Fjodor M. Dostojevskij

Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij (1821-1881) regnes i dag for en af verdens største forfattere gennem tiderne. Han er oversat til 170 sprog, og interessen for hans mægtige forfatterskab er steget og steget siden hans død med stadige udgivelser af hans værker i bogform, som film og teaterstykker.

Han debuterede med enorm opsigt med romanen Arme mennesker (1845), der blev fulgt af flere mindre romaner om splittede naturer og drømmere, bl.a. Dobbeltgængeren og den pastelagtige kærlighedsroman Hvide nætter.

I 1849 blev Dostojevskij dømt til døden for formodet deltagelse i en konspiration mod zaren. Dødsdommen blev ændret til ti års tvangsarbejde i Sibirien, hvor han tilbragte de første fire år med lænker om benene i en straffelejr blandt samfundets værste forbrydere og efterfølgende aftjente seks år som soldat. Fængselsstraffen præger hans forfatterskab, og i Minder fra dødens hus (1860-62) skildrer han livet i tugthuset.

I 1860’erne opholdt Dostojevskij sig en stor del af tiden i Vesteuropa i ly for kreditorer, besat af spillelidenskab (skildret i Spilleren, 1867) og af et stormfuldt forhold til en ung kvindelig studerende, en femme fatale, der genfindes i flere af hans store kvindekarakterer. Presset af konstante deadlines, pengesorger og epileptiske anfald lykkedes det ham at skrive nogle af verdenshistoriens mest betydende værker: Kældermennesket (1864), Forbrydelse og straf (1866), Idioten (1868) og Grønskollingen (1869). Erfaringerne fra hans ulykkelige første ægteskab med en utro hustru blev brugt i Den evige ægtemand (1870).

I 1867 blev han gift med sin sekretær, der reddede rettighederne til forfatterskabet og langsomt fik rettet op på hans økonomi, så parret i 1871 kunne vende tilbage til Sankt Petersborg, hvor de levede et roligt familieliv til hans død i 1881. Foruden en række artikler og fortællinger i tidsskrifter udgav han i 1871-72 Onde ånder og i 1879-80 hovedværket Brødrene Karamazov.

Se en tidstavle med overblik over begivenheder (pdf)

Dostojevskijs forfatterskab er præget af dybdeborende psykologiske portrætter, der viser menneskets sammensatte væsen på godt og ondt. Temaerne er eksistentielle med afstandtagen til nihilistiske holdninger, men med betoning af skyld, ansvar og medfølelse. Stilen er kendetegnet ved karakterskildringer gennem en mangestemmig, ofte højspændt dialog med en dramatisk, fængslende handling.

“Dostojevskij giver mig mere end nogen videnskabsmand.” – Albert Einstein

“Dostojevskij er den eneste psykolog, jeg har lært noget af.” – Friedrich Nietzsche

“Ingen har analyseret den komplicerede menneskelige struktur som Dostojevskij. Hans psykologiske sans er overvældende og visionær … Han er den vældigste af de russiske giganter.” – Knut Hamsun

”Dostojevskijs romaner er sydende strømhvirvler, kredsende sandstorme, skypumper, der hvisler og koger og suger os ind. De er udelukkende sammenfattet af sjælens stof. Imod vores vilje bliver vi draget ind, snurret rundt, blændet, kvalt og samtidig fyldt med en svimlende henrykkelse.” – Virginia Woolf

”Den virkelige profet fra 1900-tallet var Dostojevskij, ikke Karl Marx.” – Albert Camus