Maksim Gorkij

Maksim Gorkij – pseudonym for Aleksej Maksimovitj Pesjkov – (1868-1936), født i Nizjnij, Novgorod, er en af de store russiske forfattere. Han voksede op i meget fattige kår og blev sendt ud at arbejde som 9-årig. Han vagabonderede rundt i det sydlige Rusland og færdedes på bunden af samfundet med tilfældige jobs som tjenestedreng, køkkenhjælper på Volga-dampere, havnearbejder og jernbaneassistent mv. Gennem alle nomadeårene var han opslugt af læsning, og som syttenårig begyndte han at studere på universitet i Kasan. Sin opvækst og ungdom har Gorkij selv skildret i den verdensberømte selvbiografiske trilogi: Barndom, Mellem fremmede og Læreår (1916-23).

I 1892 slog Gorkij igennem med en række realistiske fortællinger om miljøer og skæbner fra bunden af samfundet, som han, som ingen anden russisk forfatter, kendte fra sine vagabonderende år. Han blev eksponent for den socialistiske realisme og var i begyndelsen af 1900-tallet en af de mest læste russiske forfattere. Han var kritisk over for Zar-styret og ven med Lenin. Han blev landsforvist efter at have deltaget i 1905-revolutionen, men vendte tilbage i 1914. Selvom han støttede den marxistiske russiske revolution, var han dog med sit humanistiske syn en af de få, der turde ytre sig kritisk om den omsiggribende vold. Gorkijs produktion var stor. Han udgav både digte, dramaer og romaner. Udover den selvbiografiske trilogi er nogle af hans mest kendte værker romanerne Moderen (1906) og Familien Artamonov (1925) samt dramaet Natteherberget (1903). Han var i mellemkrigstiden den mest læste russiske forfatter, blev tildelt Leninordenen i 1932 og var fem gange indstillet til Nobelprisen.

For en mere detaljeret biografisk omtale kan henvises til Ejnar Thomassens indlevende essay om Gorkij, der oprindelig stod som indledning til Min barndom, og som er genoptrykt i nedenstående e-bøger.

Titler af Maksim Gorkij