Vederfarelse

Charles Bukowski: Med det hele ...

Vederfarelse          Findes som lydbog Findes som e-bog Findes som bog

Af Bodo Kirchhoff

Reither, som indtil for nylig har haft sit eget forlag i storbyen, har slået sig ned i en stille dal i Alperne. På det lokale bibliotek finder han en bog uden titel med blot et forfatternavn på omslaget. Han undrer sig og er optaget af tanker om bogen og sit tidligere engagement som forlægger. Om aftenen ringer det på hans dør.

Selv samme nat begynder hans vederfarelse, som i løbet af tre dage fører ham til Sicilien. Leonie Palm er kvinden, der får indflydelse på hans liv. Hun har haft en hattebutik, som hun har lukket, fordi tiden ikke længere er til hatte, ligesom han har drejet nøglen om til sit forlag, fordi der efterhånden er flere, der vil skrive end læse bøger. Derudover har de to det til fælles, at de ikke længere er forberedte på den store kærlighed, som de trods alle odds oplever efter tre dages fælles biltur langs middelhavet. Men netop som de tror, de har fundet lykken, dukker en mørklødet pige op og følger i hælene på dem. Pigen er tavs, men giver klart udtryk for, at hun har brug for hjælp.


Titelinfo:
  • Oversat fra tysk af Ulla Søgaard
  • Indtalt af Karsten Pharao
  • Tid: 5 timer, 43 min.
  • Lydbog (download): 132,00 kr.
  • E-bog (182 sider): 120,00 kr.
  • Bog (182 sider – softcover med flapper): 199,95 kr.
  • Lydprøve:

Bogens baggrund

Vederfarelse har fået meget fine anmeldelser i alle store tyske aviser og vandt i 2016 Deutscher Buchpreis, som er den største tyske litteraturpris.

”I en roman af et beskedent omfang og i en fortættet og associativ fortællestil lykkes det Kirchhoff at tage de store motiver i forfatterskabet under behandling. Kirchhoffs tekst er en tekst med mange lag som på mesterlig vis væver eksistentielle temaer fra det private sammen med det politiske og lader læseren tilbage uden noget svar på de store spørgsmål.” – Juryens begrundelse for den tyske bogpris 2016.

Den danske titel Vederfarelse er en direkte oversættelse fra tysk, og betegner det, der overgår os. Bodo Kirchhoff fortæller i et avisinterview (FAZ), hvordan han år tilbage har hæftet sig ved ordet og besluttet sig for at skrive en historie med denne titel. Inspirationen kom i det tidlige efterår 2015, hvor en strøm af flygtninge kom til Europa, en uoverskuelig og uforudset situation.

Forfatteren betegner selv sit værk som et litterært svar på flygtningekrisen. Bogen er et forsøg på at finde et sprog, der kan forklare det, der sker, og forholde sig til den dramatiske situation, som krisen udgør. Kirchhoff mener, at vi som mennesker vil og skal gennemgå en større indre forandring, og at vi må acceptere et grundlæggende opbrud med vores velkendte livsomstændigheder. Denne proces mener han kun er mulig gennem kærligheden; kærlighed blandt de enkelte og inden for fælleskabet, hvilket han viser i Vederfarelse.

Anmeldelser

“(…) “Vederfarelse er gennemsyret af klassisk mytologi, ikke påtrængende og docerende, men levende og helt nede i virkeligheden.” – Steen Klitgård Povlsen, Standart

“Vi gav ikke blot romanen den største pris på grund af dens uforfærdede og realistiske portræt af flygtningekrisen i Europa, men også på grund af dens refleksioner over vanskelighederne ved menneskelig kommunikation.” – Nie Zhenning, formand for det udvalg, der tildelte Vederfarelse den kinesiske pris “21st Century Best Foreign Novel of the Year Award”

“Kirchhoff fortæller historien på fornem vis. Han skriver blændende, og historien bygges op, lag på lag. Den starter billedligt talt helt på gulvet. Med en desillusioneret mand, der sidder alene med en flaske rødvin. Så ringer det på døren, og den samme historie efterlader læseren på en tinde. En stor oplevelse rigere. … Vederfarelse er noget af det bedste, der er kommet fra en tysk forfatter på det danske bogmarked, siden Sigfried Lentz døde. Det er en prægtig bog.” – Ivan Freund, JydskeVestkysten, *****

“Bodo Kirchhoffs bog er både politisk roman og kærlighedsroman og en bevægende skildring af ‘vederfarelsen’ – hændelsen – som kan forandre vores liv … Det sentimentale lurer på Kirchhoff og hans roman, i kort referat bliver det afgjort ikke bedre. Kærlighed er hændelse og nåde, den melder sig med en dørklokkes ringen. Nogenlunde på sammen måde, bare omvendt, forholder det sig med tragedien. Den kommer uventet, ofte også uforksyldt (landflygtighed, sygdom). Herudover er der ansvaret, over for kærligheden og næsten, den elskede, barnet, flygtningen. Når det ikke opleves sentimentalt, hænger det sammen med Kirchhoffs stil, som ligger fjernt fra det indladende og (bortset fra enkelte steder) det højstemte … Den konsekvensrige og forpligtende hengivelse til livet og et andet menneske er for tiden så sjælden, at den kan virke voldsom og som overspændt følelse, når man pludselig ser den formuleret. Men hvorfor egentlig?” – Thomas Thurah, Information

“Eftertænksom og yderst velskrevet roman … Romanen er skrevet i et poetisk, malerisk og mættet sprog, og teksten har mange lag og meget dybde. Det er en roman, som har meget på hjerte, og som efterlader et varigt indtryk hos læseren.” – Lektørudtalelse

“En vidunderlig simpel begyndelse, og en slutning, så mangefacetteret og sørgmodig og tæt, som kun få i Tyskland kan det. Bodo Kirchhoff er en mesterfortæller; hans Vederfarelse vedgår os alle.” – Richard Kämmerlings, Die Welt

“… med billeder, som brænder sig fast, og erkendelser, som gør oplevelsens banalitet til et virkeligt syn.” – Ulrich Rüdenauer, Süddeutsche Zeitung

“At skrive om kærlighed og sorg er en kunst … Det er overvældende, hvorledes Kirchhoff viser os det virkelige liv på få sider.” – Judith von Sternburg, Frankfurter Rundschau

Vederfarelse er et litterært mesterstykke, det er vores samtids bog.” – Thomas Andre, Hamburger Abendblatt

“En af efterårets smukkeste bøger: Bodo Kirchhoffs mesterligt komponerede roman Vederfarelse, et poetisk kunststykke.” – Andreas Platthaus, Frankfurter Allgemeine