Fornuft og følelse          Findes som lydbog Findes som e-bog Findes som bog

Af Jane Austen

Elinor og Marianne Dashwood er søstre, men besidder vidt forskellige personligheder. Elinor er rolig, velovervejet og behersket. Marianne er lidenskabelig, umiddelbar og dramatisk. Fornuft og følelse. Da deres far dør uden juridisk mulighed for at testamentere sin formue til sin enke og sine tre døtre, må de fire kvinder tage til takke med en noget mere beskeden indkomst og livsstil, end de har været vant til. Denne omstændighed skal vise sig at få afgørende betydning for Elinor og Mariannes ægteskabelige fremtidsudsigter. Begge søstre havner kort efter hinanden i dybe, men udsigtsløse forelskelser. Deres reaktion på situationen er naturligvis som nat og dag, og de må begge gennemgå ydmygelser, svigt og bristede illusioner. Oplevelserne sætter sig dybe spor, ikke mindst hos Marianne, der må revidere sit syn på livet og kærligheden.


Titelinfo:
  • Oversat fra engelsk af Eva Hemmer Hansen
  • Indtalt af Annette Grunnet
  • Tid: 11 timer, 47 min.
  • Lydbog (download): 120,00 kr.
  • E-bog (330 sider): 124,50 kr.
  • Bog (330 sider – softcover med flapper): 199,95 kr.
  • Lydprøve:

Bogens baggrund

Fornuft og følelse blev udgivet i 1811 under pseudonymet ‘A Lady’ og er dermed den første roman, Jane Austen udgav. Det første udkast til bogen, der oprindeligt bar titlen Elinor og Marianne, skrev Austen omkring 1795, da hun var 19 år. Dette tidlige udkast tog form af en brevroman, som var en meget populær genre i 1700- og 1800-tallet og som også benyttes i Austens Lady Susan. Senere ændrede Austen bogens form og titel til den udgave, vi kender i dag.

Thomas Egerton fra forlaget Military Library i London accepterede Austens manuskript til udgivelse i tre bind. Austen betalte selv for udgivelsen og måtte også betale provision af salget til forlaget. Udgivelsesomkostningerne beløb sig til mere end en tredjedel af Austens årlige husholdningsindkomst, men bogen, som i første omgang blev udgivet i 750 eksemplarer, gav dog et godt udbytte og blev trykt i andet oplag i 1813.

Fornuft og følelse har alle de træk, der karakteriserer hele Jane Austens forfatterskab: en levende personskildring, en handling, der zoomer tæt ind på menneskelige relationer, et elegant sprog, knivskarpe iagttagelser og udsøgt ironi. Den blev første gang oversat og udgivet på dansk i 1974, og nærværende udgave er en redigeret udgave af den oprindelige oversættelse af Eva Hemmer Hansen. Romanen har været adapteret til både film og TV, hvoraf den mest kendte version er 1995-filmatiseringen med Emma Thompson og Kate Winslet i hovedrollerne som Elinor og Marianne.

Anmeldelser

“… fordi Elinor og Marianne og Jane er så intenst indtagende ladylike, så følger man stakåndet og fornøjet med. Sigende for den gode lady-stil er f.eks., at der ikke er nogen personer, der er så dumme, vulgære, kedelige eller ubehagelige, at de ikke – selv om deres dårlige kvaliteter generøst og underholdende demonstreres, gerne i dialogform – også har nogle gode kvaliteter eller i det mindste, med lidt god vilje, kan undskyldes for de dårlige.” – Lars Bukdahl, Weekendavisen

“Måske er det tiden, kjolerne og kvinderne; der er nogle, der ikke kan få Austen ud af det, de lettere nedladende kalder damebladskategorien. Men hvis man åbner Fornuft og følelse med en forventning om at finde inderlig, romantisk kærlighed på hver en side, så bliver man skuffet. Her er langt mere yderlighed end inderlighed. Det handler om penge, og det er litteratur og kulturkritik på højt og humoristisk plan.” – Birgitte Stoklund Larsen, Kristeligt Dagblad. Læs hele anmeldelsen

“Jane Austen er igen tilgængelig på dansk – en fryd for både øjet og øret … det ville være en skændsel, hvis klassiske romaner af Jane Austens format ikke var tilgængelige på dansk, på tryk eller i lydbogsformat … Et forfatterskab af Jane Austens karat er den bedste modgift mod nok så mange tøsefjantede romaner af Helen Fielding, Sophie Kinsella, Candace Bushnell, Marian Keyes og hvad de ellers hedder, de store chick lit-forfattere på den internationale litterære scene…” – Claus Schatz-Jakobsen, Standart

Andre titler af Jane Austen

Emma

Emma

Forfatter: Jane Austen
Indlæser: Annette Grunnet