Charlotte Brontë: Jane Eyre

Jane Eyre          Findes som lydbog Findes som e-bog Findes som bog

Af Charlotte Brontë

Jane Eyre er fortællingen om den forældreløse og fattige Jane, der vokser op i 1800-tallets England hos sin onkel og dennes tyranniske kone og børn, der mishandler hende både fysisk og psykisk og til sidst beslutter at sende hende til kostskolen Lowood. På Lowood bliver Jane nedgjort og ydmyget af den ondskabsfulde inspektør Mr. Brocklehurst, men hun knytter også nære og varme relationer, som får stor indflydelse på resten af hendes liv. Da Janes skoletid er forbi, og efter at have arbejdet nogle år som lærerinde på Lowood, får hun arbejde som guvernante på det store gods Thornfield Hall. Her stifter hun bekendtskab med godsets ejer, den mystiske Mr. Rochester, som hun senere forelsker sig i, men både Thornfield Hall og Mr. Rochester gemmer på dystre hemmeligheder, der tvinger Jane ud i svære beslutninger.


Titelinfo:
  • Oversat fra engelsk af Aslaug Mikkelsen
  • Indtalt af Annette Grunnet
  • Tid: 12 timer, 20 min.
  • Lydbog (download): 129,00 kr.
  • E-bog (368 sider): 129,00 kr.
  • Bog (368 sider – softcover med flapper): 249,00 kr.
  • Lydprøve:

Bogens baggrund

I 1948 modtog det ansete britiske forlag Smith, Elder & Co. et slidt manuskript med titlen Professoren af den ukendte forfatter Currer Bell. Manuskriptet havde tilsyneladende cirkuleret rundt til adskillige forlag med afslag. Også Smith, Elder & Co. afslog at udgive romanen, men så dog så mange kvaliteter i den, at de i returneringen vedlagde et brev til forfatteren om at forsøge sig med et mere romantisk arbejde, som de så gerne ville modtage til vurdering. Efter nogle måneder modtog redaktøren et digert værk fra Currer Bell med titlen Jane Eyre. Han blev så fængslet af historien, at han efter sigende læste manuskriptet på en dag og en nat. Nu var der ikke længere tvivl. Manuskriptet blev omgående antaget, trykt og udgivet, romanen opnåede hurtigt en enorm popularitet og den overgik i oplag samtidigt udgivne nye romaner af så populære forfattere som Dickens og Thackeray.

Læserne blev betaget af Jane Eyres svære barndom, den romantiske kærlighedsaffære med Rochester og de gotiske elementer med hemmelighedsfulde og dramatiske begivenheder. Samtidig var Jane Eyre en helt anden heltinde end tidligere set. Hun besnærede ikke ved sin feminine skønhed, men ved sin naturlighed og sit fine intellekt, og hun insisterede på ligeværdig omgang med manden. Romanen var en forløber for den senere kvindefrigørelse. Jane Eyre blev Dronning Victorias ynglingsroman, og den dag i dag hører den til de mest læste og yndede klassikere.

Men hvem var den ukendte Currer Bell? Spekulationerne var mange, ikke mindst da der samtidig med Jane Eyre på et andet forlag blev udgivet Agnes Grey af Acton Bell og Stormfulde højder af Ellis Bell, og forlaget, der kun havde brevvekslet med Currer Bell, kunne ikke supplere med mange oplysninger. I forbindelse med en planlagt udgivelse af bogen i USA ville de amerikanske forlæggere gerne møde forfatteren. Stor var forbavselsen, da en total ukendt, landlig klædt, spinkel og genert dame på de tredive fra Yorkshire dukkede op på forlaget sammen med sin yngre søster, og præsenterede sig som Charlotte Brontë, forfatteren bag pseudonymet Currer Bell. Søsteren, Anne Brontë, viste sig at være forfatteren til Agnes Grey. En af de mest mærkværdige begivenheder i verdenslitteraturen, som søstrene Brontë indskrev sig i, og som har fascineret læsere over hele verden siden.

Anmeldelser

“Charlotte Brontës roman om den forældreløse Jane Eyre er en af romanhistoriens helt store klassikere. Romanen, der nu genudgives, har det hele: Dannelse, lidenskab og en spirende kvindefrigørelse.” – Per Krogh Hansen, Berlingske

“Som læser føler man sig nærmest privilegeret ved at sidde med en roman, der har haft så stor betydning i kvindelig litteraturhistorie og for kvinders identitet, også skrivende kvinders … Det kan også godt være at teenagepiger hellere vil have penge end gaver. Men prøv. Læg en hundredkroneseddel ind i Jane Eyre og forær bogen til næste konfirmation eller 18-års fødselsdag.” – Ann Mariager, Weekendavisen

“Ja, okay, nogen nyhed er det vel ikke. Men en velkommen genudgivelse minder om, hvilken lusket tilsnigelse det er at kalde sig boglæser, eller kvinde, uden at have læst Jane Eyre. Den 164-årige dannelseshistorie om den forældreløse pige, som må så grueligt meget igennem for at finde lykken, er ikke blot leveringsdygtig i drama og romantik, som de andre victorianske klassikere. Den har også den første besjælede heltinde med intellekt, social samvittighed og egenrådig handlekraft. En kvinde så meget forud for sin tid, at hun bliver ved at inspirere.” – Niels Ellevang, Jyllandsposten

“Hendes dragende roman Jane Eyre om den forældreløse Janes turbulente rejse fra kostskole til gotisk gods, inklusive en dyster (og lækker!) godsejer, er stadig en medrivende og generøs fortælling.” – Olga Ravn, Femina

“Dens vrede over ydmygelserne på vejen og dens begejstring for friheden til slut er så smittende, at mand må bøje sig.” – Bo Hakon Jørgensen, Kristeligt Dagblad

Jane Eyre fra 1847 er en af verdenslitteraturens mest elskede romaner. Den kan fint læses i dag som en vedkommende og fængslende fortælling for både lystlæsere (især kvinder, både unge og ældre), klassikerelskere og opgaveskrivere på gymnasieniveau … romanen er udødelig og kan stadig begejstre. Sproget virker mundret og nutidigt. Omslag og bagsidetekst vil virke fint i formidlingen.” – Marianne Majgaard Jensen, Lektørudtalels

“Charlotte Brontës kvindeportræt blev på mange måder nyskabende.” – Leon Jaurnow, Arnold Busck Bogmagasinet

“Bogen er den dag i dag tilfredsstillende for fantasien, fordi den rummer alle de elementære ønskedrømselementer og samtidig følger urtypen på en ‘rigtig historie’ – selve eventyrets linie. Der er ikke så forfærdelig mange bøger i verdenslitteraturen, der har denne elementære dragning, og de der er der, elskes uforandret gennem generationer.” – Elsa Gress

“Så åbner vi Jane Eyre … Forfatteren har fat i vores hånd og fører os med på hendes vej, får os til at se, hvad hun ser, forlader os ikke et øjeblik eller lader os glemme hende. Til sidst er vi gennemtrængt af Charlotte Brontës geni, hendes heftighed, hendes indignation … Det er den røde og urolige glød fra hjertets brand, der illuminerer hendes sider.” – Virginia Woolf