Fjodor M. Dostojevskij: Den evige ægtemand

Den evige ægtemand          Findes som lydbog Findes som e-bog Findes som bog

Af Fjodor M. Dostojevskij

Den evige ægtemand er fra 1870 og anses for en af Dostojevskijs mest velkomponerede romaner i sin logiske opbygning. Romanen behandler og analyserer forholdet mellem Don Juan-typen Veltjaninov og hanrejen (den evige ægtemand) Trusotskij i en spændingsmættet opbygning, hvor Trusotskij efter hustruens død opsøger Veltjaninov og konfronterer ham med en fjern fortid, hvor han kom i ægteparrets hjem som ven – eller havde han været mere end blot en ven? Som vanligt i Dostojevskijs romaner karakteriseres personerne gennem deres dialog og viser sig langt mere komplekse end de klichetyper, de repræsenterer, ligesom forholdet imellem dem til stadighed skifter fra underlegenhed til overlegenhed.


Titelinfo:
  • Oversat fra russisk af Ole Husted Jensen
  • Indtalt af Karsten Pharao
  • Tid: 5 timer, 32 min.
  • Lydbog (download): 124,50 kr.
  • E-bog (172 sider): 154,50 kr.
  • Bog (172 sider – softcover med flapper): 249,00 kr.
  • Lydprøve:

Bogens baggrund

Den evige ægtemand blev skrevet ind imellem de store værker Idioten og Onde ånder og blev offentliggjort af Strakhov i tidsskriftet “Sarja” (Morgenrøden) i 1870. I skildringen af konflikten mellem Don Juan-typen og hanrejen byggede Dostojevskij på egne tragiske erfaringer med sin første, utro hustru tilbage i Sibirien-tiden. I forbindelse med udgivelsen skrev Strakhov til Dostojevskij: “Jeg finder, at dette værk er et af Deres bedst udarbejdede, et mesterværk i sin logiske opbygning, og i sit indhold et af de interessanteste og dybeste, De overhovedet har skabt. Særlig er skikkelsen Trusotskij genialt opfattet og skildret. Flertallet af læserne vil næppe forstå Dem helt, men læse Dem vil man og – med hvilken glubskhed.” (Oversat af Ejnar Thomassen). Og samtidens kritikere var enige med Strakhov. I modsætning til Idioten blev den vel modtaget og rost for den gennemførte komposition.

Dette har også eftertidens kritikere hæftet sig ved. Således anfører Dostojevskij-kenderen Joseph Frank i bogen Dostoevsky – The Miraculous Years, 1865-1871: “Den evige ægtemand, den mest perfekte og forfinede af alle Dostojevskijs kortere værker, kan virkelig kaldes “klassisk” i sin konstruktion. Den nærmest balletagtige organisering af sammenstødene mellem de to hovedkarakterer med det gradvise skift i positionen af den ene over for den anden og endelig den fuldstændige ombytning er brillant udarbejdet. Dens effekt er en kontrolleret symmetri, der sjældent ses andre steder hos Dostjojevskij og står i skarp kontrast til det mere skødesløst udformede plot i Idioten.”

Anmeldelser

“Dostojevskijs perfekte roman Den evige ægtemand er kommet i ny mundret oversættelse. Den er stærkt underholdende. Den evige ægtemand indeholder essensen af hans temaer. Den er klassisk i sin konstruktion og minutiøs og virtuos i sine dialoger og dermed i skildringen af det fluktuerende evigt skiftende magtforhold mellem hovedpersonerne.” – Marie Tetzlaff, Politiken, ♥♥♥♥♥♥. Læs hele anmeldelsen

“Det særlige i dialogen er underteksten, den uudtalte viden eller uvidenhed om tingene, som de gensidigt svarer på med andre ord i et temperamentsfuldt mummespil, der veksler mellem spot og venskabserklæringer og efterhånden klæder dem grundigt af i storladen ynkelighed … Opgøret mellem de to mænd afklares i et sceneri to år senere på en jernbanestation, mens mindet om den tredje part, barnet Liza, må hænge som en skyldbyrde over dem begge. Det kaster også tragediens lys over den groteske komedie med dens uimodståelige kvaliteter og stilistiske raffinementer, skarpe som den barberkniv, der optræder som en livsfarlig rekvisit i det petersborgske drama.” – Torben Brostrøm, Information. Læs hele anmeldelsen

Den evige ægtemand hører muligvis ikke blandt Dostojevskijs mest kendte værker, men hvis dét skulle få nogen til at tro, at det ikke kan måle sig med mastodonterne Forbrydelse og straf, Brødrene Karamazov og Idioten, kan nogen godt tro om igen! Den evige ægtemand er nemlig både velkomponeret og velskrevet – og dertil er den omfangsmæssigt af mere overskuelig karakter end sine ovenfornævnte storebrødre. Så hører man enten til dem, som mener Dostojevskij er for svær (i mere end én forstand), eller til dem som bare aldrig har læst noget af ham, så er det her, der skal sættes ind: Anskaf hurtigst muligt denne bog. I vil ikke fortryde det … Her findes ingen undskyldning: Denne bog er pligt- og lystlæsning i én og samme indpakning.” – Marie Guldager, Litteratursiden. Læs hele anmeldelsen

“… man mærker bag den beske selvironi en overlegen humor, der på grund af emnets selvbiografiske karakter virker betagende i sin menneskelige storhed. Desuden er dette møde mellem den bedragne ægtemand og hustruens elsker fra for ni år siden så mesterligt komponeret, at det i sine få, hektiske scener åbenbarer alt.” – Vagn Riisager, Kristeligt Dagblad

“I Den evige ægtemand når Dostojevskijs beherskelse af hans specielle dialog – en dialog, hvis ord er ladet med uudtalt betydning – måske toppen af perfektion. Scenerne mellem Veltjaninov og Trusotskij, hvor de hver især svarer – ikke på det den anden siger – men på det de ved eller fornemmer, den anden har ladet uudtalt, er fyldt med en hypnotisk spænding, som er fuldt på højde med scenerne mellem Ivan Karamazov og Smerdjakóf, og måske mere psykologisk spidsfindig, da elskeren og hanrejen skifter roller.” – Joseph Frank, Dostoevsky – The Miraculous Years, 1865-1871

Andre titler af Fjodor M. Dostojevskij

Hvide nætter

Hvide nætter

Forfatter: Fjodor M. Dostojevskij
Indlæser: Karsten Pharao

Idioten

Idioten

Forfatter: Fjodor M. Dostojevskij
Indlæser: Bent Otto Hansen

Kældermennesket

Kældermennesket

Forfatter: Fjodor M. Dostojevskij
Indlæser: Bent Otto Hansen

Onkels drøm

Onkels drøm

Forfatter: Fjodor M. Dostojevskij
Indlæser: Karsten Pharao

Onde ånder

Onde ånder

Forfatter: Fjodor M. Dostojevskij
Indlæser: Karsten Pharao

Spilleren

Spilleren

Forfatter: Fjodor M. Dostojevskij
Indlæser: Bent Otto Hansen