Vejen til Wigan Pier
Af George Orwell
Vejen til Wigan Pier er en reportageroman, der hører til blandt de mest populære værker fra den journalistiske del af George Orwells forfatterskab.
Bogens første del er en af Orwells mest berømte reportager fra hans ophold blandt kulminearbejdere i Nordengland i vinteren 1936. I sin usædvanligt klare og enkle stil beskriver han minearbejdernes hårde arbejde, den usle løn og de elendige boligforhold, som han også prøvede på egen krop.
Bogens anden del er et essay, hvor Orwell beskriver og analyserer det engelske klassesamfund med afsæt i skildringer af sit eget liv og opvækst. Med et eminent blik for detaljerne viser han, hvordan de skarpe klasseskel står i vejen for socialismens fodfæste i England, hvilket han anser for et tvingende nødvendigt værn mod fascismens fremmarch.
Opholdet i Wigan gjorde Orwell til overbevist socialist, da han så den økonomiske ulighed, kapitalismen kunne medføre. Han var dog kritisk overfor flere af de socialistiske bevægelser og spidder i bogen den overfladiske socialisme, hvor man sympatiserer med arbejderne, men ikke omgås dem. Resultatet var, at Orwell provokerede både venstre og højre, der begge tog afstand fra ham eller brugte ham ved at tage ham til indtægt for egne synspunkter.
Titelinfo:
- Oversat fra engelsk af Lærke Pade
- Efterord af Per Stig Møller
- Indlæst af Dan Schlosser
- Bog (210 sider): 249,95 kr.
- E-bog: 80,00 kr.
- Lydbog (download): 120,00 kr.
- Lydprøve:
Bogens baggrund
I begyndelsen af 1936 sendte Orwells venstreorienterede forlægger, Victor Gollancz, ham til kuldistrikterne i Nordengland for at lave en reportage om kulminearbejdernes forhold under 1930’ernes depression. Orwell tilbragte februar og marts måned i Lancashire og Yorkshire, hvor han en del af tiden boede hos minearbejdere, og den lange mand kravlede selv ned i minerne for at opleve arbejdsforholdene.
Orwell afleverede manuskriptet til forlaget den 15. december 1936 og drog umiddelbart efter til Spanien for at deltage i den spanske borgerkrig. Bogen udkom første gang den 8. marts 1937 i en venstreorienteret bogklub og umiddelbart efter i boghandlen.
Gollancz var bekymret for bogens andel del, der kritiserede de intellektuelle socialister for bl.a. at have verdensfjerne teorier, og Gollancz mente, det ville være for provokerende og kritisk for venstrefløjen. I første omgang ville han derfor kun have bogens første del trykt. Men Orwells kone og agent nægtede på den bortrejste Orwells vegne at acceptere dette, så i stedet skrev Gollancz med flere krumspring et udglattende forord for at tage brodden af udsagn, som f.eks.: ”Sandheden er, at mange af de mennesker, der kalder sig socialister, ikke tænker på revolution som en bevægelse blandt masserne, som de håber at blive en del af, men et sæt reformer, som ’vi’, de kloge, har i sinde at udføre for ’dem’, de lavere klasser.” – Vejen til Wigan Pier, kapitel 11
Kritikken af de overfladiske medløbere på venstrefløjen rører dog ikke ved hans kritik af kapitalismen som årsag til de elendige forhold for arbejderne, som han beskriver i bogens første del.
Vejen til Wigan Pier er nr. 39 på The Guardians liste 100 best nonfiction books of all time fra 2017.
Anmeldelser
“Langt om længe udkommer George Orwells The Road to Wigan Pier på dansk. En kras reportage fra klassesamfundets mørkeland og et sylespidst opgør med salonsocialismen … reportagejournalistik i mesterklassen … en kongenial oversættelse af Lærke Pade og med et indsigtsfuldt efterord af Per Stig Møller … Hvis man holder af 1984 og Dyregården, som begge blev genudgivet i fjor, vil man ved læsningen af Vejen til Wigan Pier se tegningen til den kritik af masseforførelse og underkastelse, som begge disse klassikere på forskellig vis kredser om.” – Adam Holm, Weekendavisen
“… fremragende reportage fra Nordenglands barske kulminer (…) Kulminekapitlerne vokser til en blændende karakteristik af det britiske klassesamfund (…) hvis man vil ind under huden på manden, som skrev nogle af det tyvende århundredes væsentligste romaner – ‘Animal Farm’ (senest udsendt på dansk under titlen ‘Dyregården’) samt ‘1984’, hans klassiker om Storebror-samfundet – er det denne bogs anden halvdel, man skal læse.” – Jes Stein Pedersen, Politiken ❤❤❤❤❤
“I dette år, 1936, blev George Orwell med sine rejser til Wigan og Barcelona til den George Orwell, der skrev sig ind historien.” – Per Stig Møller, Efterord, Vejen til Wigan Pier
“Orwells originalitet som forfatter består i uvilligheden til at acceptere udsagn og teorier, som ikke har bund i det selvoplevede. (…) Som en vigtig påmindelse om, at vores samfundsmæssige virkelighed nok er mere speget og indfældet, og vi mennesker repræsenterer langt mere kultur og vaner og religion, end vi normalt er klar over, er Orwells bog pligtlæsning.” – Henrik Gade Jensen, indblik.dk
“Reportageromanen er intensiv læsning fra start til slut, og der er uden tvivl meget visdom at hente i Orwells ord … Det intense i livet, der bliver beskrevet, er eviggyldigt, og hans tanker om vores verden og samfund er lige så gyldige nu, som de var det dengang.” – Louise Trankjær, Skriv for livet
“Ægte genialitet … al hans vrede og frustration fandt deres første rigtige udtryksmiddel i Vejen til Wigan Pier.” – Peter Ackroyd, The Times
“Lyden af en stor forfatter, der finder sin autentiske stemme.” – Robert McCrum, The Guardian
“Orwell er en forfatter med en exceptionel umiddelbarhed, friskhed og energi – han er påståelig og dristig, skiftevis vred og meget blid … kvaliteterne i Orwells prosa er først og fremmest, at den normalt er forbilledlig klar og enkel.” – Richard Hoggart, Introduction, The Road to Wigan Pier, Penguin, 1989
“Afskyeligheden i indledningen … er uovertruffen. Han synes at påvirke den moderne verden, som Engels påvirkede 1840-50’ernes verden. Men med den forskel, at Orwell er en født forfatter, hvor Engels, trods sin fyrige og strålende karakter, ganske enkelt ikke var forfatter.” – Edith Sitwell
Andre titler af George Orwell
Det engelske folk
Forfatter: George Orwell
Dyregården
Forfatter: George Orwell
Indlæser: Dan Schlosser
Elefanten og andre essays
Forfatter: George Orwell
Indlæser: Dan Schlosser
Hyldest til Catalonien
Forfatter: George Orwell
Indlæser: Dan Schlosser
Litteraturkritiske essays
Forfatter: George Orwell
Indlæser: Dan Schlosser
Paris og London på vrangen
Forfatter: George Orwell
Indlæser: Dan Schlosser
Politiske essays
Forfatter: George Orwell
Indlæser: Dan Schlosser