E.L. Doctorow
Edgar Lawrence Doctorow (1931-2015) regnes blandt nutidens største amerikanske forfattere. Hans forfatterskab er meget omfattende, og hans værker er oversat til over 30 sprog. I sine romaner dyrker han ofte grænseområdet mellem dokumentarisme og fiktion, hvilket eksempelvis er tilfældet i hans gennembrudsroman Daniels bog fra 1971, der omhandler retssagen mod de spionagesigtede Julius og Ethel Rosenberg og dens efterspil.
Doctorows romaner er oftest henlagt til tiden mellem århundredskiftet og 2. Verdenskrig. I hans vel nok bedst kendte roman, Ragtime (1975), færdes historiske personer som Henry Ford, Harry Houdini, Emma Goldman og Sigmund Freud i en historie, der konfronterer sort og hvid, fattig og rig i begyndelsen af 1900-tallets USA.
Doctorow er en af de mest prisbelønnede amerikanske forfattere; han har vundet seks fornemme amerikanske priser, været finalist til Pulitzerprisen to gange (bl.a. i 2006 for Marchen) og var senest finalist til Man Booker-prisen i 2009 med Homer og Langley fra samme år.
Flere af hans romaner er blevet filmatiseret – ofte med store og anerkendte stjerner i instruktørsædet og på rollelisten. Hans debutroman fra 1960, Welcome to Hard Times, blev filmatiseret i 1967 af Burt Kennedy med Henry Fonda i hovedrollen, og i 1981 blev Ragtime filmatiseret af Milos Forman. Sidenhen fulgte filmatiseringen af Daniels bog i 1991 med Sydney Lumet som instruktør og Billy Bathgate (1989) med Dustin Hoffman og Nicole Kidman som hovedrolleindehavere i 1991.
Læs mere om E.L. Doctorow her.
Titler af E.L. Doctorow
Homer og Langley
Forfatter: E.L. Doctorow
Indlæser: Bent Otto Hansen
Marchen
Forfatter: E.L. Doctorow
Indlæser: Bent Otto Hansen