Edith Wharton: Munterhedens hus

Munterhedens hus          Findes som e-bog Findes som bog

Af Edith Wharton

Munterhedens hus handler, som så mange af periodens store romaner, om penge og social status. Handlingen udspiller sig i de øverste samfundslag i New York, hvor den unge smukke Lily Bart dygtigt navigerer rundt i selskabslivet i håbet om at finde sig en rig ægtemand, der kan være den økonomiske redning for hendes luksuriøse levevis. Men mens Lily Bart, efter flere fatale fejltrin, må se sin agtelse dale i takt med, at sladderen om hende tager til, er der andre, der stiger i samfundet. Den unge forretningsmand Rosedale gennemskuer hurtigt det overfladiske iscenesatte miljø og foreslår Lily Bart en handel, hun er nødt til at tage op til overvejelse. For er man ikke en del af sæsonens fastlagte mønster, svæver man sfæreløs rundt i et tomrum af selskabelig ikke-eksistens.


Titelinfo:
  • Oversat fra amerikansk af Hanne Tang Christensen
  • E-bog (372 sider): 124,50 kr.
  • Bog (372 sider – paperback): 199,95 kr.

Anmeldelser

”Edith Whartons gennembrudsroman om en ombejlet overklassekvindes kranke skæbne er vanvittigt velskrevet og elementært spændende … Jeg kan kun erklære mig enig med den britiske forfatter Lionel Shriver i, at Edith Whartons romaner er obligatorisk læsning for feminister – og for alle andre vil jeg tilføje.” – Leonora Christina Skov, Weekendavisen

”Overdådig roman fra 1905 om en smuk og materialistisk singlekvinde er stadig pragtfuld … Hvad Lily Bart end er eller var på vej til at blive i sit korte, ensomme romanliv, er det ubegribeligheden, hendes vægren sig ved at falde på plads, der gør hende så slidstærk som litterær skikkelse. Som gør hende så lyslevende i al sin umulighed, ja, ’strålende’ fra allerførste side.” – Lise Garsdal, Politiken, ♥♥♥♥♥♥

“Kærligheden gjort til socialt instrument, til personligt værdipapir. Ensomheden ud over giftegrænsen skildret som regulær ’konkurs’. Wharton leverer, fra et uvant miljø, knivskarpe og farverigt underholdende illustrationer af, hvad Marx mente med, at pengene i klassesamfundet umenneskeliggør forholdene mellem mennesker.” – Søren Vinterberg, Politiken

”Edith Whartons psykologiske sans, hendes detaljerede kendskab til sit miljøs for- og bagsider, hendes fint afbalancerede satiriske indfaldsvinkel og hendes stilistiske mesterskab gør hende til en væsentlig forfatter i det tyvende århundredes litteratur …” – Lars Ole Sauerberg, Jyllandsposten

“I en Tinder-tid, hvor vi lever og ånder på de sociale medier, er denne perle af en roman mere end nogensinde før relevant og aktuel. Læs den for de tindrende nære beskrivelser af levet kvindeliv.” – Julia Lahme, Femina

Andre titler af Edith Wharton

Ethan Frome

Forfatter: Edith Wharton
Indlæser: Bent Otto Hansen