Kjell Westö

Kjell Westö

Kjell Westö (f. 1961) er en af de bedste finlandssvenske forfattere i sin generation. Han har været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris tre gange og vandt den i 2014 med Luftspejling 38. I fire romaner har Westö skildret Helsingfors og Finland i 1900-tallet og regnes for en af Nordens vigtigste fortolkere af vores historie og af, hvordan storpolitik griber ind i menneskets inderste liv.

Westö debuterede i 1986 med digtsamlingen Tango Orange, skrev derefter flere digt- og novellesamlinger og fik siden sit internationale gennembrud som romanforfatter med Drakarna över Helsingfors i 1996. Westös nyeste udgivelse er romanen Den svovlgule himmel, som udkom i 2017.

Kjell Westö voksede op i en svensksproget familie og lærte finsk ved at lege med nabobørnene. Han lærte at læse inden skolestart og havde allerede som otteårig en plan om at blive forfatter. I gymnasiet var han dog mest interesseret i at blive rockstjerne og spillede guitar i sit band. Han endte godt nok med at blive uddannet i litteraturvidenskab og journalistik i stedet for, men musik er stadig et vigtigt element i flere af hans romaner.

Desuden er den finske borgerkrig og dens eftervirkninger og traume et vigtigt tema i Westös forfatterskab. Romanen Det ulyksalige ved at være en Skrake (2000) handler om hele 1900-tallets Finland og er en blanding af realistisk skildring og skrøne. Andre centrale temaer i denne roman og Westös forfatterskab som sådan er skildringen af livet i Helsingfors, slægt og samfundskritik.

Titler af Kjell Westö