Flere og flere mennesker, unge som gamle, læser med ørerne. Det er der mange fordele ved; lydbogen fylder ikke noget og er tilgængelig overalt, den gør det muligt at udføre andre aktiviteter samtidig (rengøring, opvask, transport, motion etc.), man kan opnå en mere fordybende og måske mere intens oplevelse af sproget, og tykke klassikere kan være nemmere at komme igennem.

En af de vigtigste forudsætninger for en god lydbogsoplevelse er naturligvis indlæseren. I Tyskland lægges der meget stor vægt på indlæseren, og lydbøger bliver omtalt og anmeldt i aviser, magasiner og på blogs. Sådan er det ikke helt herhjemme. DR uddelte i 2010 og 2011 Lytternes Lydbogspris, men dette initiativ gik herefter i sig selv. Siden 2016 er der ved Blixenfesten blevet uddelt en pris for årets lydbog, men ellers er det yderst sjældent, man ser en egentlig anmeldelse af en lydbog.

Men hvordan definerer man egentlig en god lydbogsindlæser?

Lytternes mening

I en lille undersøgelse i et forum for lydbogslyttere var der især to ting, der gik igen, når lytterne skulle beskrive en god indlæser: korrekt udtale og indlevelse. Mange af lytterne understregede, at en indlæsning ikke må være monoton, men på den anden side heller ikke for dramatiseret. Én lytter skrev f.eks.: ”En god indlæser er en, der giver liv til historien med sin stemmeføring og gerne bruger forskellig klang til forskellige karakterer. Men indlæseren må ikke dramatisere historien som en skuespiller, da han eller hun derved ’overtager’ historien og fortolker den i stedet for at formidle den.” En anden skrev: ”Stemmen skal være rolig, men ikke kedelig, indlevende, men ikke for følelsesbetonet.”

Indlæsernes mening

Det lader til, at indlæserne faktisk er enige med lytterne i, at det drejer sig om at ramme den hårfine balance mellem monotoni og overdramatisering. Dan Schlosser, som er en af de mest erfarne indlæsere herhjemme, siger: ”Helt grundlæggende så er min indstilling til lydbogsarbejdet, at indtaleren skal kunne give lytteren den samme frie og umiddelbare oplevelse af forfatterens tekst, som læseren har … og det vil sige at blande sig i teksten så lidt som overhovedet muligt. Men på den anden side kan man ikke læse noget helt neutralt og så få det til at leve.” Eller som hans kollega Henrik Hartvig Jørgensen udtrykker det: ”Som indlæser skal man turde gå tæt på teksten samtidig med at være sig bevidst om, at man er mediet, ikke værket. Der skal være plads til lytterens egne billeder.”

Forlagets mening

Og så er der jo forlagene. I Bechs Forlag – Viatone, hvor vi har specialiseret os i at udgive klassikere og nyere prisvindende litteratur på lydbog, er vi helt enige med både lyttere og indlæsere: Indlæsningen må endelig ikke være for dramatiseret, det kan lyde helt forfærdeligt, men på den anden side duer det heller ikke med en indlæser, der er helt uengageret i teksten, for så bliver det for monotont, og lytteren taber interessen. Derudover foretrækker vi dybe, rolige stemmer, der er behagelige at lytte til – det må aldrig blive skingert. Og så er der ingen tvivl om, at det gamle ordsprog om at ’øvelse gør mester’ også gælder inden for lydbogsindlæsning. En uerfaren indlæser kommer ofte til at tøve eller snuble over ordene, fordi øjnene ikke er langt nok fremme i teksten. Derfor vælger vi som regel indlæsere, der har mindst 100-200 lydbøger på samvittigheden.