Alt falder fra hinanden

Chinua Achebe: Alt falder fra hinanden

Alt falder fra hinanden          Findes som lydbog Findes som e-bog Findes som bog

Af Chinua Achebe

Okonkwo er kendt viden om som en stor bryder og kriger, og han er en af landsbyen Umuofias mest lovende mænd. I modsætning til sin far, som han foragter, er Okonkwo hårdtarbejdende, tapper og stolt, og hans største ambition er at blive en af stammens stormænd. Han har fra et fattigt udgangspunkt langsomt arbejdet sig hen imod dette mål, da et tragisk uheld tvinger ham og hans familie ud i syv års landflygtighed. Da de endelig kan vende hjem til Umuofia, hvor Okonkwo planlægger at tage fat, hvor han slap, har alting forandret sig; engelske missionærer har gjort deres indtog og medbragt britisk administration og retsvæsen. Som følge heraf er stammens ældgamle traditioner og hierarkier i opbrud, og Okonkwo ser magtesløs til, mens alt omkring ham falder fra hinanden.


Titelinfo:
  • Oversat fra engelsk af Kirsten Jenlev
  • Indtalt af Torben Sekov
  • Tid: 5 timer, 49 min.
  • Lydbog (download): 112,50 kr.
  • E-bog (174 sider): 124,50 kr.
  • Bog (174 sider – softcover med flapper): 199,95 kr.
  • Lydprøve:

Bogens baggrund

Alt falder fra hinanden er Chinua Achebes første og mest kendte roman, som blev skrevet i fritiden, mens han arbejdede for den nigerianske radio i Lagos.

I 1958 sendte Achebe sin roman til forfattervennen Gilbert Phelps’ agent, som forsøgte at afsætte bogen til forskellige forlag uden held. Det var først, da bogen nåede Donald MacRae fra forlaget Heinemann, at der kom skub i tingene. MacRae, der netop var kommet hjem fra en rejse i Vestafrika, anså bogen for at være “den bedste roman, jeg har læst siden krigen” og fik den trykt i 2000 eksemplarer.

Alt falder fra hinanden fik meget fine anmeldelser i den britiske presse og står i dag som et af hovedværkerne inden for afrikansk litteratur. Den er oversat til ikke færre end 50 sprog, hvilket gør Achebe til den mest oversatte afrikanske forfatter nogensinde, og den er solgt i mere end ti millioner eksemplarer over hele verden.

Anmeldelser

“Det, der gør Alt falder fra hinanden til noget ganske særligt, er Achebes formidable evne til at fortælle historien fra afrikanernes synsvinkel uden samtidig at falde i den sentimentale grøft at fremstille livet før kolonisering som et sorgløst paradis, og livet under britisk styre som et mareridt. Det eneste, der er sort og hvidt i Achebes verden, er menneskenes hud … Hvis man kun vil læse en eneste afrikansk roman, foreslår jeg, at man læser denne suverænt fortalte, sansemættede, smukke og smertefulde historie.” – Louise Windfeld-Høeberg, Weekendavisen

“Chinua Achebes Alt falder fra hinanden er et afrikansk hovedværk om kultursammenstød skrevet med empati og humor … Sproget er neddæmpet, men i glimt træder virkningsfulde billeder frem. Som da en græshoppesværm ankommer som en sort, flad sky, brudt af små lysende øjne, der skinner som stjernestøv … Romanen giver indblik i den oprindelige afrikanske kultur og er skrevet i et klart sprog med en overordnet synsvinkel. Den oftest nøgterne stil rummer en styrke, som stadig griber.” – Eva Pohl, Berlingske

Alt falder fra hinanden er fortalt lavmælt og ukunstlet. Det er en roman, der hviler i sig selv, overbevist om sin egen nødvendighed. Den lever på sin blanding af lidenskab og afklaret ro. Den ved, hvad den vil. Med sin dybt indlevede og samtidig helt saglige beskrivelse af afrikansk kultur opnår romanen en usædvanlig autencitet, og den er oplagt læsning for alle, der vil vurdere nutidens afrikanske problemer med fortiden i baghovedet.” – Claus Grymer, Kristeligt Dagblad

“En moderne klassiker om Afrikas møde med den hvide mand. For alle læsere af stor litteratur, der giver indsigt og vækker til eftertanke … En stærk og usentimental fortælling om traditionel afrikansk kultur i en landsby, smukt bundet sammen om en ambitiøs, traditionel mands liv og gerninger på godt og ondt.” – Lektørudtalelse

Læs og forstå var der nogle lærebøger i skolen, der hed. Når man har læst Alt falder fra hinanden, forstår man lidt mere om Afrikas kultur og historie. Forfatteren Chinua Achebe er så nøgtern og ryster ikke på hånden i sine beskrivelser af de voldsomme kultursammenstød – eller nærmere kulturovergreb – der finder sted. Achebe glorificerer eller fordømmer ikke hverken stammefolkene eller de hvide kristne. Han fortæller bare historien. Sproget er lavmælt, og det er netop manglen på store følelsesladede udbrud, der gør fortællingen så stærk og vedkommende. En vigtig bog, som er god at blive klog på.” – Bettina Schnegelsberg-Laursen, Litteratursiden.dk

Alt falder fra hinanden er den mest læste roman fra det afrikanske kontinent, og siden den blev udgivet første gang i 1958, er den blevet udbredt i det meste af verden. Det skyldes ikke bare, at historien om Okonkwos uhyggelige skæbne er godt fortalt, men at den er symptom på Afrikas forfald i mødet med de hvide imperialister.” – Litteraturnu.dk

“Det ville være umuligt at sige, hvordan Alt falder fra hinanden har påvirket afrikanske forfattere. Det ville være ligesom at spørge, hvordan Shakespeare har påvirket engelske forfattere eller, hvordan Pushkin har påvirket russiske.” – Kwame Anthony Appiah, professor i filosofi ved Princeton University

