Fuglene          

Af Tarjei Vesaas

Romanen Fuglene fra 1957, der regnes for Vesaas’ mesterværk, handler om Mattis, tusten eller tossen, ham der ikke er som de andre, men som oplever verden på en intuitiv måde, hvor alting får karakter af hemmelighedsfulde tegn. Han oplever det som et lille mirakel, når der kommer et sneppetræk over huset. Han kan tyde fuglenes sprog, sneppen skriver små breve til ham med næb og kløer, og Mattis stiller livets store spørgsmål, som ingen kan svare på. I det lille bygdesamfund er Mattis ringeagtet og ensom. Han kan ikke passe et arbejde og bor sammen med sin søster, Hege, som forsørger dem ved at strikke trøjer. Hans største triumf oplever han, da to piger samler ham op på en holm i søen, hvor han har søgt tilflugt, fordi hans plimsoller af en båd har taget vand ind. Da han ror de to ind til købmanden, kan han vise de lokale, at han godt kan være sammen med nogen, som respekterer ham, som den han er. En dag får Hege den idé, at Mattis kan være færgemand og ro folk over søen. Og han ror frem og tilbage, men der er ikke en sjæl at se, før skovhuggeren Jørgen en dag dukker op. Det ender med, at skovhuggeren flytter ind i deres lille hus, og Hege blomstrer op, mens Mattis føler sig mere udenfor end nogensinde. En dag tager han ud på søen, han har en plan og vil udfordre skæbnen.

Titelinfo:

• Indtalt af Bent Otto Hansen
• Tid: 5 timer, 58 min.
• Lydbog (download): 120,00 kr.
• Lydprøve:

Anmeldelser

”Tarjei Vesaas har skrevet den bedste norske roman nogensinde: Fuglene. Den er helt vidunderlig; prosaen er så simpel og så subtil, og fortællingen så rørende, at den ville have været regnet blandt de store klassikere fra det sidste århundrede, hvis den havde været skrevet på et af de store sprog.” – Karl Ove Knausgård, New York Times

”Tarjei Vesaas’ mesterværk – oversat fra nynorsk til smukt dansk af Jannie Jensen og Arild Batzer – har højde, dybde og vingefang, et eviggyldigt eksistentialistisk ensomhedsstudie, der bekræfter det gamle ord om, at én tåbe kan spørge om mere, end ti vise kan svare på.” – Klaus Rothstein, Weekendavisen

“Den gamle oversættelses mange oplag er udsolgt for længst. Nu er der igen en bog i boghandlen, som er en målestok af de sjældne for god prosa. Så indfølende, så musikalsk, så munter, så hjerteskærende tragisk kan romankunst være. Læs, læs, læs Tarjei Vesaas’  Fuglene.” – Thomas Bredsdorff, Politiken, ♥♥♥♥♥♥

“Nordmanden Tarjei Vesaas’ roman Fuglene fra 1957 står stadig som et hovedværk i nordisk litteratur. Dens intensitet er intakt, dens stille dramatik er bevægende, og dens udfordring af den rationelle tænkning og dens sprog har stadig relevans … Fuglene er en bog om en sinke, for hvem det menneskelige liv bliver en uoverstigelig opgave. Han er en outsider, men alligevel ikke mere, end at en almindeligt tænkende kan genkende sin angst, sit håb og sine længsler i ham. Han appellerer til det irrationelle i os selv og i verden. Alt det som ikke lader sig tøjle og forstå af det, man kalder for fornuften. For Mattis – og for digteren – findes der en anden fornuft. Vesaas fortæller i en afdæmpet og enkel stil, men også med en symbolik, der giver romanen dybde i tanke og form. Hvor Mattis må opgive at tænke videre, fordi hans tanker slår knuder, kan digteren træde til med sit poetiske sprog.” – Lars Handesten, Kristeligt Dagblad, *****

“I et interview i The New York Times for nylig sagde Karl Ove Knausgård, at Fuglene er ‘den bedste norske roman nogensinde’. Store ord. Også for store, synes jeg, men romanens syn på sprog og virkelighed flugter godt med Knausgårds, så jeg forstår hans begejstring. Og det er bestemt en rigtig god roman, der ikke bare beskriver menneskelivets fundamentale ensomhed, dét at vi alle er tuster i verdens vrimmel af ting og tegn, men også kan læses som en fortælling om forfatterens vilkår: Den skrivende, som forsøger at omsætte virkeligheden, og ikke mindst dens undere, til de helt rigtige ord. Det lykkes kun sjældent. Som når Mattis tænker ‘På den her side af vinden er der læ’. Men altså oftest forgæves. Og ofte ledsaget af latterliggørelse og armod. Måske er Mattis på den måde Vesaas’ selvportræt.” – Jeppe Krogsgaard Christensen, Berlingske, *****

Andre titler af Tarjei Vesaas