John Steinbeck
John Steinbeck (1902-1968) var en af det 20. århundredes helt store amerikanske forfattere. I 1940 vandt han Pulitzerprisen for romanen Vredens druer. Herudover er han især kendt for værkerne Øst for paradis, Dagdriverbanden og Mus og mænd. Hans litterære virke, der omfatter 27 bøger, indbragte ham i 1962 Nobelprisen i litteratur.
I 1919 blev Steinbeck optaget på Stanford University, hvor han læste engelsk litteratur, klassisk litteratur og journalistik, som han mente ville være nyttigt i en karriere som forfatter. Men det akademiske liv skuffede Steinbeck, så i 1924 forlod han Stanford uden en afsluttende eksamen. Studiet prægede faktisk hans skriverier mindre end hans mange sommerferiejobs på bondegårde, byggepladser og fabrikker, da det var her, han mødte det miljø af mennesker, der senere skulle stå i centrum i hans værker.
Steinbeck fik sit gennembrud i 1935 med Dagdriverbanden, der med inspiration fra myten om Ridderne af det runde bord, skildrer historien om en fattig, men livsglad klike af spanskamerikanere. I 1940 vandt han Pulitzerprisen for Vredens druer, der skildrer daglejernes elendige forhold i 1930’ernes Californien. Romanen vakte en så voldsom debat i USA, at udgivelsen er blevet betegnet som en national begivenhed.
Steinbeck skrev et stort antal romaner, noveller og manuskripter og arbejdede en tid som journalist. Han var desuden krigsreporter under Anden Verdenskrig, hvor han skildrede soldaternes farlige dagligdag lige så indfølende som førhen arbejdermiljøet.
Mange af Steinbecks værker foregår i Salinas-dalen i Californien, hvor forfatteren er født og opvokset, og mange læsere ser ham derfor som en hjemstavnsforfatter, men han rejste også en del og skrev om sine oplevelser under rejserne. I 1950’erne gennemførte Steinbeck lange rejser gennem Nordafrika, Syd- og Vesteuropa, og i 60’erne tog han på en rundrejse i USA, som han har skildret i På rejse med Charley fra 1962. Steinbeck døde i 1968 og blev bisat på kirkegården i sin hjemstavn Salinas.
Titler af John Steinbeck
Dagdriverbanden
Forfatter: John Steinbeck
Indlæser: Karsten Pharao
Et mægtigt gilde
Forfatter: John Steinbeck
Indlæser: Karsten Pharao
Mus og mænd
Forfatter: John Steinbeck
Indlæser: Paul Becker
På rejse med Charley
Forfatter: John Steinbeck
Indlæser: Dan Schlosser
Rutebil på afveje
Forfatter: John Steinbeck
Indlæser: Karsten Pharao
Vredens druer
Forfatter: John Steinbeck
Indlæser: Dan Schlosser
Øst for paradis
Forfatter: John Steinbeck
Indlæser: Dan Schlosser