Per Petterson

Per Petterson (f. 1952) er en norsk forfatter, der har vundet adskillige litteraturpriser. Han debuterede i 1987 med en samling af korte historier med titlen Aske i munden, sand i skoen. Sit store internationale gennembrud fik han i 2003 med romanen Ud og stjæle heste. Den er oversat til 49 sprog, og i 2007 indbragte den ham IMPAC-prisen, verdens største litteraturpris for en enkelt bog. I 2009 modtog han desuden Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Jeg forbander tidens flod. Romanen Til Sibirien (1996) var ligeledes nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, og I kølvandet (2000) vandt Brage-prisen i 2000.

Petterson voksede op med en dansk mor, hvilket har præget hans forfatterskab. Ligesom hans far var hun fabriksarbejder, men Petterson beskriver hende som en intellektuel, der læste store forfattere som f.eks. Günther Grass og James Joyce.

Selvom Petterson allerede som 18-årig havde en drøm om at blive forfatter, tog det mange år, før denne drøm blev til virkelighed. Petterson led nemlig af præstationsangst. Men da Torleiv Grue, forlagsredaktør ved det norske forlag Oktober, opdagede en af Pettersons noveller og blev ved med at efterlyse mere, overvandt Petterson angsten.

Forfatterens forældre, hans lillebror og hans niece omkom ved Scandinavian Star-ulykken i 1990. Romanen I kølvandet tager afsæt i denne katastrofe. I hans andre romaner er forholdet mellem forældre og børn et gennemgående tema, og Petterson trækker ofte på begivenheder fra sit eget eller familiens liv.

Forfatteren er uddannet bibliotekar og har tidligere arbejdet i boghandler og som oversætter og litteraturkritiker. Hans forfatterskab er blandt andet inspireret af Raymond Carver og Knut Hamsun. Sidstnævnte er Petterson blevet sammenlignet med; andre sammenligner ham med Hemingway og Faulkner på grund af hans fortællestil og personskildring.

Titler af Per Petterson

I kølvandet

Forfatter: Per Petterson
Indlæser: Bent Otto Hansen

Jeg nægter

Forfatter: Per Petterson
Indlæser: Bent Otto Hansen

Til Sibirien

Forfatter: Per Petterson
Indlæser: Jette Mechlenburg