“Den første roman på engelsk som fortaltes fra et afrikansk perspektiv frem for at fremstille afrikaneren som eksotisk – som den hvide mand ville se ham.” – Wole Soyinka, Nobelprisvinder

“En af Chinua Achebes mange bedrifter i hans anerkendte første roman Alt falder fra hinanden er hans ubarmhjertigt usentimentale gengivelse af nigeriansk stammeliv før og efter koloniseringen. Bogen blev første gang udgivet i 1958 – kun to år før Nigeria erklærede selvstændighed fra Storbritannien – og undgår den oplagte fristelse, det er at fremstille det førkoloniale liv som en form for paradis.” – Alix Wilber

“En af de fem bøger alle bør læse mindst én gang.” – Oprah Winfrey

Andre titler af Chinua Achebe

Trives ej længere her

Chinua Achebe: Trives ej laengere her

Trives ej længere her          Findes som lydbog Findes som e-bog Findes som bog

Af Chinua Achebe

Efter fire års studier ved et engelsk universitet vender Obi Okonkwo hjem til sit fødeland Nigeria, hvor han får en fornem stilling i administrationen. Obi er en idealistisk og moralsk ung mand med store forhåbninger til Nigerias fremtid, men han opdager hurtigt, at den udbredte korruption i landet har dybe rødder, der er svære at hugge over. Fast besluttet på at vise sig som et forbillede og ændre den herskende mentalitet modstår Obi dog ethvert forsøg på bestikkelse, men da han både støder sammen med de gamle traditioner og får økonomiske problemer, bliver det sværere og sværere for ham at modstå fristelsen. Til sidst bliver han fanget i en fælde, han ikke kan slippe ud af.


Titelinfo:
  • Oversat fra engelsk af Leif Bertelsen
  • Indtalt af Torben Sekov
  • Tid: 5 timer, 39 min.
  • Lydbog (download): 112,50 kr.
  • E-bog (156 sider): 123,00 kr.
  • Bog (156 sider – softcover med flapper): 199,95 kr.
  • Lydprøve:

Bogens baggrund

Trives ej længere her er Chinua Achebes anden roman. Den udkom i 1960, som var året, hvor Nigeria opnåede selvstændighed efter i 60 år at have været under britisk herredømme. Romanens hovedperson, Obi Okonkwo, er barnebarn af hovedpersonen Ogbuefi Okonkwo i Achebes debutroman Alt falder fra hinanden.

I modsætning til Alt falder fra hinanden, som foregår omkring år 1900 og behandler nigerianernes første møde med de hvide englændere, finder Trives ej længere her sted lige omkring det tidspunkt, den er skrevet. Nigeria står over for at opnå selvstændighed, og romanen beskriver det nigerianske folks kamp for at tilpasse sig den samfundsorden og de idealer, som den britiske kolonimagt bragte med sig 60 år tidligere. Selvom de to romaner foregår i forskellige epoker, har de begge sammenstødet mellem europæisk og afrikansk kultur som omdrejningspunkt.

Trives ej længere her blev modtaget med positive anmeldelser, da den udkom i 1960, og det samme var tilfældet, da romanen i 1969 udkom på dansk. Den blev især rost for sin realistiske og levende beskrivelse af livet i Nigerias hovedstad Lagos omkring 1960.

Anmeldelser

“Chinua Achebe løser ikke korruptionens rådne gåde, men i Trives ej længere her skildrer han tørt smilende, hvordan den langsomt og systematisk æder et retskaffent menneske op indefra … I efteråret udkom Chinua Achebes indtryksfulde roman Alt falder fra hinanden herhjemme. Nu udkommer den mindst lige så fængslende Trives ej længere her. Begge bøger blev oversat til dansk allerede i 1960’erne. Også dengang fik de anmelderne til at hoppe af begejstring, men siden har man skammeligt nok ikke skænket den verdensberømmede afrikanske forfatter mange tanker. Med den 83-årige Chinua Achebes død i 2013 får forfatterskabet sin anden blomstring, og de danske læsere en ny chance for at lære den enestående forfatter at kende. Grib den! Chinua Achebes skildring af den afrikanske sjæl er ubetalelig.” – Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten

“Det er en meget moralsk historie, men den er fortalt med den særlige sprødhed, der er karakteristisk for Achebe, en blanding af følsomhed og ironi, en viden, der hele tiden bæres af en bestemt form for uskyld. Man kunne kalde den ‘afrikansk’, fordi den rummer undren over alle de nye muligheder og en smertelig viden om, at der skal tages afsked med meget godt, dybt, mystisk og oprindeligt gammelt, før det ny kan accepteres og fungere rent.” – Klaus Rifbjerg, Politiken

“I al sin smertelighed lyser bogen ved sin enkle fortællekunst som et nyafrikansk kulturbillede, rigt også ved bipersoner og gamle fyndords visdom, sat op mod jazzmusik og mangel på sæder i Lagos – en sammenstødssituation uden udvej. Obi er en ungdomsoprører, der taber sit spil over for traditionen.” – Jacob Paludan, Aarhus Stiftstidende

“Glædeligt gensyn med en af Afrikas store forfattere. Denne har, ligesom Achebes øvrige romaner, moderne klassikerstatus … Achebe skriver i et neddæmpet, enkelt og klart sprog med en underspillet humor.” – Lektørudtalelse

“Bechs Forlag har genudgivet Chinua Achebes roman Trives ej længere her fra 1960. En relevant bog, der kan læses som symptom på den (im)migranttilværelse, mange til stadighed lever.” – Litteraturnu.dk

Andre titler af Chinua Achebe