Dzjamilja
Af Tjingiz Ajtmatov
Dzjamilja er en smuk, vemodig kærlighedsfortælling, der foregår under Anden Verdenskrig i en lille kirgisisk landsby. Den berettes af den 15-årige Seit, der sammen med de øvrige beboere i landsbyen arbejder hårdt i marken for at sende mest muligt korn til soldaterne ved fronten. Sammen med sin livlige svigerinde Dzjamilja og den hjemvendte, sårede og indesluttede soldat Danijar bliver Seit sat til at køre kornet til stationen. Under disse daglige ture får Dzjamilja overtalt den tavse Danijar til at synge, og både hun og Seit tryllebindes af hans sang, der åbenbarer en stor indre rigdom. Snart spirer kærligheden mellem Dzjamilja og Danijar, og Seit, der selv er ubevidst forelsket i Dzjamilja, oplever de tos forbudte forhold meget intenst. Det modner ham, og han beslutter at rejse væk fra det lille lukkede landsbysamfund for at forfølge sin drøm om at blive maler.
Titelinfo:
- Oversat fra russisk af Ole Husted Jensen
- Indtalt af Karsten Pharao
- Tid: 1 time, 59 min.
- Lydbog (download): 90,00 kr.
- E-bog (82 sider): 90,00 kr.
- Bog (82 sider – paperback): 149,95 kr.
- Lydprøve:
Bogens baggrund
Dzjamilja, fra 1958, var Ajtmatovs første betydende værk efter udgivelsen af et par mindre noveller de foregående år. Den kendte franske forfatter Louis Aragon faldt tilfældigt over bogen, oversatte den til fransk og udtrykte i sit forord sin undren over, hvorledes “et sted i Centralasien … en ung mand kunne skrive en historie, som jeg sværger, er den smukkeste kærlighedshistorie i verden.” Hermed var romanens berømmelse gjort, og den blev på kort tid oversat til 18 sprog og i de efterfølgende år udbredt over det meste af verden som en af de mest populære romaner fra det tidligere Sovjetunionen. Den er nu oversat til op mod 100 sprog.
Anmeldelser
“… Dzjamilja er lige så rislende skøn, som da den udkom første gang i 1958 … ganske uimodståelig … Kirgisistans natur er den storladne baggrund for det lavmælte kærlighedsdrama. Som en ekspressionistisk maler, der kender styrken i farver og dramatiske sammenstød, skriver Ajtmatov de mest fantastiske scenerier frem, som kontrasterer eller underbygger personernes indre stemninger … Dzjamilja er som en nynnende folkevise. Den synger kærligheden ud af fortiden og ind i det evigt gyldige.” – Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten, ****
“Kirgisisk klassiker overbeviser med fantastiske beskrivelser af forelskelsens små detaljer … en lille perle af en kærlighedshistorie.” – Bo Hakon Jørgensen, Kristeligt Dagblad
“I tykkelse er det en lille roman, men i kvalitet stor, smuk og bevægende.” – Arbejderen
“Romanen er en lille perle i et smukt og lyrisk sprog, der fortalt gennem unge Seit vækker både naturen og følelserne til live … Det er en klassiker, der bør være i ethvert system.” – Per Månson, Lektørudtalelse
“Den lille roman giver en stor og dyb læseoplevelse, og som læser røres man virkelig. Det er en universel kærlighedshistorie, der kan læses og forstås af alle. Sproget er enkelt og ligetil, men beskrivelsen af kærligheden er helt utroligt smuk og intens.” – Anne Birgitte Langkilde Hundahl, Litteratursiden
“Det er en usædvanlig smuk lille fortælling. Den er meget enkel, men har samtidig noget stort i linjerne. Ægte kærlighed behøver ikke de mange ord, så lidt som sand litteratur gør det.” – Bris, BT
“Det er rart at læse en bog, som man under læsningen bliver mere og mere glad for og til sidst lukker med en følelse af at have oplevet noget inderligt tilfredsstillende.” – Per Gudmundsen, Aktuelt
” … dejlig kærlighedshistorie, dejlig natur, stemninger, dufte … en smuk hymne til livet og kærligheden. Et fint lille kunstværk, der vil åbne sig for enhver, der banker på.” – Claus Grymer, Kristeligt Dagblad
“Forholdet mellem drengen og de to unge forelskede skildres varsomt og smukt og ligetil, folkekunst i bedste forstand. Godt at læse.” – Poul Borum, Ekstra Bladet
“Tonen kan være fremmedartet, men fortællingen kommer tæt på det almenmenneskelige. Her er ingen stileksperimenter, men en solid fortælling om kærlighed, glæde og tragedie.” – Lisbeth Hertel, Jyllands-Posten
“En enkel og smuk levendegørelse af tid, sted og kærlighedens magt … fortjener at blive kendt som en af verdens store og tidløse kærlighedshistorier.” – Booktrust