Charles Dickens

Charles Dickens

Charles John Huffam Dickens (1812-1870) var en engelsk forfatter, der hører til blandt litteraturhistoriens sværvægtere. Han betragtes som Viktoriatidens største forfatter og er skaberen af nogle af litteraturens mest mindeværdige fiktive personer. I sin levetid opnåede Dickens’ værker uhørt popularitet og berømmelse, og i det 20. århundrede blev hans litterære geni også fuldt ud anerkendt af kritikere og forskere. Hans romaner og noveller nyder stadig enorm popularitet blandt læsere. Til hans vigtigste værker hører Oliver Twist (1837), Et juleeventyr (1843), David Copperfield (1859), En fortælling om to byer (1859) og Store forventninger (1861).

Charles Dickens voksede op i en forgældet familie, der levede langt over evne, så hans far i 1824 måtte i gældsfængsel. Moren og Charles’ syv søskende flyttede ligeså til gældsfængslet, mens Charles boede udenfor for at tjene penge til familiens underhold. Sammen med andre børn arbejdede han i en lagerhal, som senere inspirerede ham til flere passager i David Copperfield. Dickens gik således ikke i skole i denne periode, men lærte til gengæld meget på Londons gader.

I mange år arbejdede Dickens som journalist for forskellige magasiner og aviser. Her begyndte også hans utrolige karriere som forfatter, da romanen Pickwick Klubben (1836) udkom i månedlige udgaver ved Chapman & Hall. Dickens skrev dengang under pseudonymet Boz. Også hans efterfølgende romaner udkom i første omgang lidt efter lidt i aviser, og han skrev ofte flere på én gang. I slutningen af 1830’erne blev Dickens udgiver for tidsskriftet Household Words og den store liberale avis Daily News. Desuden blev han del af den velrenommerede Garrick Club.

I sine værker påpeger Dickens ofte de dårlige sociale forhold under Viktoriatiden. Gennem beskrivelsen af fattigdommen og den deraf følgende kriminalitet i Oliver Twist gjorde han sine læsere opmærksomme på beboerne i Jacob’s Island, et slumområde i datidens London, og forholdene forbedredes som følge af romanen. Gennem sin skildring af den tragiske karakter Nancy, en prostitueret, kritiserede han desuden det viktorianske klassesystem og bidrog til nedbrydningen af fordomme i samfundet ved at fremhæve Nancys positive egenskaber.

Forfatteren døde af sit andet slagtilfælde på sin landejendom i 1870 og blev bisat i Westminster Abbey. Dette gik imod hans eget ønske om en begravelse, der skulle være så simpel som mulig.

Titler af Charles Dickens