Theodor Fontane

Han var den første store moderne realist i Tyskland og var berømt for sine dialoger, der når sit højdepunkt i hans sidste roman: Der Stechlin (1898). Han var socialt engageret og har i flere bøger beskrevet kvindens stilling i det tyske samfund, som han blandt andet gør i Effi Briest (1895) og i Irrungen, Wirrungen (1887). Det miljø, han beskriver, er de øvre klasser i samfundet i form af landadel, officerer og embedsfolk – et miljø han selv færdedes i. Et gennemgående tema er sammenstødet mellem livsudfoldelse og samfundets stivnede konventioner, normer og snæversynethed. Skildret med en aldrende forfatters visdom og indsigt – ikke kun kritisk, men også med forståelse for de gamle leveformer.

Hans værker tilhører den tyske kanon, og han betragtes som den mest betydningsfulde tyske forfatter mellem Goethe og Thomas Mann, for hvem han blev en inspirationskilde.

”Hans romaner er fyldt med megen stilfærdig visdom, med en indre skønhed af den slags, som gamle mænds åsyn kan lyse af … Hans bøger indeholder en dagligdagens etik, en heroisme uden patos, som holdes levende ved hans smilende gammelmandsskepsis.  Eller fransk klarhed og skepsis: han var af huguenotfamilie, så hvem ved? Der er i hvert fald en følelsernes og forstandens afklarethed hos Fontane, en sans for nuancer som har dette franske præg i Prøjsen … De stille mennesker, Fontane så inderligt levende skildrer os, er øjeblikkets mennesker. De har et slægtskab med Herman Bangs stille eksistenser” – Jens Kruuse

Titler af Theodor Fontane