Hemingway er mest kendt for sine romaner, anser mange hans noveller for det ypperste hans forfatterskab. I 1938 udkom de i hans egen levetid trykte noveller i en samlet udgave med titlen: The Fifth Column and the First Forty-Nine Stories.

Titler af Ernest Hemingway

I vor tid

Forfatter: Ernest Hemingway
Indlæser: Dan Schlosser